Svar: Min 2-årige datter bestemmer alt!

---

Kære Heidi

Tak for dit brev og alle dine tanker omkring din datter :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, men det er et stort og bredt emne du berører og svært at svare helt fyldestgørende nok via brevkassen. Jeg vil derfor også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Der findes mange forskellige typer forældre og mange forskellige måder, man kan opdrage på. Hvordan vi vælger at opdrage vores børn hænger blandt andet sammen med, hvordan vi selv er blevet opdraget, hvilken erfaring, hvilken historie vi har med os. Og I forældre skal nu sammen finde ud af, hvordan I vil gøre, I skal danne jeres måde.

Helt overordnet, så kan man sige, at der er tre måder at opdrage på: Man kan være autoritær, eftergivende eller myndig i sin opdragelsesform.

Hvis man er autoritær, så lægger man vægt på myndighed og kontrol. Der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig, og hvis hun ikke gør, som hun får besked på, så falder der en straf. Det kan f.eks. være at sige: ”Hvis du ikke spiser din aftensmad, så må du gå sulten i seng”. Når I sætter sådanne regler op, så bliver det ikke diskuteret eller forklaret, det er som I siger, fordi I ved bedst. Det forventes, at jeres datter følger reglerne, uden at beklage sig. Børn af autoritære forældre mister ofte respekten for deres forældre.

Så kan man være det modsatte, nemlig eftergivende forældre. Det betyder, at I stiller meget få krav og jeres datter får lov til det meste. Du lyder til at være lidt eftergivende :) Du er åben, varm, prøver at møde hende, lytter til hvad hun gerne vil, men du har rigtig svært ved at sige fra, svært ved at sætte grænser og det ligger lidt i luften, at du gerne vil gøre det, som skaber fred og ro, du vil gerne være gode venner med hende og derfor tager du ofte ikke konflikten...

Hvis man er meget eftergivende i sin opdragelse, så giver det ofte børn, der er udforskende og som mangler selvbeherskelse. Jeres datter kan være i tvivl om, hvem der bestemmer og hun vil ikke rigtig have nogen idé om, hvad der egentlig forventes af hende...

Og så kan man også være myndig forældre. Når man er en myndig forælder, så sætter man klare grænser overfor barnets opførsel. Du/I forklarer, hvorfor det er nødvendigt med regler og hvorfor reglerne er som de er - I stiller krav, men det er krav der passer til hendes alder og udvikling. I har således realistiske forventninger til hende. I anerkender, lytter til hende og sætter jer ind i, hvad hun gerne vil eller ikke vil. I indgår i dialog, forsøger at finde en løsning - og de gange, hvor tingene er nødt til at være som I vil, så viser I hende stadig, at I forstår, at hun gerne vil noget andet og at det er okay, at hun bliver frustreret osv.

Børn der bliver mødt af myndige forældre udvikler selvbeherskelse og en god portion selvstændighed. Hun vil kende reglerne og forstå, hvorfor de er der. Hun er mødt ligeværdigt og vil derfor stole på jer og på det I siger. Hun vil fornemme at I vil hende det bedste og at hun derfor trygt kan følge jer og jeres guidning.

Det lyder som sagt som om, at du er i den eftergivende retning. Du fortæller f.eks. at hun overfor dig kan "demonstrere sin magt ved at sætte sig rent fysisk på din brystkasse eller over dit hoved", eller at hun kan "sparke og markere sig ved små, hårde spark på mors ben".. I en sådan situation skal du naturligvis sige nej og sige fra. Her går hun over din personlige grænse og overskrider nogle regler - men du får ikke sagt fra, hvilket der kan være mange grunde til. Hun afprøver grænser, fordi hun naturligt ikke ved, hvad du synes er okay, og hvad du ikke synes om.

Det lyder som om, at far også er eftergivende - at jeres datter f.eks. får lov til ...

