Annonce

Annonce

Brev:

Ekstremt stærk brækrefleks


26. februar 2017

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Ekstremt stærk brækrefleks

Kære Helen

Allerførst tak for dine gode bøger og din hjemmeside. Jeg har fulgt dine råd siden min store dreng blev født for 5 ½ år siden, men det er først nu, jeg føler behov for at skrive til dig selv.

Min lille pige har en ekstremt stærk brækrefleks. Hun er 6 måneder nu. Siden hun var 4 måneder har hun fået en smule mos/grød en gang om dagen. Hun viser stor interesse for mad, særligt når hun sidder med ved bordet på skødet eller i sin Stokke New Born stol.

Når jeg giver hende mos/grød åbner hun ikke munden for skeen, men griber fat i den og fører den selv ind i munden. Hvis jeg forsøger at føre maden ind i munden vil hun ikke. Hun vil selv holde skeen. Jeg bruger en af de helt bløde gummiskeer og holder igen på skeen, så hun ikke får den for langt tilbage i munden.

Hendes måltider forløber på en af to måder:

1) Enten giver jeg hende en mini knivspids mos på skeen. Hun holder skeen i munden og sutter på den, til maden er helt opløst i spyttet og det bliver sunket sammen med spyttet. På denne måde kan vi gennemføre et ”måltid", men hun får jo ikke rigtig oplevelsen af at få mad ind i munden, og håndtere det. Det er mere som om hun bare sutter på en ske med lidt smag på. Og så er det jo også meget små mængder mad hun reelt får. Måske 1/6 eller 1/8 teskefuld. Egentlig er det jo underordnet, da hun får sin næring fra flasken, men det er jo meningen, at hun på et tidspunkt reelt skal få mad i maven, når hun får mos.

2) Jeg giver hende en lidt større knivspids på skeen og fjerner skeen, når hun har fået det ind i munden. På denne måde får hun oplevelsen af at få mad i munden. For det meste spytter hun det ud, men når hun forsøger at synke det, får hun opkastningsfornemmelse og ender ofte med, at kaste op. Hun har opkastningsfornemmelser ved alle måltider og kaster rigtigt op ved ca. hvert andet måltid.

Jeg laver altid mos/grød helt lind og blød. Jeg fortsætter kun måltidet så længe hun viser interesse. Hvis hun begynder at lave ”brokke lyde” eller smider skeen på gulvet i stedet for at tage den i munden så stopper jeg med det samme.

I starten havde jeg en følelse af, at øvelse var vejen frem, men jeg synes ikke rigtig, der er bedring. En gang imellem går det rigtig godt, men ved næste måltid kan hun så kaste op anden gang hun får skeen i munden, og så vil hun ikke mere. Det er ubehageligt at opleve, og efterhånden er det mere af pligt end af lyst, at jeg giver hende mad. Hun er mega sej, og er fortsat interesseret i maden selvom, det ofte ender i opkast.

Min datter er født 38+2 men vejede kun 2256 g.

Hun havde et blødt strubehoved, og havde besværet vejrtrækning i ca. 6 uger.

Vi var på neonatal og hun fik sonde til hun var 6 uger. Hun havde meget svært ved at lære at spise. Hun ville meget gerne brystet men kunne ikke dige effektivt. Vi forsøgte at tage på et privat barselshotel i 4 døgn, men det hjalp ikke.

Hun havde silent reflux og fik nexium i en periode, men det gik væk, da hun kom af med sonden. Da hun var ca. 5 uger forsøgte vi at få hende til at tage en flaske. Det kunne hun ikke. Til sidst fik vi ...


Annonce

... hjælp af en privat rådgiver, der lærte os finger feeding og derigennem lærte hun langsomt at spise og kom stille og roligt over på flaske (MAM). Jeg malkede til hun var 3 ½ måned i håb om at jeg med tiden kunne få hende over på brystet, men hun tog så lidt på, at jeg til sidst opgav. Jeg ammede min store dreng fuldt ud til han var 6 mdr. og havde mere end rigeligt mælk både dengang til ham og denne gang til hende.

I dag er min datter 6 måneder og hun vejer 4780g. Vores læge henviste os til Herlev sygehus for at få vurderet om hun skulle have kosttilskud (proteiner eller infasource ell. lign), men det mente de ikke.

Hun har en åbentstående ductus, der formegentlig skal lukkes ved en kikkert operation når hun bliver 6 kg.

