Svar: Søvn - 1 måned gammel
Kære Ditte
Tak for dit brev, stort tillykke med den lille dreng og velkommen til :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.
Du fortæller, at jeres dreng i de første uger, var meget vågen i løbet af dagen. Nu er dette dog ændret sig, så han ofte sover meget i dagtimerne, og nu har rigtig svært ved at sove om aftenen...
Når børn er meget vågne, så er det nogle gange tegn på, at de har brug for mere mad. Du fortæller, at han om aftenen græder, hvis du lægger ham til brystet for at spise, hvorfor I har forsøgt med en flaske, som han gerne tager lidt mere af... men generelt virker han overtræt og ked af det om aftenen, før han udmattet lyder til at falde i søvn.
Om dagen går det bedre med at sove - og også umiddelbart med amningen - han sover en del, vågner for at spise, og du fortæller at han generelt spiser godt i dagtimerne, og falder så i søvn igen, og især om morgenen, spiser han mange gange, før han atter sover...
Ud fra det du fortæller, så er det svært for mig at vurdere, om han sover godt om dagen, fordi du nu har fået oparbejdet en god mælkemængde til ham, så han i løbet af dagen får sit behov tilstrækkeligt dækket, eller om han sover som han gør, græder osv. fordi han mangler mælk...
Jeg kan ikke ud af dit brev se, hvor meget jeres dreng tager på. Men netop hans vægtøgning er en vigtig indikator af, hvorvidt han får mælk nok hos dig. Derudover er der andre tegn, som du kan se efter, når du skal vurdere, om han trives med amning:
Det er vigtigt, at du kan mærke at du har mælk. Dine bryster skal føles tunge, og når din dreng har spist hos dig, skal de virke mere bløde og eftergivelige. Det er normalt at du oplever større mælkemængde først på dagen og at den er mindre om aftenen, men du må ikke have en fornemmelse af ikke at have mælk...
Når din dreng spiser hos dig, kan du høre og se at han spiser med en god rytme. I begyndelsen spiser han hurtigt, men stille og roligt mere rytmisk, og du skal kunne høre, at han synker mælken. Du skal også kunne se mælk i mundvigene på ham, både når han spiser, og når han slipper.
Når han slipper brystet, så skal han virke mæt, glad og tilfreds - og ofte vil han i forbindelse med at han spiser falde veltilpas i søvn...
Han skal melde sig til til måltiderne, og du skal lægge ham til brystet, når han viser lyst og behov for at die - når han virker søgende. En gang imellem vil han die kortvarigt og tager her kun toppen for at slukke sin tørst. Men de fleste gange skal han die i længere tid, hvor du fornemmer, at han spiser et egentligt måltid. Du skal regne med at amme mindst 6 gange i døgnet (hovedmåltider), gerne mere, hvis han viser behov for det.
Du skal også kunne se, at hans mave fungerer godt. Afføringen skal være grødet, gul og fortsat komme hyppigt. Han må ikke have svært ved at komme af med afføringen. Han tisser mindst 6 gange i døgnet (svarende til det du ammer) og urinen skal være klar. Tit tisser han måske lige når han får bleen af...
Han skal tage 200-250 gram på om ugen - meget gerne mere. Hvis han ikke gør det, så skal du kontakte jeres læge og også meget gerne få tjekket hans tungebånd og sikre dig, at han dier med korrekt teknik ved brystet...
Han skal virke glad, rolig og tilfreds. Han skal spise, og sove, og når han er vågen, så skal han vise mere og mere overskud til at pludre og være i kontakt med dig. Han kan endnu ikke være vågen i mere end måske 1.5 til max 2 timer af gangen, så skal han have mad og sove igen. Men når han er vågen, så skal du have en fornemmelse af, at han er aktiv og interesseret i omgivelserne - især i dit ansigt og din stemme.
Tegn på at han ikke trives med amning er:
Du er i tvivl om, hvorvidt du har mælk. Det er svært at mærke, om mælken løber til, og du oplever ikke rigtig brystspændinger.
Når din dreng spiser hos dig, så hiver han i brystet, for at malke det lidt ekstra, og han bliver let irriteret ved brystet.
Han falder ikke til ro i forbindelse med amning, men græder og er urolig og virker søgende og sulten.
Afføringerne er sparsomme - de fleste ammebørn begynder at have længere tid mellem deres afføringer i 8-9 ugers alderen, men så længe han ikke er ældre end han er, så skal du stadig have en fornemmelse af, at der næsten er "hul igennem", når der kommer noget ind, så kommer der også noget ud.
