Annonce

Annonce

Svar: Søvn, gråd og rytme


9. februar 2018

Kategori:
Alder:
7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Henriette

Tak for dit brev. Dejligt at høre, at du har kunne bruge mine tidligere råd og at I har haft en periode, hvor det faktisk er gået rigtig fint med at sove i barnevognen... øv, at det pludselig ikke fungerer igen...

Det er vigtigt for at kunne falde i søvn og sove godt, at jeres dreng har en nogenlunde fast rytme - og det vil være rigtig godt, hvis I kan hjælpe ham med dette nu, hvor han er 7 måneder gammel. Der er nok ingen tvivl om, at jeres dreng har brug for noget mere mad hele dagen igennem og det er vigtigt, at han har faste spisetider, ligesom han skal have faste tidspunkter, hvor han leger, er aktiv og bruger sig selv motorisk og mentalt, og så tidspunkter hvor han puttes til sine lure.

Den faste rytme er vigtig fordi den stabiliserer hans indre ur, hans indre rytme. Det er vigtigt for, at han føler sig sulten, når du serverer mad og derfor er parat til at spise, ligesom det er vigtigt for, at han føler sig parat til at sove, når du putter ham.

De fleste børn vil i 7 måneders alderen trives med to lidt længere lure dagligt, men det lyder som om, at jeres dreng stadig har brug for en lur sidst på eftermiddagen, og det må han naturligvis meget gerne få. Det vil dog være rigtig godt, hvis du kan forsøge at holde nogenlunde fast i hans stå op tidspunkt om morgenen og også holde nogenlunde fast i hans puttetidspunkt om aftenen - så må han godt lige nu variere dagssøvnen, så du er lidt fleksibel omkring, hvor lange lure han sover og om han sover 2 lange lure eller 3 lidt kortere lure, men spisetiderne skal helst holdes, og det samme skal altså stå op tidspunktet og puttetidspunktet om aftenen.

Jeg vil anbefale jer, at I starter dagen senest kl 07. Det betyder, at hvis han ikke vågner af sig selv senest 07.15, så skal I vække ham, så han kan få morgengrød omkring kl 7.30. Den rytme vil passe med, at han skal puttes til sin formiddagslur omkring kl 9.30 som han lyder til at blive nu.

Og mit forslag til en dagsplan ser således ud:

Tidlig morgen 05.30: Ammes og sover videre

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9-9.30: Frisk blød frugt hånden, og du følger efter med lidt frugtmos, vand af kop.

Puttes til formiddagslur og skal ikke ammes først - mellemmåltidet erstatter amningen her.

Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter og lignende. Grøntsagsmosen kan være hjemmelavet, det kan være rester fra aftensmaden eller du kan købe en middagsret på glas, beregnet til hans alder. Vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur - måske ca kl 12.30-13 - det afhænger af, hvor lang formiddagsluren har været.

Eftermiddag 15.30: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.

Puttes til dagens 3. lur - og må godt lige nu få en lille amning at falde til ro på, hvis det hjælper jer - det er bedre, at du ammer lidt her, end midt om natten...

Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk. Udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad, mad som smager af mere og mad med mere og mere bid. Der suppleres med kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen osv. som han selv kan sidde med. Vand af kop.

Ammes og puttes til natten ca kl 20.30 som nu...

Sen aften 24: Ammes rigtig godt og puttes tilbage i egen seng, hvor han sover videre uden mælk om natten, men ammes stadig tidlig morgen.

Det er vigtigt, at du nu skruer antallet af amninger ned, så han ammes 4 gange i døgnet, og jeg anbefaler, at de fire amninger ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Derudover kan du evt. sen eftermiddag give ham en kort amning, hvis han har brug for dette før sin 3. lur... men når han begynder at kunne springe denne lur over, så vil han også kunne undvære denne amning.

Det er super fint, at I sætter ham i den høje stol, når det er spisetid, og han kan enten starte med at få mad i hånden, som han selv kan gumle på, eller I kan starte med lidt på en ske og så følge efter med lidt i hånden... hvad I nu fornemmer fungerer bedst. Han må også gerne sidde med en ristet rugbrødsbjælke i hånden, imens I giver ham skemaden.

I skal ikke fokusere på mængden, men på rytmen og de faste spisetider og rutinerne omkring maden. Det er bedre, at han spiser ½ dl. tre gange dagligt, end at han spiser 1.5 dl. på en gang. Så lige nu er det vigtigste, at han spiser lidt og får mange små ...


Annonce

... måltider hele dagen igennem og hjælpes til rytme :)

Jeg tror, du har helt ret, når du skriver, at jeres dreng er sulten, og derfor skal I nu forsøger at skabe en rytme, som sikrer ham lidt mad - og som derfor også sikrer, at han ikke bliver så ked af det, når han bliver puttet. Samtidig hjælper rytmen jer også med at finde hans puttetidspunkt :) Og så er det super, at I forsøger med barnevognen igen, lad ham starte med at sidde op, kikke på verden og de ting I kører forbi. Og læg ham først ned, når han tydeligt viser sig parat. Læg mærke til hvad tid det er, så I har lidt idé om, hvornår han måske er putteparat.

Når han skal sove til middag eller har brug for en powernap om eftermiddagen, må du stadig gerne lægge dig med ham, hvis det får ham til at sove bedre. Prøv dog om du kan øge afstanden lidt mellem jer og prøv om du kan lirke brystet ud af munden på ham, så han ikke falder i søvn med bryst i munden, men af sig selv når dertil, hvor han begynder at slippe brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover.

