Svar: Dårlige søvnvaner og lang putning
Kære trætte og bekymrede mor
Tak for dit brev og alle dine tanker - og velkommen til :) Og tillykke med, at du venter dig igen, hvor dejligt :)
Med den alder jeres datter har og det faktum, at der stadig er 5-6 måneder til en lille ny baby ankommer, så synes jeg faktisk, at det vil være en god idé, hvis I lige nu bruger lidt tid og kræfter på at vænne jeres datter til at falde i søvn i egen seng - og forbinde sin seng med stedet, hvor hun skal sove hele natten...
Hun har en alder nu, hvor hun godt forstår, at I ikke er forsvundet, selvom hun ikke kan se jer. Hun har så meget rum fornemmelse, at hun nu er helt med på, at når hun ligger i sin seng, så er I i stuen eller i soveværelset. Hun kan kalde på jer, I kan komme ind til hende - hun er ikke forladt.
Det betyder dog ikke, at hun ikke kan have svært ved at sove. Netop med den alder hun har, så er det ofte rigtig svært at skulle slippe dagen og alle oplevelserne. Det er svært at koble fra og overgive sig til søvnen - og når hun endelig sover, så sover hun ofte også uroligt, kan vågne, smågræde og nogle gange også snakke i søvne - simpelthen fordi hun drømmer rigtig meget lige nu. De urolige nætter hører derfor alderen til :)
Har hun en putteklud/bamse, og har I indført en godnathistorie? Det vil være en rigtig god idé, fordi det stille og roligt kan erstatte behovet for jer.
Kluden eller bamsen skal følge hende i løbet af dagen. Den skal være der mere eller mindre altid, bruges når hun er ked af det, når I kører i bil, når hun er i klapvogn, når hun skal sove middagslur, puttes til aften, når hun er hjemme, når hun er i vuggestue osv.
Godnathistorien er god, fordi den er med til at lære hende, at hun ikke behøver holde jer i hånden hele tiden. Hun puttes, ligger ved siden af jer, falder til ro ved at I sidder der, læser højt osv. Men hver gang I skifter side, så er hun nødt til at slippe jeres hånd, for at I kan skifte side og læse videre. Der er altså et formål med at hun skal slippe jer, som ikke handler om, at I ikke vil holde hende i hånden, men som handler om, at I er nødt til at bruge jeres hånd for at skifte side i bogen og læse videre. Og stille og roligt er min tanke, at hun begynder at kunne undvære jeres hånd mere og mere - især, hvis hun så samtidig har en bamse, putteklud eller lignende hos sig :)
Puttetidspunktet er vigtigt. Jeg skønner at hendes søvnbehov vil være ca. 13 timer i døgnet, og jeg tænker, at I måske putter hende lidt for tidligt. I bruger ofte en time eller mere på at få hende til at falde i søvn, og det hun lærer nu er, at det netop skal tage så lang tid at sove... Hun skal derfor puttes senere, for at få en erfaring med sig om, at putning og det at falde i søvn består af et ritual, hvor hun puttes i seng, puttes med klud, bamse eller lignende, får læst historie og sover inden for ca. 15 minutter. Derfor skal I prøve at putte hende så sent, at I tænker, at det vil være relevant for hende at falde i søvn inden for dette tidsrum...
Og det betyder, at I så samtidig også skal sørge for, at hun ikke begynder at stå meget senere om om morgenen. Det er ikke om morgenen at nattesøvnen skal være længere - hvis den skal være længere - og det er heller ikke middagsluren, der skal forlænges. Der skal derfor holdes fast i dagsrytmen og hun må fortsat meget gerne vågne af sig selv og starte dagen omkring kl 06, sove 2-3 timer i vuggestue (men hun skal ikke begynde at sove mere) og så blive puttet omkring kl 19.30-20 - så hun samlet når op på ca 13 timers søvn i døgnet.
Når hun vågner i løbet af aftenen og om natten, så vil det være rigtig godt, hvis I kan holde fast i at hun ikke skal ind i soveværelset, men skal sove videre i eget værelse. Det kan nogle gange være en idé at have en madras på gulvet i børneværelset, så I med det samme kan reagere og være der for hende, når hun vågner. Også meget gerne give hende den nærhed, som hun viser behov for - men holde fast i, at hun skal sove videre på værelset. Hun bliver mere og mere bevidst og lyder til at have lært, at når hun vågner, så kan hun komme ...
... ind og sove videre hos jer - og derfor vågner hun og søger jer. Men igen af jer lyder til at sove særlig godt på denne måde og derfor vil det være helt okay, at i lige nu forsøger at holde fast i, at hun sover hele natten på sit værelse.