Da hun var spæd kastede hun op, når hun fik sut. Vi fik af vide, at det var vigtigt, hun brugte sut for at træne kind musklerne. Til sidst fandt vi nogle mini mini sutter (mindre end dem vi fik på neonatal) som hun kunne tage. Da hun var ca. 3 måneder fik vi hende over på en almindelig lille rund sut.

Jeg er virkelig i tvivl om, hvordan vi kommer videre herfra i forhold til maden.

Jeg kan se, du anbefaler andre at gå til en ergoterapeut. Vi var hos en af flere omgange via sygehuset, da hun var spæd, fordi hun ikke kunne lære at spise. Vi oplevede det alle gangene som totalt spild af tid, så jeg håber virkelig, du har andre gode råd også :)

Vi har prøvet et spisenet, men det er for stort til hende. Hun kan ikke styre det, og når hun holder på hanken kan hun slet ikke nå toppen.

Vores sundhedsplejerske har foreslået at vi giver hende udkogt broccoli, blomkål eller lignende, som hun selv kan sidde med, men jeg tør simpelthen ikke. Når jeg ser, hvor dårligt hun håndterer helt lind grød bliver jeg bange for, at hun skal blive kvalt, hvis jeg giver hende broccoli eller blomkål. Selvom hun ikke har tænder vil hun jo kunne få små stykker af.

Selv hælder jeg mest til at holde en pause med maden indtil hun kan sidde selv. Jeg har en dårlig fornemmelse af, at hun sidder så tilbagelænet i STOKKE new born stolen og tænker, det vil være bedre, når hun kan komme op i en almindelig baby indsats. Jeg tænker, det vil blive bedre, når hun kan sidde selv. Så kan jeg sætte helt lind grød foran hende, som hun så selv kan spise med fingrene. Men, jeg kan jo også tage fejl. Måske, holder jeg pause kun for at finde ud af, at det ingen forskel gør, at hun kan sidde selv og spise med fingrene.

Jeg gik tidligt i gang med skemad, fordi jeg vidste hvor svært hun havde haft ved at lære at spise, da hun var spæd. Hun viste interesse og jeg tænkte, det var godt at komme i gang i god tid, så der ikke skulle være noget stress eller pres. Nu er jeg meget i tvivl. Jeg er bange for, at blive ved med grød/mos og at hun til sidst mister lysten på grund af de mange dårlige oplevelser. Jeg har i hvert fald helt mistet lysten og er også bange for, at hun skal mærke det. Jeg er også bange for at holde pause og forbigå det her vindue, der er nu, hvor hun viser interesse for mad.

Glæder mig til at høre dine tanker.

Med venlig hilsen
Rebecca

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3

Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


18. december 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Spiser ikke fast føde

Kære Helen, Vores barn på 7 måneder spiser ikke skemad trods alle vores...

Læs hele brevet og Helens svar


5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.

Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...

Læs hele brevet og Helens svar


22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Vil ikke skemaden

Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....

Læs hele brevet og Helens svar


21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

Putning og nattesøvn for tvillingepiger

Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sikkerhed i hjemmet

Det er i hjemmet, at de fleste ulykker sker, og når dit barn begynder at kravle, rejse sig og bevæge sig rundt i hjemmet, så er det vigtigt at du sikrer dig, at jeres hjem er et trygt sted at færdes.

Dit barn skal have lov til at undersøge og opleve verden omkring sig. Derfor skal du sikre at dit barn kan gøre dette.

Alle rum kan være farlige og kan kræve et ekstra sikkerhedstjek - især skal du være opmærksom på køkkenet, badeværelset og stuen.

Gå...

Læs mere i Babylex

Peanuts og børn

Peanuts (jordnødder) - bør ikke gives til børn under 3 år. Det samme gælder andre hele nødder, kerner fra vindruer, popcorn, hele rå gulerødder og lignende hårde fødevarer.

Børn under 3 år vil ofte have vært ved at tygge og bearbejde hårde fødevarer, og der er derfor en risiko for, at barnet fejlsynker - og det kan være meget farligt. I værste fald kan f.eks. en peanut sætte sig fast ved luftrøret og blokere luftvejene. Især peanuts og kerner fra vindruer har vist sig at udgøre...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for en super god side, med masser af gode og virkeligt kompetente svar, som jeg har brugt flittigt

Josefines mor


Annonce