Svar: 2 år

---

Kære du

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng :) Det lyder som om, at det går bedre med børnehavestarten, det lyder som om, at jeres dreng trives der og bliver rost af pædagogerne, og I kan fornemme, at det modner ham på flere punkter at være der... Dejligt! Og stort tillykke med at du er gravid - det er også rigtig dejligt, men naturligt også hårdt med den alder jeres dreng har netop nu...:)

Der er ingen tvivl om, at der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres dreng i denne alder. Du skriver blandt andet: "Det er som om, at han begynder at ville være mere sig selv... og som om, at han ikke har brug for os på samme måde mere, eller har, men ikke viser det..." Og det er faktisk meget rigtigt set:) Jeres dreng brager lige nu igennem selvstændighedsalderen, og det er en udfordrende tid for både forældre og barn. Det er en tid som kræver urolig stor tålmodighed og omsorg - samtidig med at I naturligvis også gerne vil lære ham visse regler - det hører med til opdragelsen. Det er en tid, hvor han kan skifte meget hurtigt i sit humør - han er så glad, sjov og charmerende, og pludselig bryder hele hans verden sammen, og han bliver vred, slår ud efter jer, spytter, smider sig i gulvet...

2års alderen er en svær alder - der er så meget, jeres dreng gerne vil og også kan - både fysisk og verbalt - men der er også rigtig mange ting, som han endnu ikke mestrer, og hvor han har brug for jeres hjælp. Selvom han begynder at kunne sige flere ord og sætte mere og mere ord på sine følelser, og hvad han vil eller ikke vil, så kan han ikke give utryk for sine frustrationer verbalt, og når han magler ord, så vil han reagere fysisk i stedet. Det betyder, at hans verden bryder sammen, at han rent fysisk bryder sammen, og han får det man kalder for et fortvivlelsesanfald.

Det skyldes, at hans hjerne stadig er meget umoden, og han mangler de vigtige forbindelser mellem hjernens forskellige dele - de forbindelser som skal gøre, at han på sigt er i stand til at bevare roen og overblikket. Lige nu handler han meget lystbetonet, og det er derfor, at han f.eks. rejser sig op ved bordet, hellere vil male væggen med tandbørsten end have børste sine tænder, begynder at hoppe osv. Han har en naturligt lyst til at bevæge sig, afprøve verden, finde ud af hvordan alt fungerer og er ikke i stand til at se om tidspunktet er rigtigt eller overskue at saftevandet ryger ud af koppen, hvis man hopper med den... han gør det, fordi han er styret af lyst...

Og når han så mærker, at I vil noget andet end han vil, når I siger nej eller stopper ham i noget, som han er igang med, så bliver han oprigtigt ked af det, frustreret og fortvivlet. Nogle gange vil han bryde sammen på gulvet, være tydeligt i oprør og blive rigtigt ked af det, andre gange vil han måske kunne sætte et enkelt ord på "dum" eller lignende - ikke fordi du er dum, men fordi han oplever situationen dum... Nogle gange vil han slå ud efter dig, fordi han ikke kan sætte ord på, at han synes det er uretfærdigt, at han ikke må lege med maden, hoppe på stolen osv. Og da han ikke kan give udtryk for sine følelser verbalt, så slår han og siger på den måde fra...

Det spiller naturlig også ind, at du er gravid. Han mærker forandringen, og selvom I måske har sagt at "mor har en baby i maven", og han godt kan sige ordet "baby", så forstår han naturligt ikke, hvad det betyder. Men han mærker, at der sker nogle ændringer. I kræver mere selvhjulpenhed af ham nu - han skal gøre flere ting selv, prøve selv. Du løfter ham ikke op som før og bærer ham ikke rundt, men kræver at han selv skal gå. Nogle gange stiller du måske krav til ham bevidst, andre gange er det ubevist og sker helt naturligt, netop fordi du er gravid. Samtidig med dette er han startet i børnehave, hvor der også stilles mange krav til ham - og det er et eller andet sted helt naturligt, at han reagerer på alt det nye, som sker omkring ham.

