Svar: 3 år og skal snart være storesøster
Kære gravide mor
Tak for dit brev - og hvor dejligt at høre fra dig igen - og stort tillykke med, at I venter en lillesøster om 2.5 måned - dejligt, at det er lykkedes, og alt tyder godt! :)
Der er rigtig mange ting, som fylder hos dig omkring din datter og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig omkring det hele - jeg vil dog også anbefale dig, at du læser min bog "Helens bog om børn og opdragelse", som jeg er sikker på, vil give dig lidt idéer og råd med på vejen. Det er trods alt begrænset, hvor meget jeg kan gå i dybden i brevkassen og her hjælper mine bøger bedre på vej :)
Men for at starte fra en ende af - og tage spørgsmålene i den rækkefølge de kommer, så tænker jeg, at jeres datter naturligt reagerer på at hun skal være storesøster. Hun forstår godt, når I siger at der kommer en baby, men hun forstår ikke, hvad det egentlig betyder. Hun mærker dog ændringer - hun fornemmer at du ikke bærer rundt på hende mere, hun mærker, at pladsen på dit skød er blevet mere trang. Hun bliver stillet nogle krav, - I kræver mere selvhjulpenhed, end I tidligere har gjort, hun skal smide sutten, I øver renlighed osv. Alt sammen fordi lillesøster er på vej. Så når hun reagerer, så er det et sundhedstegn - hun reagerer fordi der sker forandringer, som hun ikke helt forstår, som hun måske ikke helt er klar til og som hun ikke selv har valgt :)
Det er rigtig fint, at hun begynder at bruge sin far lidt mere, fordi du naturligt vil være nødt til at tage dig lidt ekstra af lillesøster, når hun kommer. Og fordi hun jo mærker, at du ikke kan lege og tumle osv. på samme måde, fordi du er gravid. Det er dog også naturligt, hvis hun i visse situationer søger dig ekstra meget - hun mærker jo, at du på en måde skubber hende fra dig og det gør hende naturligt ekstra klyngende og hun har naturligt behov for at mærke, at du stadig er der 100 % for hende.
Med hensyn til bleen, så er det bedst, hvis det kan fungere som et samarbejde og hun selv kommer og siger, at hun har lyst til at få bleen af. Det at blive renlig har 3 faser:
I første fase kommer barnet og siger, når det har lavet noget i bleen. Barnet er bevidst om, at det gerne vil have en ren ble på.
I anden fase, kommer barnet og siger til, når det sker "nu tisser jeg" og har således fornemmelsen af, at det er nu, og hvad det er.
Og i tredje fase kommer barnet og siger til lige inden "jeg skal tisse!", og så er det med at være hurtig, for at nå toilet eller potte.
Jeres datter lyder til at være et sted mellem fast et og fase to. Hun ved godt, at hun skal tisse eller lave, og ofte beder hun derfor om at få en ble på. Hun kan altså godt mærke sin vandladnings- og afføringstrang, men hun er ikke tryg nok ved toilet eller potte endnu. Og det er dette I skal arbejde på - trygheden. I kan evt. tale med hende om, hvad hun helst vil bruge - toilettet eller potten.
Det første skridt er ikke at tage bleen af hende, men derimod at indføre faste toilettider. Det vil sige, at hun skal følges på toilettet morgen, aften og i løbet af dagen. Som det første, når I står op om morgenen, som det sidste om aftenen - f.eks. i forbindelse med aftenbadet, hvor hun alligevel har tøjet af. I forbindelse med måltiderne, før I kører op for at handle osv.
I skal ikke spørge hende, om hun skal tisse, men kort og godt sige "kom, du skal lige ud at tisse, før vi kører" eller lignende. Og det står ikke til diskussion. Heller ikke selvom hun bliver vred og protesterer - det er en del af den aftale I laver med hende om at hjælpe hende, så det lykkes for hende, at hun skal gå på toilettet. Det er ikke en regel der kun gælder for hende, det er en regel der også gælder for jer - vi tisser alle sammen før vi kører hjemmefra, vi tisser når vi står op om morgenen, vi tisser før vi skal i seng osv. Og de samme regler gælder naturligt for hende. Når man er 3.5-4 år gammel, så er det meget vigtigt, at tingene er retfærdige - og I kan derfor prøve at sælge det ind på, at det gælder for jer alle:)
Til at begynde med vil det være fint, at hun prøver at bruge toilettet (eller potten) morgen og aften, men stille og roligt udvides til at gælde flere gange dagligt, og der bør ikke være mere end godt 3 timer imellem hendes toiletbesøg. Når hun sidder på toilettet så kan I prøve at tænde for vandhanen, så hun kan høre vand der risler. Det kan nogle gange hjælpe lidt.
