Svar: Fireårig sladrer

---

Kære mor

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeres datter sladrer ikke! Hun kalder på en voksen, og beder om hjælp til at løse problemer og konflikter, når situationer er svære, og det er meget vigtigt, at man lytter, reagerer på dette og kommer til hjælp. Det er helt essentielt for, at hun får en grundlæggende basal tillid til jer forældre - at I altid vil være der, lytte til hende og hjælpe hende, når noget er svært, og at hun dermed altid kan komme til jer.

Det er meget problematisk, hvis man reagerer med et "kommer du nu og sladrer", så det pludselig bliver noget negativt, at hun beder voksne om hjælp, for det er aldrig negativt at bede om hjælp, tværtimod. Og det er faktisk ret godt gået af en 4 årig, at hun ved, at det er sådan, man skal gøre.

Det betyder ikke, at hun så nødvendigvis får ret, eller at det bliver som hun gerne vil have det. Nogle gange, når hun henter en voksen, så vil man via dialog, en snak med begge børn hjælpe dem med at finde en løsning, som måske betyder, at man skal gå på kompromis - men det er jo netop vigtigt læring og det er her den voksne kommer ind. Vi skal mægle mellem børn, når de ikke kan løse deres konflikter selv og hjælpe dem med at komme igennem konflikter på en god måde, så alle er glade, ingen bærer nag og ingen føler sig forkerte, alle føler sig lyttet til!

At sladre om nogen eller sladre om en situation betyder, at man fortæller noget om andre, som er rygter eller upålideligt. Og det er der jo på ingen måde tale om her. Der er tale om, at hun beder om hjælp til konflikthåndtering, og den hjælp skal I naturligvis give hende. Det er netop med voksnes hjælp, at hun fremadrettet får redskaber til at håndtere forskellige konflikter, så hun, når hun f.eks. kommer i skole, vil være bedre til det, end hun er nu. Hun skal lære at forstå andre, sætte sig ind i andres situation, forstå andres behov - og det skal de andre børn jo også lære at forstå hende og hendes behov.

Det er naturligt, at det kan være svært at dele legetøj, og når man er sammen med legekammerater, om det så er hjemme eller hos den anden, så skal man finde ud af at dele. Nogle gange, kan løsningen være, at man sætter yndlingslegetøjet væk. Hvis jeres datter lige har fået en ny dukke i gave, så vil hun måske være ked af, at andre leger med den, og det er fair nok, så sætter man den væk, og hun kan lege med den en dag, hvor hun er alene. Måske skal man gøre det før legekammeraten kommer ...

---

---

... på besøg....

Hvis de er flere stykker legetøj, som kan det samme og som er nogenlunde ens, f.eks. den røde og den blå bil - og begge børn vil lege med den blå, så kan man her indgå et kompromis, hvor de så skiftes til at lege med den blå. Nogle gange er løsningen også at stille spørgsmål til børnene "hmm.. vi har et problem her. I vil begge lege med den blå bil, men vi har kun en blå bil, så hvad gør vi?", så børnene på den måde er med til selv at finde en løsning.

Uanset hvad og hvordan, så er det guidningen og mæglingen mellem børn og voksne, som lærer børnene konfliktløsning, og derfor skal vi være der, hjælpe dem og guide dem i hverdagen - og især, når de beder om vores hjælp. Det er sådan hun lærer, hvordan man bør opføre sig, det er sådan hun fremadrettet lærer at løse konflikter selv.

---

---

---

Men desværre så er det jo sådan, at mange børn faktisk ikke opfører sig, som man bør... Og når man så har en fornuftig 4 årig, der gerne vil gøre det rigtigt og som følger de regler og retningslinjer, som de voksne har sat - så bliver man pludselig til problemet - og det er naturligvis ikke fair. Jeres datter er ikke problemet og det er ikke noget hun "skal vokse fra". Hun har fat i den lange ende, hun ved hvordan man opfører sig og hun bliver naturligt frustreret og ked af det, når hun oplever, at andre ikke kan finde ud af det. Og det er rigtig hård læring, men det er desværre hverdagen.

Hun vil opleve igen og igen - både nu i børnehaven, og også når hun kommer i skole, at de andre børn ikke altid gør, som der bliver sagt. Heller ikke selv om man siger det pænt. Man kan desværre ikke altid regne med, at andre ved hvordan... Og det gør ondt at opleve dette. Men her må I så støtte hende, rumme hende og lytte til hende, og de frustrationer hun får i den forbindelse. Det er vigtigt, at I fortæller hende, at I forstår hende, og at det stadig er godt, at hun gør det rigtige - som ofte er at hente en voksen. Og det er vigtigt, at du igen og igen fortæller hende, at hun altid kan komme til dig.

Og når det så er sagt, så skal hun naturligvis også lære at sige "pyt" til nogle ting. Lære at skelne imellem, hvad der er "store ting" og hvad der er "små ting" - men også dette lærer hun ved at I træder til, indgår i dialog og mægler mellem børnene - ikke ved at man holder sig væk og forventer, at de selv kan løse deres konflikter på 1. sal, for det kan de ikke :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---