Du nævner et par gange, at han ofte griner, når I skælder ham ud, og det skyldes ofte to ting:

1. At han er så tryg ved mor og far, at han ved, at uanset hvordan han opfører sig, så er han elsket højt og derfor tør han godt vise, at I ser sjove ud, når I skælder ud...:)

2. At han føler sig usikker i situationen, hvor I skælder ud. At han simpelthen ikke ved, hvilket ben han skal stå på. Børn som bliver skældt meget ud, vil ofte reagere ved enten at grine, lade som om, at de er ligeglade eller lade som om, at de voksne ikke er der - det er deres måde at håndtere skæld ud på - fordi det er meget ubehageligt at blive skældt ud..:)

Jeg er med på, at I gerne vil lære ham visse regler - lære ham, hvad han må og ikke må osv. Det forstår jeg godt, og han skal naturligvis også lære visse ting. Men prøv at overveje følgende:

Er I nogle gange lidt for fokuserede på, hvad han gør forkert, fremfor at fortælle ham, hvad I gerne vil have...

Er han egentlig klar over, hvad det er I ønsker, at han skal gøre, i stedet for det han gør...

Reagerer han som han gør (med unoder) for at få opmærksomhed...

Med børn i denne alder kan det nogle gange være en rigtig god idé at give ham fysisk kontakt, imens I fortæller ham, hvad I gerne vil have. Det kan være at tage ham på skødet, holde ham ind til jer, tage hans hånd. I behøver ikke nødvendigvis se hinanden i øjnene, men den fysiske kontakt er vigtig og forklar så stille og roligt, hvad det er der forventes nu: "Jeg vil gerne have du sætter dig på stolen" eller lignende.

Hvis det er en måde at få jeres opmærksomhed på, så kan det også nogle gange være en god idé ikke at gå fra ham men gøre det modsatte - f.eks. sige "din lille bølle, skal du være fræk - her i huset kilder vi frække drenge!" og så fange ham, tage ham på skødet og kilde ham, så han mærker jer helt tæt på og fornemmer, at I er der, at I ser ham og rigtig gerne vil ham. Derefter vil han nogle gange have lettere ved at høre efter, hvad det er I siger, hvad det er I skal :)

Hvis han sparker ud efter dig, spytter og slår dig bevidst, så skal du naturligvis sige fra, sætte ...

---

---

... ham fra dig og sige nej, stop osv. som du gør - og her kan du også vælge at trække dig for på den måde at vise ham, at det her bryder du dig ikke om, det er ikke rart. Du skal ikke finde dig i alt, men det kan være en god idé nogle gange at overveje, om hans reaktion skyldes hjernemæssig umodenhed og ikke grænseafprøvning :)

Og så til dine spørgsmål:

Ad 1) Når han slår, fordi du siger nej - så kan det nogle gange være rigtigt at flytte ham fra jer. Men andre gange vil det være godt at medtænke et alternativ. Det kan godt være at hans oplevelse er, at I afbryder en rigtig god leg, og når I fjerner ham eller fjerner det han leger med, så bliver han naturligt frustreret. Det kan han ikke sætte ord på, og derfor slår han. Derfor vil det være rigtig godt at vise ham, hvad han kan lege med i stedet.

Lære at sige undskyld er naturligt en rigtig god ting - MEN - det lærer han af, at I siger undskyld til ham og til hinanden i hverdagen. Jo mere han hører, at det er okay at begå fejl og sige undskyld til hinanden, jo mere vil han forstå, at det er naturligt i hverdagen, og at det også gælder ham, og jo mere vil I på sigt kunne forklare ham "du skal sige undskyld til...", når han har gjort en anden ked af det:)

I princippet er det ikke svært at sige "undskyld", det er bare et ord, ligesom han skal lære at sige "tak for mad", "tak for gaven" eller "goddag". Det er nogle af de regler, vi har og noget af det, som børn naturligt skal lære med årene. Men han skal også lære hvorfor - han skal lære at aflæse andre, lære at sætte sig ind i, hvorfor andre får det bedre af, at han siger undskyld - og det kan han slet ikke endnu. Han kan derimod godt begynde at lære, hvad der gør en glad - så når han f.eks. slår dig, så kan du godt vise ham, hvordan man aer i stedet og sætte lidt ord på, hvad der gør ondt, og hvad der føles rart. I hverdagen må du også meget gerne sætte ord på at knus og kram, kys osv. er dejligt, men slag gør ondt... I kan ikke få ham til at sige undskyld, hvis han ikke vil og ikke forstår det - men I kan øve at sige undskyld sammen med ham og bruge det ord som noget naturligt i jeres hverdag, i jeres familie :)

