Svar: Min dreng har nu i 8 måneder været ekstremt morsyg!

---

Kære Rikke

Tak for din åbne og ærlige beskrivelse af jeres lille dreng og familie:)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, for der er flere ting, som kan spille ind hos jer. Derfor må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du/I kan bruge.

Du fortæller, at I er flyttet og det lyder som om, at det har været en stor omvæltning for jeres søn. Det har ikke været så let at begynde i børnehaven, han har haft brug for tid til at vænne sig til denne nye verden, de voksne og de andre børn.

Held i uheld, så har du i den periode været hjemme og har derfor kunne hente ham tidligt og give ham den tid, han har haft behov for. Det har været guld værd, og det kommer aldrig dårligt igen. Men, årsagen til at du var hjemme, var en sygemelding. Du har været stresset og har manglet overskud - og det har jeres dreng sandsynligvis også kunne mærke. Det er derfor vigtigt at du prøver at vurdere, om han kan have en bekymring for dig. Altså om hans higen efter dig og det at være sammen med dig, kan bunde i, at han vil sikre sig, at du er okay, at du har det godt. Selvom han ikke er så gammel, så kan han godt bekymre sig for dig og for, hvordan du har det.

Du fortæller, at far arbejder mellem 40-50 timer om ugen, og at han er god til at prioritere sin tid med venner om aftenen og i weekenden, når han har fri - I skal overveje, om jeres dreng afviser far, fordi han ikke føler sig prioriteret. Du skriver ikke, hvor meget far reelt er hjemmefra, men der er tydeligt forskel på den tid mor og far bruger sammen med jeres søn - og jeres dreng vil naturligt reagere på ikke at føle sig prioriteret. Derfor kan det være rigtig godt, hvis far og søn kan lave noget sammen, gå til noget sammen, som kun er for dem og hvor mor ikke kan deltage - noget som "drengene gør sammen". Fordi det netop er vigtigt, at de bruger tid sammen, for at opbygge det tætte bånd imellem dem.

Det lyder også som om, at far ofte begynder at trække sig, når jeres dreng afviser ham. Det forstår jeg godt, det er helt naturligt. Men jeres dreng har også en alder, hvor han naturligt vil undersøge, hvad det han gør, gør ved andre. Og det er naturligvis ret spændende at undersøge, hvordan ...

---

---

... far reagere, når man siger "jeg gider ikke lege med dig" eller "jeg vil have min mor" eller "jeg kan ikke lide far, far er dum". Nogle gange siger han sådan, fordi han vil se fars reaktion, andre gange fordi han måske selv i institutionen oplever afvisning "vi gider ikke lege med dig", og han afprøver dette, for at få løsningsforslag, for at finde ud af, hvordan man skal reagere, når man møder dette.

Derfor er det godt, hvis far kan prøve ikke at trække sig væk. Hvis far f.eks. kan holde fast i at nu hjælper ham færdig. F.eks. "nu hjælper jeg dig med jakken, så kommer mor bagefter". Så far holder fast i, at han sagtens kan bruges, men samtidig også lytter til behovet for mor.

Det er på samme måde rigtig godt, hvis du som mor direkte bakker op om, at far godt kan. At du f.eks. på samme måde kan sige "nu hjælper far dig", så han hører, at du støtter op om, at far er ligeså god som dig. Hvis han mærker, at far trækker sig eller hvis han oplever, at du tager over, hver gang han afviser far, så er det naturligt interessant fortsat at afprøve disse situationer.

---

---

---

Det er også vigtigt, at du og far viser, at I er en enhed, at han ikke kan spille jer ud mod hinanden. I skal vise, at I er glade for hinanden. Det er vigtigt, at I holder om hinanden, holder i hånde, kysser, krammer, giver knus. Når I går tur, sidder i sofaen eller bare er derhjemme. Han skal have en fornemmelse af at mor og har har noget sammen. Hvis han vil være med til at knuse, så skal han naturligvis have lov til det, men så knuser I allesammen hinanden:)

Det lyder ikke som om, at jeres dreng som sådan har separationsangst. Det er ikke fordi han ikke kan være uden dig. Separationsangsten er angsten for at du forsvinder – ”er du her også i morgen?”. Det er angsten for at være alene, - hvis han f.eks. ikke tør være på sit værelse, men hele tiden vil være i samme rum som dig, eller hvis han ikke tør være indenfor, når du er i haven.. Hvis der er tale om noget sådan, og det har stået på gennem længere tid, så er det et andet problem, men det lyder ikke til at være tilfældet hos jer...

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke til jer alle tre!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---