Svar: Overgive sig til søvnen - 3 mdr.
Kære Sara
Tak for dit brev og tillykke med den lille pige - og velkommen til:)
Som du selv er inde på, så sker der udviklingsmæssigt rigtig meget med din datter i øjeblikket, og det påvirker naturligt hendes søvn - og ofte også hendes spisning, og de to ting hænger naturligt sammen :)
Hendes søvn ændrer sig fysiologisk - i 3-4 måneders alderen begynder søvnen at indeholde flere stadier og kommer i sammensætning til at minde mere og mere om den måde vi voksne sover på. Det betyder, at børn i denne alder ofte vågner efter 20-40 minutter, fordi de har rigtig svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet- også selvom de egentlig er trætte og har brug for at sove mere. Mange børn vil, når de går fra et søvnstadie til et andet også spjætte med arme og ben, og får derfor ofte også vækket sig selv, græder og har svært ved at finde ro igen - I kender det også fra jer selv, at kroppen kan spjætte lige der, hvor I er ved at falde i søvn.
Hun vil naturligt have behov for hjælp til at skifte søvnstadie og det betyder, at hun kan have brug for at føle sig hold. Det kan være i jeres arme, det kan være af et klæde, et svøb, dynen, en sovepose eller lignende. Det kan også nogle gange hjælpe, at I samler hendes hænder på brystkassen og med jeres hænder og nærhed hjælper hende med at holde sammen på sig selv rent fysisk - så I hjælper hende igennem der, hvor kroppen ellers vil spjætte og hun vil få vækket sig selv.
At hjælpe hende kan også være ved at trille hende i barnevognen fordi det at være i bevægelse nogle gange kan lulle hende videre ind i søvnen, holde hende sovende - så længe vognen triller og det kan faktisk i denne alder være en god løsning nogle gange at trille vognen så længe, at I passerer det tidspunkt, hvor hun normalt vil have tendens til at vågne op.
Derudover så er det rigtig vigtigt, at hun får mælk som en fast del af sit putteritual. Hun skal have mælk før hun lægges til at sove - både fordi det hjælper hende med at finde roen, koble fra og falde i søvn, men også fordi det sikrer, at hun kan sove en længere lur, før hun vågner op og har brug for mad igen.
I 3-4 måneders alderen vil mange børn lade sig forstyrre, når de spiser. De er meget opmærksomme på at følge med i, hvad der sker omkring dem, ligesom hun begynder at pludre og snakke med mor, når hun ligger ved brystet. Det vil sige, at hun f.eks. tager fat, dier, slipper brystet, smiler til mor, tager fat og dier igen, slipper atter, pludrer til mor, tager fat og dier lidt mere - far kommer ind i stuen, og det er pludselig sjovere at kikke efter far end det er at spise.
Det, at hun har tendens til at vågne op og sove kortere lure, fordi hun har svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet, og det, at hun let lader sig forstyrre, når hun skal spise, betyder, at hun netop nu meget let kan komme ind i en rutine, hvor hun mere eller mindre slatspiser og slatsover lidt hele dagen igennem.
Det vil være rigtig godt, hvis I kan forsøge at skabe en rytme, hvor hun har aktive, vågne perioder, hvor I hjælper hende med at bruge sig selv rigtig godt motorisk og mentalt. I skal være opmærksomme på, at hun ikke længere er et spædbarn, men en aktiv lille baby. Så nogle gange når hun gaber, så er det måske fordi hun keder sig og har brug for aktivitet, og ikke fordi hun skal puttes til at sove.
Jeg synes ikke, at I skal putte hende i barnevognen og lade hende græde sig i søvn. Det er naturligt, at hun kan protestere lidt mod søvnen og græde, fordi hun har svært ...