Vandladningen er sparsom, bleerne virker ikke rigtig våde, det er som om at han ikke tisser nok. Er du i tvivl, så læg et papirlommetørklæde ind i bleen, det er blødt og generer ikke hans hud, hvis papirlommetørklædet er tørt i 4-6 timer, så får han ikke mælk nok.
Læg mærke til hans vægt, står vægten stille, stiger den kun lidt, taber han sig måske ...
Hvis han græder meget og i det hele taget virker meget vågen og urolig, så kan det være tegn på, at han har brug for mere mælk.
Modsat, så kan han også være sløv, fordi han mangler mælk. Hvis han sover meget, er svært at vække, ikke melder sig til måltiderne, dier sparsomt, falder i søvn ved brystet osv. så kan det godt være tegn på, at de mangler mælk. Børn kan altså godt blive slappe og virke som "et meget nemt barn", fordi de mangler mælk. Derfor er det vigigt, at du er meget opmærksom på om den ændring du oplever i hans søvnmønster om dagen skyldes, at du nu har fået oparbejdet en god mælkemængde til ham eller om det måske er fordi han har brug for mere mælk...
Virker han tør i huden, som om at hans hud mangler lidt spændstighed, så kan det også være tegn på at amningen ikke fungerer optimalt. Du skal generelt lægge mærke til, hvordan han ser ud. Han må ikke være bleg, virke grå i kuløren og huden må ikke være marmoreret. Han skal have en sund hudfarve, se frisk ud i huden.
Læg mærke til den store fontanelle (der hvor kraniets knogler mødes oven på hovedet). Virker den indsunken og forbliver den indsunken, selvom han har spist hos dig - så kan det være tegn på, at han ikke får mælk/væske nok.
Når man ammer, så ved man jo aldrig helt, hvor meget barnet får og det er vigtigt, at du forsøger at lægge mærke til ovenstående tegn... Jeg kan se, at du bor i udlandet og det kan være en god idé at du kontakter en ...
... lactation consultant, som kan vejlede dig i amning og sikre, at jeres dreng dier med korrekt teknik og får sit behov tilstrækkeligt dækket. Der ligge måske også en breastfeeding center i nærheden af hvor I bor, som I kan kontakte...
Med hensyn til at falde i søvn på egen hånd, så er han stadig så lille, at amning skal indgå som en fast del af hans putteritual. I skal endnu ikke adskille bryst og søvn, men i stedet netop amme ham (eller give ham flaske) og putte ham i den forbindelse. I kan med fordel svøbe ham, så han føler sig holdt - men så det er af et klæde og ikke af jeres arme. Det kan hjælpe jer til at putte ham fra favnen og ned hvor I ønsker, at han skal sove, så han ikke oplever skiftet fra favnen så voldsomt at han vågner op, når I flytter ham fra jer.
Det er vigtigt, at I hjælper ham med at sove flere lure i løbet af dagen - de fleste børn vil i en alder af ca. 1 måned, trives rigtig godt med ca. 16 timers søvn i døgnet, ofte fordelt sådan, at de sover 6-7 timer i løbet af dagen og 9-10 timer i løbet af natten. Søvnen om natten naturligt afbrudt af mælk. Antallet af lure kan variere. Nogle børn sover 3 lure som kan variere i længde, andre sover 4 kortere lure, det er lidt forskelligt...
Det er vigtigt, at I hjælper ham med at koble fra og finde roen, når han skal sove og måske kan det hjælpe jer at kende til det man kalder for bevidsthedsstadier. Små børn har lidt forskellige måder at vise tegn på træthed og tegn på lyst til at pludre, lege osv. og det er dette man kalder for bevidsthedsstadier:
Stille årvågenhed: Er der hvor jeres søn ligger og kigger. Ganske stille studerer omgivelserne, lyspletten på væggen, dit ansigt og dine bevægelser. Han ligger helt stille, følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.
Aktiv årvågenhed: Bevæger sig lidt mere, han kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at han har brug for lidt ro. Det er ikke det samme som at han har behov for at sove.
Gråd: Han begynder at græde, han har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke, at han nu er ved at være sulten. Måske vil han gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk han har fået bundfælle sig.
