Svar: Pludselig svært ved vuggestuen

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille pige og alle de tanker du har gjort dig. Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeg tænker, at der nok er flere ting, som spiller ind. Det ene er, at det jo nu er gået op for jeres datter at institutionslivet er kommet for at blive. Det er ikke kun sjov og leg, det er også hårdt, der er meget modstand i hverdagen, modstand fra andre børn som skubber, tager legetøjet fra en, springer over i køen, ikke gider lege... Og det er naturligt svært at håndtere.

Jeres datter har også en alder nu, hvor mange børn faktisk protestere lidt over at skulle afleveres, ligesom de ofte også protesterer, når de bliver hentet. Man taler om, at børn har et dobbeltsocialiseringsrum ...

Barnet protesterer over at skulle af sted, det er hyggeligt og trygt at være hjemme, det er dejligt at være hos mor og det er bestemt ikke rart at blive afleveret i favnen på en anden. Når det sker til en trygt og kendt person, så går det naturligvis bedre, så ved barnet bedre hvad der skal ske og glæder sig og føler sig tryg. Og her kan du måske godt prøve at tale lidt med pædagogerne om, hvorvidt det er muligt, at jeres datter i en periode ikke afleveres til mere end to forskellige...

Fordi det er svært at skifte mellem hjemme og ude eller skifte mellem forældre og en anden der passer, så græder børn ofte når de bliver afleveret, men ikke ret lang tid efter, er de ofte glade igen, glade for at være der, være sammen med de andre børn, den anden voksne osv.

Oftest så sker det så igen, når barnet hentes - der kommer en ny protest, nu var det jo lige så hyggeligt, hvorfor skal man så hjem, hvorfor skal det slutte nu. Det er her at barnets dobbelt-socialiseringsrum mødes og konflikten opstår. Det er svært at skifte situation, det er svært at finde ud af hvad man skal, - både når man bliver hentet, og når man bliver afleveret. Det er svært at skifte verden...

Det bedste I kan gøre er at forsøge at sætte lidt ord på de følelser, som du fornemmer, at hun har. Det er vigtigt, at hun hører, at du forstår hende. Når hun føler sig forstået og mødt, så vil hun naturligt falde bedre til ro. Du må godt bekræfte følelsen af at savne dig og f.eks. sige "savner du mor, når du er i vuggestue?", "Jaahh!", "Jeg savner også dig skat. Jeg skynder mig at hente dig. Jeg kommer, når du har spist frugt" eller lignende, så hun hører, at det er okay og helt legalt at savne dig, men samtidig beroliges og betrygges i, at du kommer igen :)

At pædagogerne mærker en forandring hos hende tænker jeg må udløse lidt ændringer i institutionen.. Hun skal ikke gå og være ked af det, pylret hele dagen. Hun skal hjælpes til struktur og overblik og jeg tænker, at det meget skiftende personale forvirrer hende rigtig meget lige nu. Hun reagerer på den øgede uro... Jo mere ens hverdagen kan være, jo bedre vil det være for hende.

Det er rigtig dejligt, at I kan flekse jeres arbejdstid og måske kunne det være en idé at aflevere hende lidt tidligere i en periode. Der kan være mere tid til at tage imod hende, hvis hun møder ind i institutionen som en af de første - ligesom det kan være lettere at blive en del af de andre børns leg, hvis hun allerede er der, når de andre møder ind. Det kan være svært at komme med i en leg eller aktivitet, hvis man møder ind senere og de andre allerede er godt igang... så det kan også være en overvejelse værd.

Så ved jeg også fra et af dine tidligere breve, at du er gravid - og det er rigtig dejligt :) Men jeres datter mærker naturligt også denne ændring. Måske bærer du ...

---

---

... hende ikke på samme måde mere, men kræver lidt mere selvhjulpenhed. Hun skal gå selv og ikke bæres rundt... Pladsen på dit skød er også mindre. Hun kan ikke på samme måde putte sig ind til dig, som hun har kunnet tidligere.. Måske skubber du hende nogle gange lidt fra dig "gå hen til far, far kan hjælpe dig" - ikke fordi du ikke vil hende, men fordi dit overskud måske ikke er så stort, eller fordi du ønsker, at far skal mere på banen nu, fordi du ved, at om lidt kommer der en lille ny, som du er nødt til også at tage dig af...

Og det mærker hun. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvad det betyder. Hun har måske hørt, at mor har en baby i maven og hørt at babyen kommer - men hvad det indebærer ved hun ikke, hun mærker bare, at der sker ændringer - og det gør hende utryg. Hvis hun føler sig "skubbet væk", kan det faktisk godt gøre, at hun begynder at klynge sig mere til dig, så hendes behov for mor bliver ekstra stort.. ligesom hvis du måske ikke har det så godt i graviditeten, har smerter, kvalme, ligger meget ned og ikke kan ting, som du ellers har kunne - så kan hun reagerer på dette ved at ville være i nærheden af dig, for at følge med i hvad der sker. Det kan være utrygt for hende at være væk fra dig, fordi hun ikke forstår, hvad det er...

Hun lyder til på mange måder at være en kvik pige, der her kun 23 måneder gammel faktisk taler ret godt og sætter ord på mange ting. Og det er rigtig godt og rigtig dejligt. Men du/I skal naturligvis være opmærksomme på, at I ikke kommer til at forvente for meget af hende, når hun ikke er ældre end hun er. Hun er jo stadig en lille pige, og det skal hun have lov til at være. I skal naturligvis møde hende, som hun er, men vær opmærksomme på ikke at stille for store krav til hende lige nu :)

---

---

---

Og så dit spørgsmål omkring, hvorvidt man kan sige f.eks. "så nu skal du ikke græde mere, nu skal vi hygge os i stedet og lege...." - det kan man godt nogle gange, men det afhænger helt af, hvordan det foregår, hvordan det bliver sagt. For det er, som du selv er inde på, rigtig vigtigt, at hun har en følelse af at hendes følelser er okay. Det er naturligvis okay at savne sin mor, det er okay, at man kan blive ked af det, frustreret eller vred, det er okay at være træt og mangle overskud - og hun må ikke have en følelse af at være forkert eller at skulle stoppe med at være den hun er. Derfor er det vigtigt, at det bliver sagt på en måde, hvor hun stadig anerkendes, men hvor I så forsøger at hjælpe hende lidt videre.

Det er vigtigt at udelukke sygdom. Det er vigtigt at afklare, at hun ikke piver, fordi hun har ondt, ligesom det er vigtigt, at hun tilbydes mange små måltider og ikke piver, fordi hun har lavt blodsukker, at hun faktisk er sulten eller piver, fordi hun er træt og har brug for en lur. Man skal også sikre sig, at hun ikke piver, fordi hun keder sig eller føler sig overset, ligesom man skal sikre sig, at hun ikke piver som reaktion på for meget uro i hverdagen... Man skal aldrig reagerer med et "hold så op med det piveri". Det lyder dog heller ikke til at være tilfældet hos jer, og det er helt okay, at du og pædagogerne forsøger at aflede hende, hjælpe hende ud af en svær situation - hvis hun f.eks. piver, fordi hun tænker på dig, og at du er gået fra hende, så kan det være fint at huske hende på alt det dejlige, som også sker i institutionen og huske hende på, at du nok skal komme igen... så man, som du selv skriver "hjælper hende ud af en rille", hjælper hende videre :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---