Svar: At give slip - 11 mdr.

---

Kære triste mor

Tak for dit brev og tak for din åbenhed og ærlighed :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig...

Først - det er utrolig vigtigt, at du ikke føler, at du er tvunget til at gøre noget, som du ikke har lyst til, men bliver nødt til... Det er vigtigt, at du har det okay med at lade din datter passe af en anden, og at du har tillid til, at den der passer hende, vil tage sig af hende, være der for hende osv. Du skriver, at dagplejer er sød, og at I med vilje har valgt dagplejen, for at give jeres datter lidt hjemmemiljø og den tryghed, der ligger i dette - og det lyder rigtig fint. Men du skal have en indre fornemmelse af, at dagplejer vil din datter det godt og tager hånd om hende, giver hende den omsorg, nærhed, trøst osv. som hun ikke kan få af dig, når I er adskilt...

Derudover skal du naturligvis overveje endnu en gang, hvorvidt det er muligt for dig og jeres familie at indrette jer anderledes. I nogle kommuner er der mulighed for, at man kan passe eget barn hjemme, man kan søge om tilskud til at passe selv - i stedet for at sende barnet i dagpleje eller daginstitution. Du kan undersøge mulighederne, hvor du bor, og I kan måske regne på det, og hvad det vil betyde for jer :)

Måske er I allerede opmærksomme på de forskellige muligheder. Du skriver, at I ikke har mulighed for, at du kan blive hjemme sammen med hende i længere tid, men at du vil have mulighed for at give hende kortere dage og hverdagsfri... Og det er super godt. Det vil være rigtig godt, hvis jeres datter ikke behøver være i dagpleje 8 timer hver dag, ligesom en ugentlig fridag kan være guld værd for jer begge to.

Hvis du har mulighed for at lave et nogenlunde fast rul, så hun f.eks. altid er hjemme sammen med dig onsdag og derfor i dagpleje mandag, tirsdag, torsdag og fredag, så giver det hende to dage hjemme, to dage i dagpleje, en dag hjemme, to dage i dagpleje, to dage hjemme... og det vil hun kunne trives rigtig godt med.

Det er samtidig rigtig dejligt, hvis I kan forsøge at give hende kortere dage, men dog ikke så korte, at hun ikke når at opleve en vis rytme i hverdagen. Hun er stadig så lille, at hun ikke kender klokken og ikke kan forholde sig til forklaringer om, at "mor kommer i eftermiddag". Hun vil fornemme tiden ud fra de ting, der sker. Det betyder, at det kan være rigtig godt, at hun f.eks. spiser, leger, puttes til middagslur osv. i dagplejen, og at du så f.eks. altid henter hende, når hun skal spise frugt - fordi hendes indre ur så naturligt fornemmer, at det er her, hun ser dig igen. Hvis du modsat altid henter hende efter 2 timer, så vil hun måske begynde at kikke efter dig, se afventende mod døren, forvente at du skal komme - og vil have svært ved at koble fra og være til stede i nuet og nyde dagen. Det er altså vigtigt at finde balancen mellem at give hende dage, som hun kan overskue, men samtidig også netop give hende tid nok til at være der og nyde at være der :)

Du er bestemt ikke den eneste, som synes det er svært - at give slip :) Der er rigtig mange mødre, som læser med, og som jeg ved vil nikke genkendende til de følelser, du beskriver.

Som du skriver, så er samfundet jo indrettet sådan i dag, at de fleste børn kommer i et dagtilbud, når de er omkring 1 år gamle. At de fleste gør sådan, betyder dog ikke, at det skal være sådan, og man kan godt vælge at gå hjemme med sit barn. Da der ofte ikke er andre børn på vejen eller i gården, som man kan lege med, så betyder det dog ofte, at hjemmegående mødre må opsøge legestuer og forskellige aktiviteter, hvilket der så naturligvis også er mulighed for :)

Når det så er sagt, så skader det ikke din datter, at blive passet af andre. Generelt er det vigtigt, at din datter kan søge trøst hos en anden, når du (eller far) ikke er tilstede. Det kan være en dagplejer, bedsteforældre, en pædagog eller lignende. Og når du afleverer hende i ...

