Svar: Nægter sin klapvogn

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter nu har ramt en alder, hvor hun naturligt viser mere og mere selvstændighed og egen vilje - hun protesterer højlydt over at sidde i sin klapvogn, og hun siger nej, ved at skubbe og slå fra sig.. Og det er alt sammen en del af den udvikling, som hun naturligt går igennem netop nu :)

Det er ofte en god idé at finde et alternativ eller indgå et kompromis. Når hun ikke vil sidde i sin klapvogn, så er det måske fordi det er jer, som sætter hende i den - og måske vil hun gerne, hvis hun selv lærer at klatre op. På den måde anerkender I hendes lyst til at bestemme og styre lidt mere selv, samtidig med, at I får hende i klapvognen, som I ønsker :)

Nogle gange kan det hjælpe at tilbyde hende lidt frugt eller andet, som hun kan sidde med i klapvognen, så er er et formål med at sidde der, og noget hun kan tage sig til, andet end blot at sidde. Og samtidig kan hun så koncentrere sig om at spise sin frugt eller klapsammenmad fremfor at koncentrere sig om at "være modsat" :)

Atter andre gange kan det være en god idé, at I lader hende starte med at gå ved siden af vognen, - og så først sætter hende op i vognen, når hun er træt og selv fornemmer, at hun har behov for at sidde der... Igen anerkender I på denne måde hendes lyst til at have lidt medbestemmelse og være inddraget i de ting, som sker omkring hende...

Det er naturligt, at hun prøver flere grænser overfor jer forældre end hun gør overfor f.eks. farmor. Selvom farmor elsker hende højt og rigtig gerne vil hende, så er båndet mellem de to naturligt anerledes end det bånd, som jeres datter har med jer. Hun har højst sandsynligt en grundlæggende følelse af, at I altid vil være der for hende, og derfor tør hun netop afprøve lidt flere grænser overfor jer :)

Med hensyn til at slå og sige nej ved at slå, så handler dette ofte om, at hun mangler ord. Selvom hun har en alder nu, hvor hun begynder at have et større ordforråd, så vil hun naturligt ikke kunne sætte ord på, hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet, ikke føler sig set osv. Og når børn mangler ord, så reagerer de fysisk - de slår, sparker, kaster med ting, bider, skubber, hiver i hår - og ...

---

---

... ofte bryder de også fysisk sammen på gulvet, græder ulykkeligt...

Det er rigtigt, at jeres datter lærer af andre, at hun kopierer andre - og det betyder også, at hun kopierer jer. Derfor er det vigtigt, at I reagerer med ro, når hun gør noget, som hun ikke må. Jo mere roligt I kan tage det, jo bedre er det. Det betyder dog ikke, at I ikke skal sige fra og med den alder hun har, så husker hun bedst, hvis I lader en handling følge med jeres nej. Det vil sige, at hvis hun sidder på skødet af jer eller er i jeres favn og her slår ud efter jer - så sæt hende fra jer, mens I siger nej. På den måde viser I hende, at det bryder I jer ikke om, og at hun ikke kan være på skødet, hvis hun slår. Hvis I skal sidde sammen, hygge jer og have det dejligt, så skal hun ikke slå...

Når hun slår ud efter andre, så er det vigtigt, at I hjælper hende med at se, hvad det gør ved den anden. Hun er stadig en meget lille pige, og der vil være rigtig mange situationer de næste år frem, hvor hun skal guides og hjælpes til at finde ud af at være sammen med andre mennesker. Hun skal lære, hvad det gør ved andre, når hun slår dem. Hun skal se, at den anden bliver ked af det, føle at andre afviser hende, hvis hun bevidst slår ud efter nogen osv. Ligesom hun skal lære, hvordan man gør for, at andre synes, det er dejligt at være sammen med en.

---

---

---

Hvis hun er træt og sulten, så vil hendes overskud naturligt være mindre, og der vil ikke skulle så meget til, før hun bryder sammen, forløber sig osv. Derfor er det vigtigt, at I forsøger at skabe en dagsrytme, som ligger nogenlunde fast - med faste spisetider, tidspunkter for leg og aktivitet og faste sovetider - fordi det naturligt vil minimere antallet af protester og fortvivlelsesanfald i løbet af en dag :)

Det er den spirende selvstændighed, som I mærker - og ofte siger man at det især er 1-3 års alderen som er svær. Det er en tid, som kræver rigtig meget omsorg, nærhed, stor tålmodighed og kærlighed - samtidig med at I jo naturligt gerne vil lære hende visse regler og stille lidt krav :)

Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre - og jeg vil også anbefale jer min bog "Helens bog om børn og opdragelse", som måske kan give lidt inspiration videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---