Svar: Fortsat problemer med nattesøvnen
Kære Morten og Nanna
Tak for jeres brev og meget konkrete spørgsmål, som jeg naturligvis meget gerne vil svare på:)
Jeres dreng er nu i separationsfasen. Det betyder, at han lige nu øver sig i at separere sig, adskille sig fra jer. Han øver sig motorisk, kravler og kryber længere væk, bevæger sig ud i verden på egen hånd - og for at kunne gøre det, for at kunne separere sig, er han også nødt til at føle sig ekstra knyttet til. Det betyder, at han på den ene side lige nu vil skubbe jer væk, vil op i favn, men ned igen - og på den anden side, vil have ekstra meget brug for jer, brug for tæt fysisk kontakt. I vil opleve, at han f.eks. kan græde, når I går fra ham - det kan være, hvis I går på toilettet eller går ud i køkkenet og lader ham være alene i stuen.
Han er stadig så lille, at han ikke forstår, hvor I er, når han ikke kan se jer. Han ved ikke, hvor I går hen og forstår ikke, at I kan være lige på den anden side af væggen. Når han ikke kan se jer, så føler han sig forladt og alene. Han kan heller ikke forholde sig til tid, ved ikke hvad klokken er - derfor forstår han ikke, om I er væk i 3 minutter eller i 3 timer, hvis I går og han ikke kan se jer - og derfor kan han også blive rigtigt ked af det, hvis han tror, at I forsvinder.
Separationsfasen er en periode - det mærkes ofte især i 8-10 måneders alderen, sammenhængende med at han begynder at kravle, rejse sig ved tingene og bevæge sig mere rundt på egen hånd. Så kommer ofte en lidt roligere periode - og så kommer det igen, når han begynder at gå rundt og tager de første selvstændige skridt ud i verden på egen hånd:)
En del af den natteuro og den søgning mod brystet og mors favn, som I mærker i øjeblikket hænger derfor sammen med hans alder og den udvikling, som han går igennem.
Det er naturligvis vigtigt, at I giver ham trygheden og viser ham, at I er der, at I ikke er forsvundet. Det vil være rigtig godt, at I om dagen prøver at tale til ham, når I går ind i et andet rum, så han kan hører, at I er der, kikker frem gennem døren osv. så han kan se jer:) I må gerne opfordre ham til at komme ud til jer, søge jer. I skal naturligvis også tage ham med, lade ham lege på gulvet eller sidde i den høje stol i nærheden af jer, så han hele tiden kan se jer og fornemme, at I ikke forsvinder.
Det er også naturligt, at han i denne periode kan søge brystet lidt ekstra, fordi det er det mest trygge han kender. Det er dog vigtigt, at I her forsøger at holde antallet af amninger nede og ikke får øget amningerne. Det vil normalt være passende med 3 amninger i 9 måneders alderen og der skrues ned til 2 amninger i døgnet, når han bliver 10 måneder. Da han snart skal passes i dagtimerne, vil det være rigtig fint, at han før middagsluren tilbydes lidt mme af en kop og så ammes f.eks. aften og sen aften eller aften og en gang i løbet af natten.
Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at han tilbydes nok mad og væske om dagen og i løbet af aftenen. Det vil være rigtig godt, at I tilbyder mange små måltider hele dagen igennem og jeg vil også anbefale jer, at I nu indfører et bad om aftenen og lader badet efterfølge af en godnatgrød. Grøden skal være en del af hans putteritual. Den vil være med til at sikre, at han ikke går sulten i seng.
En plan for dagen kunne se således ud:
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur som nu ca. 9.30
Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager i stykker, godt kogte pastaskruer osv. Og får også stadig grøntsagsmos. Det kan være hjemmelavet eller mos fra glas. Vand af kop.
Tilbydes en banan og en kop mme - kan evt. lunes. Og puttes herefter til middagslur ca kl 14 (det kan som I selv skriver, variere lidt fra dag til dag og nogle dage har han måske stadig behov for tre ...
... lure)
Eftermiddag 16: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt. evt. en portion frugtgrød med mme, vand af kop.
Aften 18: Almindelige børnevenlige retter f.eks. pasta med kødsovs, boller i karry, frikadeller (kød eller fiskedeller), laks fra ovnen, lasagne osv. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt i håndklædet, smøres med creme osv. og gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød. Det kan være en havregrød, mysligrød, flerkornsgrød, vand eller mme af kop.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 24: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og sover herefter uden mælk til næste morgen, hvor dagen så starter med grød. Hvis han sover på dette tidspunkt, kan du også amme ham, når han vågner af sig selv en gang i løbet af natten, hvorefter han så kan sove videre.
