Svar: Madnægter
Kære Milos mor
Tak for dit brev :)
Rigtig mange forældre oplever, at børn i 8-10 måneders alderen begynder at lukke munden for skeen. Det handler sjældent om, at barnet ikke er sulten, men mere om, at Milo nu begynder at vise mere vilje og gerne vil styre måltiderne lidt selv.. og jeg tænker, at dette højst sandsynligt spiller ind hos jer... Som jeg læser jeres brev, så vil han gerne sidde med frugt i hånden og spiser også brød - mest hvidt brød, men nogle gange også rugbrødshapsere, og det er rigtig godt, det er vigtigt at tage udgangspunkt i at han faktisk gerne vil sidde med mad i hånden og spise lidt selv...
Du nævner, at det har været et problem mere eller mindre altid, og du nævner også, at han tidligere har haft svært ved at holde sin vægt, hvorfor du er meget bekymret, når han ikke spiser - det forstår jeg godt. Du ved jo, hvor vigtigt det er, at han får mad og dermed næringsstoffer nok til at vokse og trives, og når han så kniber munden sammen, skubber maden væk, drejer hovedet eller ligefrem begynder at græde, så gør det naturligt noget ved dig...
Og der er ingen tvivl om, at jeres dreng mærker og er bevidst om, at når han lukker munden, så sker der noget særligt. Nogle gange forsøger I måske med specielle retter til ham - i hvert fald lyder det som om, at I nogle gange logger med frugt som alternativ, måske sidder I og diskuterer hen over hovedet på ham, hvad næste træk skal være - du fortæller, at I nogle gange tænder fjernsynet, så han er optaget af det... naturligvis fordi du er bekymret for hans trivsel, men det er også med til at gøre, at han kan måske lukker munden endnu mere...
Det er rigtig vigtigt, at du giver ham madro. Hvis han sidder for enden af bordet med mor og far på hver sin side, så kan det være en god idé at bytte plads med ham, så han rykker ned på siden af bordet. Og det er vigtigt, at du så serverer lidt mad foran ham, så han selv kan gå igang med at spise.
I skal som udgangspunkt spise sammen, men det kan faktisk nogle gange være en god ide, at du fjerner dig fra bordet. At du stadig er i nærheden og har ham under observation, men at du f.eks. tømmer opvaskemaskinen eller gør din egen tallerken klar, imens han sidder med sin mad og kan gå igang med at spise, uden at du sidder og kikker på ham...
Det kan være en god idé at give ham små hapsere af gangen, så han ikke får for meget mad på en gang. Det kan virke uoverskueligt for ham, så lidt af gangen og så tilbyde lidt mere, når han har spist lidt, kan være en god idé.
Maden må meget gerne tage udgangspunkt i jeres mad, så han oplever, at han spiser det samme som jer og kan spejle sig i det I gør. Det er dog helt okay, hvis han får sin mos som en lind mos - og så mad i stykker ved siden af - hvis det fungerer bedst på denne måde lige nu. Han kan alså godt starte med at ...
... spise lidt selv og så må du forsøge at følge efter med lidt lind mos på en ske eller gaffel. Han må gerne spise med fingrene, så han kan begynde at øve sin pincetgreb... 3 små hapsere, som han selv fanger med fingrene og så 3 nye, når han har spist dem og så lidt mos ind imellem og efterfølgende. Medtænk også at mos kan bruges som smørbart pålæg på brødhapsere...
Jeg forstår godt, at du tænker, at du skal bibeholde natamning så længe han ikke spiser mere - men prøv at se det modsat - du er nødt til at skære natamningen væk, for at sikre ham plads i maven og mere appetit til rigtig mad. Det vil være passende med 3 amninger i døgnet nu og jeg vil anbefale, at de ligger før middagslur, aften og sen aften (eller først på natten hos jer). Det betyder, at han ikke længere skal ammes kl 05...
Planen for dagen ser fin og alderssvarende ud - og det er rigtig fint, at du forsøger at tilbyde ham variation af fødevarer, så han får både grøntsager, kartofler, kød, fisk, ris, pasta, grødtyper, brødtyper, frugt og bær.. hvis du kan få ham til at spise lidt fra alle fødevaregrupper vil det være rigtig godt :)
Sørg for at give ham mad i hånden, som han selv kan sidde med og gumle på - og det må gerne være frugt. Det er vigtigt, at I tilbyder ham noget, som I fornemmer han er glad for, så han går igang med at spise og forbinder det at spise med noget dejligt. Som det er lige nu, så lyder det som om, at han ikke bryder sig særligt meget om måltiderne, du skriver, at hvis I presser lidt på, så bliver han helt hysterisk - og derfor er det vigtigt, at I fjerner det pres fra ham og giver ham madro.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Brug forskellige former for fedtstoffer, når I laver mad, så han får en variation af forskellige typer fedt. Giv ham meget gerne laks, makrel i tomat, torskerogn, fiskefrikadeller og lignende - både som aftensmad, men også gerne som pålæg på brød, så han får lidt ekstra fedtstoffer den vej igennem. Avokadomos må han også meget gerne få, og det kan mange børn også godt lide.. Hummus kan også bruges som smørbart pålæg...
Medtænk også protein. Det vil sige, at det vil være godt at give ham forskellige typer kødpålæg og også hårdkogt æg. Han må gerne få ½ hårdkogt æg en gang imellem, som han selv kan spise...
Når du køber brød til ham, så kan du godt vælge de lysere brødtyper, men stadig finde nogen med et højt indhold af fuldkorn. Vælg produkter som vejer lidt, når du holder dem i hånden og gå gerne efter fuldkornsmærket.
Du kan også med fordel bage selv - og du kan komme forskellige grøntsager i de hjemmebagte boller og på den måde også få lidt ekstra variation i ham. Du kan bage havregrynsboller eller grahamsboller, og du kan tilsætte f.eks. græske, kartofler, kål af forskellige slags...
Jeg håber, at dette giver lidt idéer med på vejen - fortsat held og lykke - og også rigtig god appetit!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
Viden om børn:
Ærter
Fra 6 måneders alderen må barnet gerne få ærter. Ærter kan her koges til ærtemos og det samme kan gøres med andre bælgfrugter, som brune og hvide bønner, kigærter og linser.
Barnet optager bedst næring fra ærter og andre grøntsager, hvis de koges.
Fra 9-10 måneders alderen vil mange børn have stor glæde af at spise ærter, det er god træning for at øve pincetgreb og ærter kan fint gives sammen med rugbrød til frokost.
Ærter indeholder protein, samt...
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.