Det vil også være godt, hvis I kan begynde at læse lidt bøger for hende om renlighed, om at smide bleen og også gerne om, hvordan kroppen fungerer. Det vil være rigtig godt til at give hende lidt idé om, at nu skal hun til at gå på toilettet ligesom de voksne:)
I skal naturligvis være forberedt på, at det at blive storesøster godt kan sætte tingene lidt tilbage. At holde fast i bleen, er jo en måde at holde fast i at "være lille", og det kan man have meget stor brug for, når man får en lillesøster. Samtidig kan det være svært for hende, at skulle smide bleen nu, når hun også lige har smidt sutten. Det kan også være lettere at komme af med bleen om sommeren, hvor hun naturligt har lidt mindre tøj på, kan løbe rundt i haven uden ble osv. - dog hele tiden med det in mente, at lillesøster jo også også er der. Når det er sagt, så kan det faktisk nogle gange også "pirke til" at ville smide bleen, det kan være en måde at vise, at hun er stor og ikke en baby som lillesøster...
Jeg tror også, at jeres datter savner sin sut, men det er fint, at I giver hende Elsadukken som substitut... måske har hun også brug for en putteklud eller lignende... det kunne også være en aflagt t-shirt af farmors, hvis det er farmor hun siger, at hun savner...
At hun hopper rundt og har svært ved at forstå, at du ligger ned og hun skal passe på din mave er helt naturligt for hendes alder. Hun forstår ikke, hvad det betyder at passe på og forstår ikke, hvorfor hun skal tage hensyn. Hun er for lille og vil bare rigtig gerne have din kontakt - og negativ kontakt er bedre end ingen kontakt. Prøv derfor om du kan invitere hende med, vise hende, hvordan hun kan sidde ved siden af dig imens du ligger ned - I kan spille spil, læse i bøger, klæde dukkerne af og på, hun kan servere kaffe for dig fra sit legekøkken osv. Så I er sammen og kan noget sammen, selvom du ligger - det er stadig hyggeligt og du vil hende rigtig gerne. De vildere lege må hun lege sammen med sin far :)
Når I er på legepladsen er det naturligt svært for hende at skifte situation og derfor protesterer hun. I har det jo lige så hyggeligt, så hvorfor skal I hjem? Hun kan ikke forholde sig til dette og er naturligt i nuet, nyder bare at lege. Det er en god idé, hvis du kan prøve at holde fokus på, noget rart ...
... der hjemme. At du f.eks. kan sige, at når I kommer hjem, så kan I læse en bog og spørge hende, hvilken bog I skal læse. Eller at I skal hjem og lave mad og hun må gerne hjælpe, hvad hun kunne tænke sig at hjælpe med osv. Så hun kan se en mening med at lege stopper og at det stadig er hyggeligt at gå med dig hjem :) Guleroden behøver bestemt ikke være slik eller kiks, det kan lige så godt være hyggeligt samvær.
Med hensyn til straf og konsekvens, så er det to forskellige ting - og at sige at hun ikke må få fredagsslik, hvis ikke hun spiser sin mad - er en straf. Når man siger, at man vil gemmen hendes sko itl hun bliver gammel nok til at tage dem på, så er det en trussel. Børn har ikke nogen glæde af hverken trusler eller straf - og det lærer dem ikke noget godt, tværtimod. De har dog glæde af at man er konsekvent, altså at de kan regne med det vi siger, at de kan stole på os. Og det er noget andet. Det kan du læse meget mere om i min bog om opdragelse :)
Når naboens børn siger nej til at lege, så bliver hun naturligvis ked af det, for det er ikke rart at få nej til leg. Her må du sætte dig ned sammen med hende og forsøge at forklare hende, at de måske kan lege en anden dag. At nej den ene dag ikke nødvendigvis betyder nej en anden dag - og igen må du også give hende et alternativ og tilbyde at I så kan lave noget sammen "ved du hvad, skal vi to ikke lavet noget i stedet - har du lyst til at hjælpe mig med at bage boller?" - så det bliver okay at få et nej...
Det er også meget vigtigt, at du kan rumme hende, når hun bliver ked af det, frustreret, vred osv. Det er helt naturlige følelser, som hun naturligvis har. At kunne rumme dem betyder, at du kan holde ud at hun har det som hun har det, at du ikke forsøger at lave det om og at du ikke tager det personligt :)
Når hun nogle gange beder om at du hjælper hende med tøjet, så er det helt okay, at du nogle gange gør det. Det er en måde at vise hende nærhed og omsorg på. Når hun er i børnehave, så er hun naturligvis selvhjulpen størstedelen af dagen og da du samtidig er gravid og kræver ekstra selvhjulpenhed af hende, så er det vigtigt for hende netop at mærke din nærhed og omsorgen, der ligger i at hjælpe hende med tøjet. Jeg synes ikke, at du skal gøre en kamp ud af dette...
Du spørger, hvad en fireårig skal kunne (husk hun er ikke fire år endnu):
Fysisk / motorisk udvikling:
Kan spise med ske, gaffel og kniv
Kan selv tage tøj af og på og mestrer stort set selv også at knappe i og knappe op og at lyne.
