Svar: Skal vi lave en nummer 2?

---

Kære Du

Tak for dit brev, dine åbne og ærlige tanker - og dejligt at høre fra dig igen :)

Den lyst og den trang du har til at få en lille baby, kan jeg sagtens forstå og genkende. Det tror jeg, at rigtig mange kan, og det er i sidste ende kun dig selv, der kan mærke efter, hvad der vil være det rigtige for dig/jer. Jeg vil dog meget gerne give dig lidt perspektiver med på vejen, som jeg tænker, du kan bruge til at træffe den rigtige beslutning for jer:)

Der er ingen tvivl om, at det kræver et meget stort overskud at få et lille barn. Det er hårdt og hele jeres hverdag vil ændre sig - du/I vil blive vækket om natten, I vil komme i søvnunderskud i kortere eller længere perioder, og der vil naturligt kunne opstå svære situationer - hvor den lille græder meget, bliver syg, eller hvor du skal kunne rumme konflikter med storesøster eller rumme, at storesøster måske ikke synes, det er så fedt at skulle dele mor og far med en anden...

Du fortæller, at I gennem længere tid har gået i parterapi og til en sexolog. Du fortæller, at din mand sandsynligvis har en autismediagnose, som han skal udredes for. Det stiller store krav til dig i hverdagen at skulle tage hensyn til både din mand og jeres datter, og du er generelt meget opmærksom på, hvad stemning hun mærker, hvor meget far reagerer på hende og hvordan. Og det lyder som om, at I generelt har en del at slås med i jeres familie, I har en del udfordringer allerede...

Ud over, at du har en stor lyst til at være gravid og få en lille baby igen, så fortæller du også, at du gerne vil give din datter søskende, fordi du ikke ønsker, at hun skal føle sig alene i livet. I har en lille familie og har ikke nogen børn i netværket, og du tænker, at det vil give dig dårlig samvittighed resten af livet, hvis du ikke giver hende en bror eller søster.

Det er vigtigt, at du ved, at det ikke er synd at være enebarn. Selvom det er dejligt at have søskende, og selvom det kan være dejligt for dig som mor at sætte flere børn i verden og se dem vokse op, så er det faktisk super fint kun at have et barn. Og det er rigtig vigtigt, at man ikke får flere børn - for børnenes skyld! Der er ingen garanti for, at søskende bliver glade for hinanden, eller vil have noget med hinanden at gøre, når de bliver voksne. Der er masser af familier, hvor søskende ikke mødes og ikke har kontakt, når de flytter hjemmefra.

Det vigtigste for et barn er at have forældre, som elsker en, og som er der for en. Det er alfa omega, at man er til stede både fysisk og mentalt for sit barn. Børn har det godt, når de føler sig lyttet til og forstået, når de mærker, at der er tid til dem og lyst til dem. Og her har enebørn jo en stor fordel, fordi de får den uforbeholdne kontakt og kærlighed fra deres forældre - og det er super dejligt!

Som jeg ser det, så har jeres datter mere behov for, at I er der for hende, ser hende, anerkender hende, forstår hende, rummer hende, har tid til hende og ...

---

---

... overskud til hende, end hun har brug for en søster eller bror. En søster eller bror kan naturligvis være dejligt, men du kan ikke være to steder på en gang, og nogle gange vil børnene skulle kæmpe lidt for at blive hørt og set - det kan de naturligvis godt lære noget af, men som du selv nævner, så betyder jeres situation, at hun ofte allerede skal vente, og du skriver selv, at det er "et skrøbeligt fundament, at lave et barn mere på". Og det tænker jeg, at du har fuldstændig ret i. At få et barn mere vil ikke gøre situationen lettere, hverken for jeres datter, dig eller din mand...

Og det er derfor ikke synd for jeres datter, hvis hun vokser op som enebarn. Og leg med jævnaldrene, gode venner og sociale kontakter kan du hjælpe hende med at få. Sociale kontakter og samvær med andre børn, får hun jo mange andre steder end indenfor hjemmets fire vægge. Derfor kan du hjælpe hende ved at invitere venner hjem, lade hende deltage i forskellige fritidsaktiviteter i takt med, at hun bliver ældre, hvor hun netop er sammen med andre og får mulighed for at knytte bånd med andre børn. I takt med at hun starter i skole osv., vil dette naturligvis blive mere og mere tydeligt, og behovet for en god ven kommer stille og roligt.

Derudover så tænker jeg, at det jo ikke er sådan, at børns behov for mor og far forsvinder, selvom barnet bliver ældre. I starten er der rigtig meget praktisk arbejde - bleskift, madning, hjælpe til søvn, pludren, tæt kontakt, trøst og ro, - og man slæber på babyudstyr, flyverdragter, autostole osv. når man skal nogen steder - men i takt med at barnet bliver et par år, kan gå selvstændigt rundt osv. så bliver dette naturligt mindre. MEN, så kommer der jo andre udfordringer. Barnet skal lære at dele, lære at give plads til andre, lære at møde verden. For børn på 2-3 år ligger der f.eks. en stor forældreopgave i at hjælpe barnet med at regulere sine følelser.. I 3-6 års alderen er børn stadig meget afhængige af mor og far, men begynder at orientere sig mod andre børn og kan indgå i en gruppe. De har brug for at at lege, og har brug for forældres hjælp til at opnå forskellige kompetencer. Når barnet starter i skole, så øges barnets evne til at iagttage og huske, tænke abstrakt osv. men barnet har stadig brug for hjælp til at lære og forstå verden, ligesom skal barnet måske skal have hjælp til at håndtere forskellige konflikter, mobning og lignende...

---

---

---

Børn har gennem hele deres udvikling brug for forældre, som er rimeligt konstant nærværende. Det er vigtigt, at vi viser vores børn omsorg og interesse, og vi skal give vores børn en generel følelse af tryghed. En følelse af, at vi kan håndtere de ting, der opstår, og når barnet kommer til os, så er vi der altid til at hjælpe. Og det er det overskud, som du skal vurdere, om du har, når du vil vurdere, om I skal have et barn mere.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke!

Stort knus - og rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---