Hvis det viser sig, at hun ikke er i stand til at sove videre på eget værelse, bliver alt for ulykkelig og alt går op i hat og briller, så må I naturligvis gerne tage hende ind til jer - MEN, det vil være rigtig godt, hvis I så kan putte hende tilbage i egen seng igen, når pladsen efter et par timer bliver for trang - eller når I selv går i seng. Hvis hun oplever at falde i søvn i egen seng om aftenen og begynder at opleve også at vågne i egen seng om morgenen, så kan det være lettere at få hende videre i søvnen om natten - uden at hun behøver komme op og ind til jer : ) Ofte kan hun ikke huske, at hun har været omkring jer om natten, og det kan derfor udnyttes lidt :)
Med hensyn til at far putter, så lyder det rigtig fint - dog vil det være rigtig godt, hvis far ikke blot putter, men også forsøger at gøre noget af alt det, som leder op til putning. Far kan give hende bad, smøre hende med creme, massere hende lidt osv. Derefter må hun gerne få en godnatgrød eller en banan i køkkenet, evt. sammen med en kop mælk (lun eller kold). Så får hun børstet tænder - og så bliver hun puttes med kærtegn, bamse/putteklud og godnathistorie. Nogle gange putter far - det bliver naturligt, hvis han har gjort alt det indledende, og andre gange er det mor. Det er dog vigtigt, at I begge siger godnat til hende :) Hun kan naturligt ikke forstå, hvis du ikke vil sige godnat, hvis du er hjemme. Det kan være utrygt for hende, hvis hun føler sig afvist og det vil naturligt ikke hjælpe hende til at falde trygt i søvn og sove godt :)
Det er også en mulighed, at I bruger det, som jeg kalder for stryge-tøj-metoden. Det handler om, at I skal stille jer og lave noget praktisk i nærheden. Altså gennemføre et dejligt og trygt ritual med godnathistorie osv. og når det så er tid til at gå, så vil det være godt at være i nærheden og lave noget praktisk. Det kan være at stryge tøj eller lægge tøj sammen.
Det er vigtigt, at I står i nærheden, så hun kan se jer. Hun skal ikke behøve rejse sig for at tjekke op på, om I er der. I kan give hende masser af verbal kontakt og berolige hende med ord, men uden at sidde med hende eller sidde direkte hos hende. Imens du står og stryger, kan du således sige "jeg er lige her, læg dig ned skat, mor passer på dig, nat-nat" eller hvad du nu vil sige.
Det at være i gang med noget praktisk som at lægge tøj sammen eller stå og stryge tøj, signalerer, at der ikke sker noget spændende nu. Mor og far har noget kedeligt at lave, der er ikke noget sjov for dig. Hun får på den måde også en fornemmelse af, at I ikke bare sidder og venter på, at hun skal sove.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Jeres datter kan kalde lidt "Moaar?" eller "faaar?", og du eller far kan svare og reagere på hende "ja, jeg er lige her, sove nu skatterpige", så hun igen og igen hører, at det er det hun skal, men samtidig er tryg ved det, fordi du ikke går fra hende, du er der, passer på hende.
På samme måde kan man udnytte det at skulle lave noget praktisk – f.eks. gå frem og tilbage med rent tøj som skal lægges på plads – man har nemlig et formål med at gå frem og tilbage, og det er noget helt andet end at vente på at barnet sover. I kan derfor sige f.eks. "jeg henter lige noget af dit tøj, så kommer jeg igen" i stedet for "nu skal du lægge dig til at sove og så kommer jeg igen". Det sender nogle andre signaler og gør hende mere rolig ved at være i sin seng.
Det kan være en metode der er god at bruge, når barnet skal lære at sove, falde i søvn trygt og med en viden om, at mor og far er der - men uden at I behøver sidde og vente på at hun falder i søvn :)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Og held og lykke med soveprojektet - måske juleferien skal bruges på nye vaner og ritualer..:)
Rigtig god jul til jer alle tre - og den lille i maven :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
Viden om børn:
Æteriske olier
Æteriske olier er planteolier, der tilsættes forskellige plejeprodukter, f.eks. massageolie, for at give det duft.
Æteriske olier kan indeholde allergene parfumestoffer, der kemisk set er identiske med - og lovgivningsmæssigt er sidestillet med - de syntetisk fremstillede.
I forhold til børn er det vigtigt at undgå parfumerede massageolier og helt undlade at bruge voksenprodukter. Æteriske olier bør ikke bruges direkte på huden og man skal være opmærksom på at...
Røgede fisk og børn
Grillede og røgede fisk kan have et højt indhold af PAH (tjærestoffer), som kan være kræftfremkaldende. Derfor bør man ikke spise store mængder røget og grillet fisk, men det kan indgå som en del af en varieret kost.
Til børn er det en god idé at følge disse råd:
- Anvend så vidt muligt koldrøgning, fremfor varmt røgede fisk.
- Undgå røgeksponering af spiselige flader. På grillen bør fisken pakkes ind i folie.
- Vær opmærksom på at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.