Hvis han græder skal du naturligvis tage ham op, trøste og berolige ham. Han er ikke manipulerende og gråd er et udtryk for, at noget ikke er som det skal være. Derfor skal du forsøge at finde ud af, hvad der er galt og så hjælpe ham bedst muligt. Og søger han tryghed skal han naturligvis have det... er der derimod tale om, at han er overtræt, så kan du godt lade ham ligge, berolige ham med dine hænder og nærhed, og han vil så ofte falde i søvn i løbet af få minutter, netop fordi han var rigtig rigtig træt, men ikke kunne koble fra og finde roen... men græder han i længere tid, og græder han ulykkeligt, så skal du naturligvis ikke bare lade ham ligge, men tage ham op, trøste, berolige og betrygge, og så kan du forsøge at putte ham igen. Jeg tænker dog, at en fast dagsrytme vil hjælpe jer, så han ikke bliver så ked af det, når han skal sove :)

Hvis I gerne vil have, at far skal kunne putte om aftenen, så vil det være en god idé at I overveje om jeres dreng skal introduceres for en flaske. Så længe han ikke er ældre end han er, så vil mælk indgå som en fast del af hans putteritual, og det betyder at amning og søvn er naturligt forbundet. Hvis det er vigtigt for jer, at far kan putte, vil det derfor være rigtig godt at far giver en flaske, da far jo ikke kan amme. Det kan forsøges, men det er ikke sikkert, at jeres dreng vil acceptere flasken med den alder han har nu....


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Når han bliver 8 måneder og derover, så vil det ofte være en god idé at introducere et bad om aftenen efterfulgt af en godnatgrød. Den skal indgå som en fast del af putteritualet og det vil være helt naturligt, at far i 8-12 måneders alderen tager mere og mere over og gør alt det, som leder op til putning. Det vil sige, at far bader ham, klæder ham i nattøj, gør ham klar til natten, giver ham godnatgrød, børster hans tænder osv. og derefter ammer mor ham og putter ham. Men jo mere far gør alt det, som leder op til putning, jo lettere vil far også have ved at putte ham, hvis mor en dag ikke er hjemme - og ellers er alternativet som nævnt en flaske...

Du spørger "hvordan ved han, at han skal sove, hvis ikke jeg ammer ham eller bevæger ham?". Her hjælper rytmen ham, så hans indre ur fornemmer, at det er sovetid. Og samtidig hjælper jeres rutiner ham - at du skifter ham, giver ham nattøj på, ammer ham osv. Måden du putter ham, kærtegner ham på, at du giver ham en sut, synger en godnatsang, siger beroligende ord osv. Det er alt sammen med til at vise ham, at det er sovetid og jo mere ens rutiner du kan have, jo bedre forberedt bliver han og jo lettere vil han have ved at overgive sig til søvnen.

Det er naturligt, at han skal ammes eller have lidt at drikke og spise før han puttes - f.eks. forsvinder amningen før formiddagsluren nu og mellemmåltidet sættes i stedet, så han lærer at adskille amning og søvn om dagen nu... men derudover så lærer han at forbinde søvn med de rutiner du/I har, så hvis du lærer ham, at han skal hoppes med på en pilatesbold, så er det den rutine han forbinder med søvn. Du skal derfor overveje, hvad du lærer ham nu, og hvilke rutiner du gerne vil have, at han har fremadrettet :)

Rutiner og rytme er genkendelighed, og genkendelighed er tryghed - og tryghed er nødvendigt for at kunne slippe dagen, falde i søvn og sove godt :)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

Vække for drømmeflaske?

Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...

Læs hele brevet og Helens svar


31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.

7.5 mdr. og sover meget dårligt

Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...

Læs hele brevet og Helens svar


27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnvaner

Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...

Læs hele brevet og Helens svar


24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.

8 årig med hjemve

Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...

Læs hele brevet og Helens svar


24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

9 måneder og sover ikke igennem om natten

Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Børnemad

De første måneder at barnets liv kalder man for mælkeperioden, da barnets mad udelukkende består af mælk. Barnet ernæres her enten af modermælk eller af modermælkserstatning. Når barnet er mellem 4-6 mdr kan barnet begynde at få lidt skemad.

Den periode som afløser mælkeperioden kaldes overgangsperioden. Den varer til barnet er ca. 9 mdr gammelt. Det er overgangen fra flydende mad, til mad med struktur og klumper til mere og mere bid og mad i stykker, til at barnet kan spise mere...

Læs mere i Babylex

Slå

Det er forbudt ved lov at slå sit barn. Den såkaldte revselsesret blev afskaffet af Folketinget i 1997. At slå sine børn er således en ulovlig måde at opdrage på - og det gælder også "dask over fingrene", hvis det lille barn piller ved noget det ikke må. Et barn der bliver slået vil føle sig mindre værd.

Et barn der bliver slået er udsat for fysisk vold. Det kan være at barnet får en lussing, en endefuld, at barnet bliver sparket, rusket, brændt med cigaretter eller lignende....

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Hvor blev jeg glad for, at du også mener, at min moderlige intuition har noget på sig. At få at vide at ens intuition kan være ok, giver selvtillid. Giver troen på, at man godt kan finde ud af at være mor...

TAK, Lene


Annonce