---

---

... at få sutteflaske, selvom hun nu er for gammel til dette, at hun bestemmer, hvorvidt I må vende jer om i sengen eller ej osv. Far giver også efter her, for på en eller anden måde at sikre, at der er ro og at I er gode venner. MEN far reagerer så helt over i den autoritære grøft, når tingene kører af sporet og far efterlyser "mere disciplin og hård hånd" - og det dur heller ikke.

Du skriver, at I rigtig gerne vil "agere respektfuldt, empatisk og inddragende for at skabe tryghed, vise kærlighed og psykisk nærvær" - og dette skabes netop, når I viser jeres datter dette. I er nødt til at være overfor hende, som I ønsker hun skal være overfor jer. Det giver f.eks. respekt at være myndig, at være tydelig omkring hvad der er okay, og hvad der ikke er. Det giver respekt, når hun har tillid til, at hun kan regne med jer.

Empati skabes blandt andet, når I møder hende med empati - når I kan leve jer ind i hendes situation, forstå, hvorfor livet nogle gange er svært for hende, når I viser hende, at I godt forstår at det er irriterende at skulle have hagesmæk på, eller at det er irriterende, at I giver hende den blå kop, når hun hellere ville have haft den røde.

Tryghed skabes f.eks. ved genkendelighed og faste rammer. At hun igen kan stole på det I siger og det I signalerer. At et nej f.eks. er et nej og at I ikke siger "nej, nej, nej, jamen så gør det da". Tryghed er også, når hun ved, at hun altid kan komme til jer, hvis noget går hende imod, fordi I vil forsøge at forstå hende og hjælpe hende.

Kærlighed - det bedste vi kan give vores børn er ubetinget kærlighed. At vi er i stand til at elske dem, uanset hvad de gør, hvad de kan, hvordan de opfører sig. At man ikke skal leve op til noget bestemt, være på en bestemt måde, men at mor og far bare elsker en, som man nu engang er - det er den største gave man kan få.

---

---

---

Psykisk nærvær er netop, at I er i stand til at lytte og rumme hende, når hun har sine anfald af frustration og fortvivlelse. At kunne rumme hendes følelser. Det skal være lige så okay at hun er ked af det, vred, gal, sur osv. som at hun er glad. Nogle følelser er ikke bedre end andre og vi har alle følelser I os og det skal jeres datter også have lov til at have. At kunne rumme betyder, at I kan holde ud, at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at lave det om, og at I ikke tager det personligt...

Det er vigtigt at I ved, at jeres datter er nødt til at ville noget andet end jer - hun er i gang med at udvikle sin selvstændighed og finde ud af, hvem hun selv er. Og det kan hun ikke, hvis hun skal være enig med jer eller gøre alt som I vil. Derfor vil hun naturligt være modsat, sige nej og afprøve grænser... Det hører med til hendes alder. Men hun har ikke en dagsorden der går ud på, at være imod jer. Hun søger ikke bevidst at provokere jer - hun er blot i gang med at lære, forsøger at finde ud af, hvordan verden fungerer, hvordan hun påvirker andre og hvordan andre påvirker hende - det er meget vigtig læring og også læring, der tager lang tid.

Når dagplejer ikke oplever problemer, så er det for det første, fordi hun ikke er knyttet til dagplejer på samme måde, som hun er knyttet til jer. Hun skal ikke separere sig fra dagplejer og behøver ikke øve sin selvstændighed overfor dagplejer, som hun er nødt til at øve det overfor mor og far. Derfor er det et eller andet sted et sundhedstegn, at hun reagerer mere overfor jer forældre, at hun er tryg ved at afprøve grænser overfor jer.

Men det er også fordi dagplejer sender tydelige signaler og har nogle faste rammer. Hun optræder myndigt og jeres datter er ikke i tvivl om, hvordan det foregår i dagplejen. Hun bliver mødt med respekt og ligeværdighed.

Jeg håber, I kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---