... ved at koble fra og finde ro - men i givet fald græder hun kun i få minutter og falder så i søvn. Hun skal ikke ligge i sin barnevogn og græde ulykkeligt i længere tid. Derfor skal I lytte til jer selv og det som føles rigtigt og naturligvis tage hende op - hun stopper jo med at græde med det samme, når I holder hende og derfor skal I naturligvis gøre dette :)
Det er vigtigt, at hun er tryg ved at sove og forbinder det at blive puttet med noget trygt, dejligt og rart. Og hun skal som sagt ammes lige før hun puttes. Start med at skifte hende, læg hende til brystet og lad hende die, se på hende. Lyt til hendes vejrtrækning og se på hendes øjne. Læg hende fra dig lige der, hvor hun næsten sover, men ikke sover helt. Du kan se mælk i hendes mundvige, hun er fyldt med mælk og indtryk og parat til at sove, og flyt hende så stille og roligt fra din favn, og ned i barnevognen eller i tremmesengen. Stå ved hende, hold dine hænder beroligende på hendes krop, så hun kan mærke dig og lul hende ind i søvnen med lidt kærtegn og bevægelse, hvor hun ligger.
Udnyt også dobbeltsengen. Læg dig med hende og am hende liggende. Det er en rigtig god måde at hjælpe hende til ro på og sikre, at hun spiser godt ved brystet, tager godt fra. Og samtidig lærer hun at falde i søvn imens hun ligger ned og uden at være i bevægelse, uden at skulle trilles, vugges eller lignende. Lad hende på den måde falde i søvn ved siden af dig, men prøv om du kan lirke brystet ud af munden på hende, før hun sover helt, så hun lærer at overgive sig til søvnen uden brystet i munden. Og udnyt tiden til også selv at få lidt hvile. Hvis hun efter 20-40 minutter viser tegn på at ville vågne, så være parat med din nærhed og kærtegn og har hun brug for brystet igen, så giv hende dette. Derefter vil hun ofte kunne sove et lidt længere søvnstræk og dermed få den søvn, som hun naturligt har behov for - de lidt længere lure, som I efterspørger :)
Det kan ofte også være en god idé at lægge et bad ind midt på dagen - gerne får hendes middagslur. Mange børn vil i denne alder trives med 3, nogle gange 4 lure dagligt, og et bad før middagsluren kan forlænge hendes vågenperiode lidt midt på dagen og samtidig bruger hun sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt, når hun får et bad.
En skitseret dagsrytme kunne se således ud:
Tidlig morgen: Ammes og sover videre, starter ofte dagen med en lille ekstra amning, lige før I står op.
Leger, er aktiv, pludrer, bruger sig selv motorisk og mentalt
Formiddag: Ammes og puttes til formiddagslur
Vågner og er igen aktiv, bruger sig selv. Kommer i bad, stimuleres godt her, frotteres med håndklædet
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Frokost: Ammes og puttes til middagslur
Vågner og leger, er igen aktiv og bruger sig selv
Eftermiddag/tidlig aften: Ammes og puttes til dagens 3. lur
Vågner og er aktiv
Aften: Er ofte meget vågen om aftenen og spiser ofte hyppigt ved brystet.
Ammes og puttes til natten - mange børn går sent i seng i denne alder og sover ofte først omkring kl 22 - det er helt naturligt og det ændrer sig igen.
Nat: - Ammes først på natten og igen tidlig morgen
Hvis hun har sovet en meget lang lur i løbet af dagen, så vil hun naturligt kunne have brug for amning, når hun vågner, og det skal hun have. Men det vil stadig være godt, at hun tilbydes brystet før hun så skal sove næste lur :)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og at det giver lidt idé om, hvad der sker hos jer :)
Glæder mig til at følge jeres lille familie fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
Viden om børn:
Ekstra væske baby
Børn, der får flaske, kan i visse perioder have behov for at få ekstra væske. Det kan være ved sygdom med feber, eller i særligt varme sommerperioder.
Nogle gange vil barnet vise behov for en ekstra flaske mælk, og det er helt fint. Børn der får flaske skal have lov til at selvregulere deres behov. Men andre gange vil det være fint at tilbyde væsken som vand. De første 4 mdr. skal vandet koges. Derefter kan barnet få vand fra hanen, med mindre man har privat vandboring.
Body Mass Index - BMI
Body Mass Index er en beregning af hvordan en persons højde passer til personens vægt. BMI defineres som vægten i kg divideret med højden i meter i anden (kg/m2).
Et sundt BMI for voksne ligger mellem 18.5-24.9. Man bruger ikke denne måling til små børn, men i stedet bruger man vækstkurver.
Ved at tegne barnets længde/højde og vægt ind på en kurve, så kan man følge om barnet vokser som det skal.
En tommelfingerregel lyder at små børn fordobler...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.