Ad. 2) Når jeres dreng råber, så kan det både skyldes, at der i børnehaven er et noget højere lydniveau, og han derfor vænnes til at tale meget højt. Og han hører det ikke selv. Her er det fint, at I forsøger at gøre ham opmærksom på, at man kan tale i forskelligt toneleje - råbe meget højt, tale almindeligt og også hviske. Og I må gerne prøve at lege hviskelege med ham - f.eks. når han råber meget højt og bliver ved og ved.

Andre gange kan det være en god idé at give ham mulighed for at råbe færdig. Så I går udenfor og lader ham råbe alt det, han vil og kan... Og når I så går ind igen, så er det slut med at råbe.

Og så er hans råb også nogle gange udtryk for "se mig, hør mig" og en måde at få opmærksomhed på, og også her kan man nogle gange med fordel fange ham, kilde ham og give ham ekstra opmærksomhed - og efterfølgende, så aflede ham med en bog eller ved at inddrage ham i madlavningen eller lignende, så han glemmer sin lyst til at råbe og kommer videre, fordi der nu er en ny spændende situationen, og I er sammen om noget nyt:)

Ad 3) Der er ingen tvivl om, at han lige nu kan have brug for ekstra omsorg og ro i hverdagen, og det er naturligt svært at give ham med lange dage i børnehaven og en masse nye indtryk og krav der. Derfor vil det være rigtig godt, hvis I kan forsøge at minimere besøg i byen, gæster osv. når I er hjemme, så I forsøger at have lidt ro på fritiden.

---

---

---

I skal også være opmærksomme på, hvordan I selv virker. hvis I har en meget hektisk hverdag og selv virker stressede, så vil han blive påvirket af dette. Han spejler sig i jer, så jo roligere I selv er, jo roligere vil han ofte også være :)

Det er rigtig godt, at han er begyndt at sove igennem. Søvn er meget vigtigt for hans overskud. Og han har sandsynligvis også stadig brug for en middagslur midt på dagen, så giv ham endelig mulighed for dette.

God og sund mad - mange små måltider hele dagen igennem - er vigtigt. Det er med til at stabilisere hans blodsukker og dermed gøre humøret stabilt. Det er vigtigt, at han starter dagen med protein og fiberrig morgenmad. Det kan f.eks. være havregrød eller havregryn, der får blodsukkeret til at stige langsomt over nogle timer.

Giv ham også grovboller som mellemmåltid og giv ham frisk frugt fremfor tørret frugt. Vand bør være hans foretrukne drik, undgå for meget saft og andre søde fødevarer...

Stabil dagsrytme med stabile spisetider og sund kost vil være med til at stabilisere humøret og give mere overskud - også når verden går ham imod.

Ad 4) Det lyder som om, at I er rigtig gode til at inddrage jeres dreng i hverdagen - nogle gange leger I på hans præmisser, og andre gange inddrages han i jeres gøremål, og det er netop sådan det skal være, med den alder han har. Det handler om, at I er sammen og ikke om, at I derfor altid skal lege sammen, så derfor er det rigtig fint, at I tager ham med, når der laves mad, dækkes bord, lægges tøj sammen eller lignende... Og så må han naturligvis også gerne lege lidt for sig selv, hygge sig med sit legetøj, sine biler osv. imens du laver noget praktisk eller måske bare hviler dig på sofaen. Har du på grund af graviditeten brug for at ligge ned, er det også rigtig fint med puslespil eller lignende, som du godt kan hjælpe ham med imens du ligger.. så du stadig er tilgængelig, men på en måde, som også tager hensyn til babyen i din mave :)

Jeg vil anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Den vil være rigtig god nu og i tiden frem, og i den finder du også et kapitel om at skabe et godt søskendeforhold for vores børn :)

Du kan også have glæde af bogen "Ka selv - vil selv... men jeg har brug for din hjælp" af Grethe Kragh-Müller. . En efterhånden gammel men stadig aktuel bog, hvor hun beskriver alderen 1-3 år med alle de glæder og udfordringer der er.

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---