Svar: Råd til pseudotvillinger

---

Kære Katrine

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres lille store dreng og alle de tanker du gør dig omkring ham, hans udvikling og personlighed :)

Der er ingen tvivl om, at det er svært at være 2 år og at der udviklingmæssigt sker rigtig meget lige nu. Der er heller ingen tvivl om, at det er svært at dele mor og far med lillebror, og at storebror reagerer på dette, men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at I lyder til at klare det rigtig fint :)

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når du/I oplever, at A græder og ikke søger jer, men står for sig selv og lader tårerne trille... Men I holder jo øje med ham og reagerer på ham, sætter jer ned hos ham, taler stille og roligt med ham og viser ham derved, at I er der for ham og rigtig gerne vil jer - og efterfølgende er han glad og parat til at lege videre. Så han mærker, at I er der, og det hjælper ham...

Du/I må naturligvis gerne fortælle ham igen og igen, at han skal komme hen til jer, når han er ked af det, så han bliver mere og mere bevidst om dette. Og så han igen og igen hører og fornemmer, at han altid kan komme på skødet og få et kram, når han har behov for det. Der sker ikke spor ved at sætte ord på, at han skal søge jer (eller en voksen), når han bliver ked af det, og jo mere I netop er der for ham og jo mærker dette, jo mere vil han sandsynligvis begynde at gøre det :)

Derudover skal du naturligvis være opmærksom på det, du selv nævner, at du ikke for tit kommer til at sige "nu må du lige vente lidt" eller lignende, fordi du er nødt til også at tage dig af lillebror. Det er naturligt svært nogle gange at fordele sol og vind lige, og du kan ikke være to steder på en gang, så nogle gange må storebror vente. Men det er vigtigt, at du husker ham, inddrager ham osv. i hverdagen, ligesom du må gå tilbage til ham, hvis du har lade ham vente - så du netop stadig husker ham. Så han mærker, at selvom du ikke altid har tid lige nu, så har du ikke glemt ham og du tilbyder ham din tid, når du kan...

At han reagerer særligt lige nu kan godt hænge sammen med, at lillebror har en alder, hvor han begynder at fylde noget mere. Lillebror ligger ikke bare og sover, han kravler rundt, rejser sig ved møblerne, bevæger sig omkring. Det betyder, at A ikke længere kan have sine ting i fred - lillebror kravler hen og tager storebrors ting, ligesom lillebror følger efter storebror og viser lyst til at være hvor storebror er.. og det kan være rigtig dejligt, men nogle gange også rigtigt irriterende. Og det er derfor vigtigt, at du nogle gange er opmærksom på, hvor meget lillebror måske fylder, og om storebror kan have brug for lidt alenetid....

Det hænger sandsynligvis også sammen med at A nu begynder at forholde sig mere og mere til, hvem han er, og hvordan han påvirker andre. Man taler om, at børn netop i 2års alderen skal finde deres eget selvbillede og at han f.eks. viser det ved at sige "jeg" og også ofte ved at sige "min min min" - også om ting, som ikke er deres :)

Hans selvbillede udvikler sig i samspil med andre. Han har brug for ros, han har brug for at få at vide, når han gør noget godt og noget, som gør jer glade :) Når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at ...

---

---

... vide, at man gør noget forkert. De 2årige er meget følsomme og sårbare overfor, hvordan vi møder dem og reagerer på det de siger og det de gør - og netop derfor, er det så fint, at I netop viser jer tilgængelige, når I mærker, at han har ekstra behov for at mærke dette.

Giv ham masser af nærhed og tæt fysisk kontakt. Tag ham på skødet, hold ham i hånden, kys og kram ham lidt ekstra, så han mærker jer helt tæt på :) Giv ham tidspunkter, hvor han mærker, at I er der for ham alene. Brug gerne lidt tid om aftenen før sengetid, sæt jer på sengekanten og tal lidt med ham - uden at lillebror deltager i dette. Inddrag ham i hverdagen, lave ting med ham som han kan, fordi han netop er storebror og som lillebror endnu ikke kan, fordi han er en baby...

Da I har to drenge, som aldersmæssigt ligger tæt, så kommer man nogle gange til at sammenligne dem, og de kan naturligt være vidt forskellige.. Måske er storebror lidt mere tilbageholdende og forsigtig i sin personlighed, hvor lillebror er mere udadvendt og buldrer frem.. og det giver naturligt lidt ekstra udfordringer, fordi A kan føle det nødvendigt at trække sig og give plads til lillebror, og det skal han naturligvis også kunne, men det er samtidig vigtigt, at der også er plads til at være ham...

Det er vigtigt at begge drenge vokser op med en følelse af, at de er noget særligt. At der er plads til dem begge og at ingen kan tage deres plads, ingen kan erstatte dem hver især, de har begge en vigtig plads - ikke fordi de kan noget særligt eller gør noget særligt, blot fordi de er den de er :)

Det kan måske hjælpe ham, hvis du kan læse små bøger for ham om følelser. Der findes forskellige muligheder og en tur på biblioteket kan være en god idé.

Et par eksempler kunne være:

"Ida bliver ked af det", som handler om legekammeraterne Ida og Kalle, der bliver uvenner, men bliver gode venner igen. Den er for 2-4 årige.

---

---

---

"Jeg er ked af det", af Cornelia Spelman, fra serien "kender du den følelse". Om marsvinet der fortæller om forskellige grunde til at blive ked af det, og hvordan man får det bedre igen. Den er for de 3-5 årige, man kan måske godt bruges :)

Det kunne også være en bog om at få en lillebror/lillesøster:

"Toeren" om baby Ella, der opdager, at hun har en storebror, men hvad er han for en og hvad laver han der... For 3-6 år, men måske meget god, fordi den vender det at blive storebror lidt på hovedet...

"Jeg vil osse være baby", en gammel klassiker af Mats Letén. Om at være træt af at få en baby, som mor og far synes er fantastisk...

Med hensyn til bøger til dig selv, så kan du læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den giver jeg gode råd til, hvordan vi møder vores børn individuelt, anerkender dem, styrker deres selvværd og selvtillid, giver søskende et godt forhold osv.

Du kan også læse bøger om søskende generelt, og så findes der også en bog om pseudotvillinger, der hedder "to på stribe". Det er en personlig beretning, at Rebecca Albinus, hvor hun fortæller om sine erfaringer og hvordan hun og hendes mand håndterer det. Der er også interview med andre forældre. Jeg kender desværre ikke bogen...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med dem begge fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---