Svar: Træt mor til en snart 6 årig pige

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og de konflikter I har:) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeres datter er i en alder af knap 6 år naturligt mere selvstændig, og hun vil meget gerne ses som en stor pige. Hun går i skole, og hun trives umiddelbart rigtig fint - det er super dejligt. Men det er hårdt at være i skole. Hun møder mange krav hver dag, og hun bruger mange ressoucer på at finde sin rolle blandt de andre børn, lege bestemte lege, finde ud af, hvem der bestemmer osv. osv. Det er rigtig dejligt på mange måder at være en "skolepige", en stor pige - men det er også svært nogle gange - og reaktionen vil ofte komme derhjemme. Det er sammen med dig, at hun tør vise alle sine følelser, og kan være rigtig træt, mange tydeligt overskud eller nogle gange have lyst til bare at føle sig lidt lille... Sammen med mor og far er hun tryg - hun ved at uanset, hvilket følelser hun har, og hvordan hun reagerer, så er du der for hende, derfor har hun flere konflikter med dig end med andre:)

Det er helt naturligt, at du kan opleve hende trodsig, eller at hun svarer igen. Måske siger hun "du bestemmer ikke over mig", "det bestemmer jeg selv!" eller "det gider jeg ikke" - det er hendes måde at vise selvstændighed på, en måde at øve sig i at være "stor". Og det er vigtigt, at du anerkender hendes lyst til selvbestemmelse. At du nogle gange sætter ord på, hvad hun bestemmer. For hun har højst sandsynligt en oplevelse af at du (og alle andre voksne) bestemmer alt. Du bestemmer, hvad for noget tøj, hun skal tage på, du bestemmer, hvornår hun skal tage det på, du bestemmer hvornår I skal ud af døren og om hun kan få legekammerater med hjem eller ej... Og hun bestemmer ikke noget - sådan føler hun det naturligt.

Derfor kan det være en god idé at du direkte siger til hende, hvad hun kan bestemme "du bestemmer - vil du have den røde eller den gule bluse på?" eller "jeg ved ikke, hvad vi skal i dag - har du ikke lyst til at bestemme?" eller lignende. Du kan også nogle gange sige direkte "det bestemmer jeg" - men samtidig give hende en åbning "men du kan bestemme...", så hun får en oplevelse af, at hendes mening faktisk tæller.

Det kan være en god idé, at I prøver at holde et familiemøde - det kan I godt med den alder hun har. Min tanke er, at I skal prøve at få hende til at sætte lidt ord på, hvorfor hun nogle gange bliver sur, ikke hører, hvad du siger eller gør som du beder hende om. I skla tage en sådan snak en dag, hvor der er ro på i familien - og så skal I virkelig lytte til, hvad hun siger. Hvis hun f.eks. giver udtryk for at du "altid er sur" eller "altid skælder ud" eller "altid bestemmer" - så er det vigtigt at anerkende, at hun føler det sådan og ikke med det samme svare "det passer da ikke...".

Og så kan I forsøge at finde lidt alternative løsninger til de ting, som jo naturligt skal gøres i en hverdag. Nogle gange hjælper det at du laver f.eks. billeder/tegninger/illustrationer af de ting, som skal ske. Så når hun f.eks. bliver vækket om morgenen, så kan hun se rækkefølgen i det hun skal - stå op af sengen, gå på badeværelset og vaske sig, tage tøj på, spise morgenmad, børstetænder, ...

---

---

... finde skoletasken frem, komme madkassen i tasken... Det at lave billeder kan for det første appellere til hendes selvhjulpenhed og lyst til at gøre ting selv - og så kan du slippe for hele tiden at skulle kalde på hende og jage med hende. Du giver hende en mulighed for at "komme dig i forkøbet" og dermed gøre dig stolt og glad :)

Nogle gange er det også et spørgsmål om at huske hende på de ting, som hun gerne vil. Så går det lettere med tøjet. Så i stedet for at du siger "tag dit tøj på", "har du ikke fået tøj på endnu", "hvis du ikke tager tøj på nu, så får du ikke morgenmad" eller lignende - så kan du holde fokus på, at hun måske er glad for morgenmad og du kan sige "hvis du skynder dig at tage tøj på, så er der lækker morgenmad" eller måske logge med lidt "hvis du skynder dig med tøjet, så kan jeg nå at læse en historie imens du spiser" eller lignende. Så tøjet ikke bliver et problem...

Når I har haft en svær situation, konflikt, så prøv efterfølgende, når der atter er ro på, at tale med hende om, hvorfor hun reagerede som hun gjort - og hvad hun gerne vil have, at du skal gøre i en sådan situation. Nogle gange har børn selv forslag til løsninger, fordi de bliver så kede af det og ikke bryder sig om, når vi kommer op at skændes... Hun er ikke ude på at modarbejde dig, men vil gerne, at I ikke har konflikter, så prøv at spørge ind til, om hun selv har nogen idéer til, hvordan I kan minimere jeres konflikter :)

---

---

---

Når I er oppe at handle, så prøv at inddrage hende - lad hende være med til at finde varerne i butikken, giv hende viden undervejs - lær hende ting, hjælp hende til at være opmærksom på skilte, bogstaver, tal - lette og tunge varer, friske og gamle varer osv. Vær opmærksom på, at ikke alt er plageri - at hun siger "se, der er slik!" betyder ikke nødvendigvis "må jeg få det?"... så nogle gange kan det være fint blot at svare "ja, der er mange slikposer her" og ikke svare "du får altså ikke noget!" eller "hold så op med det plageri"...

Når hun om morgenen taler om legekammerater, gerne vil lave legeaftaler osv. så er det ikke for at irritere dig, men fordi hun ikke kan overskue flere dage af gangen. Når hun vågner om morgenen, har hun lyst til at lege og derfor lyst til at lave aftaler. Og netop i denne alder betyder kammerater og leg rigtig meget. Hvis I dagligt har konflikter fordi hun gerne vil lege med nogen, så er det vigtigt, at du forsøger at lave nogle aftaler med de andre børns forældre - igen, så hun føler at du lytter og gerne vil imødekomme hendes ønsker. Du kan om morgenen f.eks. sige til hende: "Det lyder som en god idé at lege med x - lad os aftale, at jeg ringer til x´s mor og finder ud af, hvornår I kan lege" - så du ikke bare siger nej, men faktisk viser hende, at du gerne vil finde en løsning:)

Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den finder du mange gode råd til, hvordan du måske kan kommunikere bedre med din datter, så hun hører ,hvad du siger, og så du også får sat lidt personlige grænser, så du ikke bliver så træt... Du kan også læse om, hvordan du bedre kan håndtere det at handle sammen, så hun ikke plager...

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---