Det er rigtig godt, at han ikke længere falder i søvn med brystet i munden, så han ikke har denne afhængighed. I skal dog være opmærksomme på, om I er begyndt at give ham f.eks. sut i munden hver gang han vågner - han kan blive uhensigtsmæssigt afhængig af sutten ligesom af brystet. I har tidligere fortalt, at han ikke brugte sut, og det er fint, hvis han ikke er begyndt på dette..:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er naturligt, at han om natten får sig lagt i stillinger, som han ikke selv mestrer at komme væk fra. og her har han brug for jeres hjælp til at blive lagt ned igen. Han skal måske lægges om på den anden side, eller hjælpes ned at ligge fordi han ligger i kravlestilling. Måske har han bevæget sig ned i enden af sengen og skal flyttes ind midt på madrassen, måske har han sparket dynen af og har brug for at få den på igen... Og I må lige nu hjælpe ham med at blive lagt rigtigt igen, berolige med jeres hænder, stemme, kærtegn og hjælpe ham videre i søvnen - men uden at I tager ham for meget op, giver bryst, sut eller andet.
I skal også være opmærksomme på, om han vågner fordi han har ondt i ørerne - mange børn har øreproblemer og det kan godt give opvågninger med gråd flere gange om natten...
Det er naturligt at det tager længere tid for mor at trøste - du dufter af mælk og det kan godt forvirre ham, så han bliver i tvivl om, hvorvidt han skal die eller sove.. Far dufter ikke af mælk, så det er lettere at falde til ro, når far putter:)
Så for at vende tilbage til jeres spørgsmål - så vågner jeres dreng sandsynligvis meget i øjeblikket på grund af den alder han har, og den store udvikling han går igennem.
Trygheden skal I give ham med fysisk kontakt og nærhed og ved gennem dagen at vise ham, at I er der, at I ikke forsvinder - også selvom han ikke kan se jer:) Når I beroliger ham om natten, så gør det med så lidt aktivitet fra jeres side som muligt, brug jeres hænder, kærtegn ham, hjælp ham med stillingsskift osv.
Han skal stadig ammes før luren om aftenen, men ikke falde helt i søvn med brystet - han kan også blive ammet sen aften eller en gang i løbet af natten, om dagen vil jeg foreslå jer, at I nu erstatter med en banan og en kop mme. Det kan også gives af den, som skal passe ham, når mor starter på arbejde.
Hans seng kan være i jeres værelse eller på eget værelse - hvad I synes fungerer bedst. Selvom han motorisk er meget aktiv, så kan det være en idé at koble hans seng til jeres seng - fordi I så kan ligge ved siden af ham, hjælpe ham til fysisk ro, imens han lærer at ligge i egen seng og uden at I behøver stå op, skal have ham op i armene, vugge ham eller lignende.
Nogle gange kan det også være en løsning, at mor sover i et andet værelse og far så sover sammen med jeres dreng i dobbeltsengen. Far kan give nærhed, tæt fysisk kontakt osv. og dufter som sagt ikke af mælk - og når jeres dreng kan falde til ro og sove med fars nærhed, så kan han måske bedre gøre det i egen seng, hvor han så trøstes og beroliges, som han er blevet af far og mor flytter tilbage til dobbeltsengen...
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke med ham fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
Viden om børn:
Peanuts og børn
Peanuts (jordnødder) - bør ikke gives til børn under 3 år. Det samme gælder andre hele nødder, kerner fra vindruer, popcorn, hele rå gulerødder og lignende hårde fødevarer.
Børn under 3 år vil ofte have vært ved at tygge og bearbejde hårde fødevarer, og der er derfor en risiko for, at barnet fejlsynker - og det kan være meget farligt. I værste fald kan f.eks. en peanut sætte sig fast ved luftrøret og blokere luftvejene. Især peanuts og kerner fra vindruer har vist sig at udgøre...
Steriltvandspapler
Steriltvandspapler bruges som smertestillende til fødende kvinder. Det er små indsprøjtninger af helt rent vand, som man lægger ind under huden i lænden.
Det svier, når de lægges ind og der lægges i alt 4 små steriltvandspapler ind. Når de først er lagt, oplever de fleste at de har god smertelindring. Virkningen kommer af, at stikkene afleder smerteimpulser, som netop er høje i lænden, når man har veer.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.