Kan ikke binde snørebånd, men kan godt mestre velcro
Kan gå på en lige linje
Kan hoppe på den ene fod
Cykler på trehjulet cykel eller løbe cykel uden problemer. Enkelte børn begynder at kunne cykle på en almindelig to-hjulet cykel uden støtte i denne alder, men det er de færreste
Løber, hopper og kommer omkring små forhindringer uden større problemer.
Kan forme figurer i ler eller dej
Kan komme perler på en snor
Kan kaste med en bold og gribe en bold med begge hænder
Kan slå koldbøtter og klatre på en stige
-------
Socialt og følelsesmæssigt:
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Børn i 4 års alderen elsker at lege, de vil gerne lege med børn dagen lang og de vil også gerne lege med de voksne, hvis de voksne ellers gider lege med dem.
De har rigtig meget brug for voksnes anerkendelse, de har brug for at føle sig betydningsfulde, de har brug for at vide at de har en vigtig rolle i familien og de opsøger tit voksnes godkendelse. Ofte med fokus på ting de mestrer "se hvor højt jeg kan springe!", "se hvordan jeg kan balancere", "se hvor hurtigt jeg kan cykle", "se min tegning, er den ikke flot" osv.
De forstår enkle regler og kan også adlyde dem - nogle gange brydes regler naturligvis stadig.
De elsker at føle sig som en del af fællesskabet og kan godt lide at blande sig når de voksne snakker. De vil nogle gange gerne snakke 'voksensnak' og spørger tit ind til, hvad de voksne taler om, ler af osv. for at følge med og føle sig som en del af det der foregår.
De kan godt lide at vise ting frem - ikke for at prale, men mere for at vise hvad de har og hvordan det er hvor I f.eks. bor. Hvis der kommer legekammerater på besøg, så vil en fireårig godt kunne finde på at vise ting frem i huset, vise hvad I har derhjemme, vise gæsten rundt ...:)
De begynder at kunne udtrykke vrede mere verbalt i stedet for fysisk og stadig vil børn i denne alder have anfald af frustation. De kan også have mere kontrollerende anfald hvor de bestemt siger "jeg vil ha den nu!"
De kan føle meget intens vrede og frustration og virkelig føle at verden går dem imod.
------
Intellektuel udvikling:
Den 4 årige kan kende forskel på mindst og størst, kan genkende bogstaver og kan begynde at skrive sit eget navn. Barnet kender forskel på forholdsord som i, under og over.
Kan tælle til syv - men ikke altid i den rigtige rækkefølge.
Kan 6-8 farver og kender forskel på 3 figurer - cirkel, trekant og firkant.
Barnet kender til dagens rutiner og ved f.eks. godt hvad der skal ske inden man går i seng - børste tænder, tisse, nattøj på osv.
Taler i længere og mere komplekse sætninger, stille rigtig mange spørgsmål og begynder også at interessere sig lidt for de større ting i livet som hvad der sker når man dør og hvordan et barn bliver født.
Synger sange, kan sige rim og vrøvleværs og nyder ofte at sige netop vrøvleting.
Kan lære at sige sit navn, adresse og telefonnummer, hvis man arbejder bevidst på at lære barnet dette.
Er i stand til at følge to uafhængige retninger, f.eks. når man siger "du skal sætte koppen på bordet og tage din frakke på".
Forstår forskel på i dag, i går og i morgen (sove en nat, så skal vi af sted), men har ikke forståelse for kalendertid.
----
Med hensyn til søvnen om aftenen, så lyder det som en god prioritering at I sidder hos hende og holder lidt i hånden. Læser I godnathistorie? Ellers vil det være en god idé at I læser og derefter kan I så forsøge at gå ud af værelset. Naturligvis kikke ind til hende igen lidt efter, så hun ikke føler sig alene. Og I må også meget gerne lade døren stå åben, så hun kan høre jer og kalde på jer, hvis hun har behov for det.
I skal være opmærksomme på, at netop når hun bliver storesøster, så vil det være godt at prioritere tiden ved sengekanten om aftenen. Det er ofte det tidspunkt på dagen, hvor hun kan have jer lidt for sig selv, hvor lillesøster ikke er der, men hvor I kan give hende den kontakt og nærhed, som hun naturligt stadig søger og har brug for :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre og glæder mig til at følge jeres lille familie igen - rigtig meget held og lykke fortsat, og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
21. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej igen Helen Og som altid tak for dine meget grundige svar! Hvor er det...
16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.
Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...
Viden om børn:
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Hår - babys hårpragt
Nogle børn fødes med stor hårpragt og andre kun med små dun. Håret kan variere både i tykkelse, længde og farve.
Selvom barnet fødes med meget hår, er der ingen garanti for, at håret bliver på hovedet. De fleste børn vil i 3-4 mdr´s alderen miste meget af deres hår, både fordi de ligger meget ned, men også fordi de hår, som er udviklet, da barnet lå i moderens mave, ofte tabes på en gang.
De nye hår, som vokser frem, er ofte tynde og fine i forhold til det hår, som...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.
Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!
Venlig Hilsen Mira
P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!