Døsig: Når han er træt og har brug for at blive puttet. Tegnene på døsighed kan man ofte se lige der, hvor han er ved at vågne lidt op fra en lur. Han bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, han rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i og han ruller med øjnene. Det er i denne periode at han skal puttes eller gerne lige lidt før. Ved at putte ham på dette tidspunkt, så giver I han mulighed for at få en længere sammenhængende søvn.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Jeres dreng kan som sagt ikke være vågen i mere end 1.5-2 timer af gangen. Når han har været vågen, ligget og kikket (stille årvågenhed) og være aktiv (aktiv årvågenhed) så vil han begynde at blive urolig, ked af det, søgende - og her skal han så have mælk og så skal han puttes. Hvis det er svært at aflæse hans signaler - nogle børn sender ikke tydelige signaler - så må I se på klokken og beslutte, at nu er det tid til at sove og så give ham mælk og putte ham.
Nogle gange kan det være en rigtig god idé, hvis du kan lægge dig med ham og amme ham liggende i dobbeltsengen. Det vil være rigtig fint, at du går afsides med ham, ligger i det lidt kølige og mørke rum, væk fra radio og tv - og ammer ham og lader ham falde i søvn ved siden af dig - og derefter kan du så putte ham i hans lift, hvor han kan sove videre.
Det er for tidligt med faste rutiner med bad, sang osv. Det er alt for mange stimuli og det gør ham kun endnu mere urolig og overtræt... Mange børn vil omkring 5 ugers alderen få en urolig periode om aftenen, hvor de har svært ved at koble fra dagen og tydeligvis er overtrætte og derfor grædende... Og det kan godt være dette, som I også mærker hos jer lige nu. Det handler om, at han kan se lidt længere nu, begynder at kunne se farver og oplever verden på en ny måde, og det reagerer han naturligt på.
Og tit så sker det, at vi som forældre forsøger 117 ting i håb om, at et eller andet får barnet til at holde op med at græde. I lægger ham i liften, tager ham op, over til mor, over til far, forsøger med brystet, forsøger med en rangle, går lidt rundt, tjekker bleen, forsøger igen med mad, forsøger med en sut, ned at ligge igen, tilbage til far, over til mor, forsøger med aktivitetsstativet, ligge selv osv. osv. Alt sammen naturligvis i håb om at et eller andet virker, at noget vil stoppe gråden.
Men det eneste vi gør er ofte at tilføre barnet endnu flere stimuli, som faktisk er det han protesterer over - og derfor er det bedste ofte at svøbe ham eller bære ham - gå stille rundt med ham, vugge ham blidt og ikke kræve hans opmærksomhed - ikke snakke for meget, ikke synge, ikke give ham bad osv. men blot forsøge at være der... og nogle gange lægge sig med ham og amme ham i dobbeltsengen, så han falder i søvn der. Mange børn falder bedst til ro, hvis man bærer dem liggende på maven på jeres underarm. Når han ligger på maven på jeres arm, så kan han slappe af i kroppen og han mærker jeres beroligende bevægelser, mærker varmen osv. samtidig med at han selv kan styre, hvor meget han vil kikke rundt. Han er ikke tvunget til kontakt, selvom han får nærhed og mærker jer.
I skal også være sikre på, at han ikke er vågen, græder, har svært ved at finde ro og svært ved at sove, fordi han har ondt. Nogle børn får en skævvridning i nakken i forbindelse med fødslen, nogle børn brækker kravebenet, nogle børn har hovedpine i starten, hvis de f.eks. er født med cup...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og vil også anbefale jer flere af mine bøger - f.eks. "Helens bog om børn og søvn", "Helens bog om dit barns udvikling", "Helens bog om gråd og trøst" og Helens bog om amning og flaske".
Rigtig meget held og lykke og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
Viden om børn:
Brystopereret
Mange kvinder bliver idag brystopereret. En brystoperation kan både være en brystreduktion, hvor man har fjernet noget af brystet og en brystimplantation, hvor man har gjort brysterne større.
Mange kvinder bekymrer sig om hvorvidt de vil kunne amme deres barn, når de er brystopererede og der er ikke andet at gøre, end at se hvad tiden bringer. Nogle kvinder vil fint kunne amme, det afhænger meget af operationsmåden. En del kvinder ammer delvist, giver altså bryst og supplerer med...
Navle
Hos det nyfødte barn sidder stadig en rest fra navlestrengen, som vil falde af, af sig selv, når barnet er mellem ca. 5 dage og tre uger gammelt. Det er normalt at det kan bløde fra navlen i denne periode og det kan også lugte fra navlen, da det er en forrådningsproces der sker.
Du skal være opmærksom på at navlen ikke begynder at lugte for meget, da det kan være tegn på infektion. Hvis navlen lugter gennem barnets tøj, er det for meget. Hvis der er rødme omkring navlen, kan...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.