---

---

... favnen på dagplejer, så er det vigtigt, at du netop signalerer, at du har tillid til, at dagplejer tager sig af hende, og at hun kan være helt tryg ved dette. Du skal forsøge at signalere "nu går mor, og dagplejer passer på dig"... :)

Der vil naturligt med tiden komme et bånd mellem dagplejer og din datter, og der vil naturligt opstå en tilknytning mellem dem. Man taler om, at børn har brug for primære og sekundære omsorgspersoner - mor og far er de primære, hvor dagplejer f.eks. er en sekundær. De sekundære omsorgspersoner er de voksne, som barnet kan søge tryghed, trøst og hjælp hos, når mor og far ikke er til stede... Og det er vigtigt, at børn har tilknytning til forskellige voksne - en tilknytning som naturligt dannes over tid og netop dannes i takt med, at din datter kommer dagligt i dagplejen :)

Nogle mødre har svært ved at sende deres barn i dagpleje eller institution, fordi det betyder, at man risikerer at "gå glip af noget". Måske er det dagplejer, som ser jeres datters første skridt eller hører hende sige de første ord - og du vil naturligt gerne være den, som oplever dette... Nogle mødre kan også være bange for, at barnet vil knytte sig mere til dagplejer end til dem, og nogen er bekymret for, at rollen som mor vil træde i baggrunden...

Man kan også have en bekymring om, at der skal ske hende noget. Du elsker hende jo meget højt, og det værste du kan forestille dig er, at der skal ske hende noget, og at du ikke er der til at hjælpe hende.. Igen er det bedste du kan gøre at sikre dig, at hun netop er et sted, hvor der passes på hende, og hvor du kan have fuldstændig tillid til, at dagplejer vil være der for hende, når hun har brug for det...

Og nogen gange er det bare rigtig svært at give slip. Det gør bare rigtig ondt at skulle slippe hende og ikke længere være omkring hende hele tiden... Der bliver rigtig mange situationer fremover, hvor du skal slippe hende, og det første store skridt for jer er måske nu, hvor hun skal i dagpleje. I årene frem, skal du også slippe hende, når hun skal i børnehave, i skole, selv cykle i trafikken, på lejrtur, på klub... osv.

---

---

---

Jeg siger nogle gange, at man skal se båndet mellem os og vores børn som en elastik, fordi det handler om, at vi nogle gange skal lade elastikken være løs, lade elastikken strække sig, og andre gange i stedet skal stramme elastikken lidt. Vi hænger dog stadig sammen, og elastikken eller båndet går ikke i stykker, selvom vi ikke er sammen hele tiden..

Nogle gange kan barnet også blive styrket af, at vi ikke er sammen hele tiden. Nogle gange kan det hjælpe at tænke på, at hun lærer andre ting, når hun er sammen med andre - end hun lærer, når hun er sammen med dig. Og det er vigtigt, at hun stille og roligt og hen af vejen får lov til at prøve selv og lærer at stå på egne ben. Naturligvis vil hun savne dig, og nogle gange kan hun også blive ked af det, når hun så opdager, at du ikke er der til at hjælpe hende - men netop i disse situationer kan hun så også nogle gange finde ud af, at hun godt kan selv - og det er en vigtig følelse hos hende at fornemme "jeg klarede det"...

Igen en balance - ikke for meget alene og ikke for mange krav, som hun naturligt ikke kan håndtere, og samtidig også give hende mulighed for at skabe sig egne erfaringer, finde ud af hvem hun selv er, og hvad hun kan... :)

Du skal på samme måde mærke efter i dig selv - hvad er du parat til, og hvad har du lyst til og mulighed for. Der er ingen af jer, som har glæde af, at du føler dig som "en elendig mor", som du skriver, og det kan være en overvejelse værd, hvordan I kan indrette jer i hverdagen, så I tilgodeser både dit og jeres datters behov for at være sammen.

Jeg håber, at du kan bruge dissse tanker lidt videre, og at det også har givet lidt nye tanker med på vejen...

Rigtig meget held og lykke fortsat - glæder mig til at høre, hvordan det videre går jer:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---