Svar: Adfærd og opførsel bekymrer mere og mere

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og din fine og ærlige beskrivelse af jeres "lille store pige", og den måde du oplever hende på og forsøger at tackle og håndtere situationen på... Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Der er rigtig mange ting ,som spiller ind hos jer - og det ene er naturligt, at I har fået en lillesøster, og at jeres datter nu skal dele mor og far med en anden. Det er meget svært, og det er helt naturligt at hun reagerer. Det er også naturligt, at hun reagerer mere på dette hjemme end hun gør det i børnehaven, ligesom hendes reaktioner kan være voldsommere, når der kommer gæster, end når I er alene...

Derudover så handler det meget om hendes alder. Hun brager lige nu igennem selvstændighedsalderen - og det betyder, at hun har brug for rigtig stor tålmodighed, forståelse og omsorg - også selvom det nogle gange er svært, fordi du bliver bange for, hvad andre mon tænker.

Hun reagerer som hun gør, fordi hendes hjerne er umoden. Der er milliarder af hjerneceller, men forbindelserne mellem den er få - og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen og hjernens forskellige dele, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Det er meget vigtigt, at I møder hende med positivitet, lydhørhed og kærlighed, fordi det er måden I møder hende på, som danner de vigtige forbindelser i hjernen. Det betyder, at du skal vise hende det, som du gerne vil lære hende. Hvis du gerne vil lære hende at lytte, beherske vrede, være venlig, kunne sætte sig ind i hvordan en anden har det og hvordan hun skal møde en anden - så skal du vise hende dette. Hvis du skælder ud, bruger trusler, kalder hende dum, sender hende på værelset, ignorerer hende eller lignende, så vil du aktivere de celler i hendes hjerne, som styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn.. og da hun kun er 3 år gammel, så er der altså endnu et par år, hvor jeres reaktioner har særlig betydning og hvor der er rigtig meget, som hun skal hjælpes til at lære.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Jeres datters hjerne består på denne måde at flere dele, og hun er styret af sin mellemhjerne (pattedyrhjerne), fordi hun ikke er ældre end hun er. Hun er på den måde i følelsernes vold - og kan derfor blive voldsomt frustreret, ked af det, vred, og verden kan let bryde sammen for hende - især over ting, som i jeres øjne virker som bagateller. Og her er det vigtigt, at I påvirker hendes storhjerne - fordi det er den som styrer mellemhjernen. Og det er den I påvirker, når I viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. For at få dannet forbindelserne til denne del af hjernen, så skal I derfor sætte jer ind i hendes situation og give hende idéer til, hvordan hun kan komme videre, rumme hendes følelser og frustrationer - og stille og roligt så lære hende det, som I gerne vil lære hende...

Da hun stadig er styret af sin mellemhjerne, så kan I ikke forlange, at hun skal kunne finde ud af at dele sit legetøj med de gæster I har på besøg. I kan godt forsøge ...

---

---

... at forklare hende, hvordan reglerne er og hvad der skal ske, når gæsterne kommer, men når hun siger "ja" til at dele legetøj, så forstår hun egentligt ikke, hvad det betyder og I kan derfor ikke kræve af hende, at hun skal finde ud af dette og acceptere dette. Som situationen er, så føler hun sig naturligt meget forkert, ikke god nok... Hun har ikke lyst til at dele sit legetøj med andre, kan naturligt ikke sætte ord på dette, med den alder hun har, og hun mærker, at hun ikke lever op til de krav, som I sætter, at hun ikke følger jeres regler. Det er ikke fordi, hun ikke vil, men fordi hun ikke kan - fordi hun har den alder hun har og fordi nu stadig mangler de forbindelser i hjernen, som skal kunne sætte hende i stand til dette.

En løsning kunne f.eks. være at I sætter noget af det legetøj væk, som hun er allermest glad for og ked af at låne ud, så hun får lov til at have dette for sig selv, når der kommer gæster. En anden løsning kunne være, at når hun holder fast i noget bestemt legetøj, så kan I spørge hende, hvad de andre må lege med "hvis du leger med den her dukke, hvilken dukke må X så låne?" eller lignende. På den måde inddrager I hende, appellerer til hendes selvstændighed og hun vil ikke føle sig "overruled", som hun gør i den nuværende situation. Det er vigtigt, at hun har en følelse af, at I lytter til hende :)

Det er når børn opfører sig dårligst, at de har allermest brug for os. Og derfor er det meget vigtigt, at I ser hende, som den omsorgsfulde, fantasifulde og kærlige pige, som du beskriver, at hun er. Når det hele kammer over og ender med skæld ud, nedgørelse og voldsomme konflikter, så kommer alt det negative hurtigt i fokus så er hun "uopdragen", "stædig", "temperamentsfuld", "umuligt at trænge ind til", og du beskriver også, at I ", "altid bøvlet med hende", at hun "piller ved alt", "ikke vil dele", "er ligeglad", "holder på sit eget og eget perspektiv"... sidstnævnte som sagt naturligt for hendes alder.

Det er vigtigt, at I nu begynder at ændre syn og forsøger at holde fokus på det gode, så hun mærker, at I gerne vil hende, og at I elsker hende højt. Hun må ikke tvivle på jeres kærlighed og jeres lyst til at hjælpe, som jeg jo tydeligt mærker ligger til grund for jeres frustration. For det er naturligt svært og frustrerende for jer rigtig gerne at ville hjælpe hende, men at komme til kort og de reaktioner du beskriver hos jer forældre, skyldes naturligt også magtesløshed.

---

---

---

Det er vigtigt, at I er opmærksomme på, at jeres datter har meget svært ved at lytte til jer - men at I skal lytte til hende. Når hun bryder sammen, bliver frustreret, vred, ked af det, ikke vil dele sit legetøj, kaster med tingene osv. så føler hun en smerte inde i sig selv, hun føler sig dårlig og hun er oprigtigt ked af det. Derfor kan hun ikke lytte til jer og jeres forklaringer og hvis I kræver, at hun skal høre efter, hvad I siger eller skal forsøge at forstå, hvorfor hun skal reagere anderledes, så kan hun ikke det.

Det er derimod vigtigt, at I lytter til hende. At I forstår de følelser, som hun går igennem, viser hende at I forstår, hvad det er hun vil eller ikke vil. Viser hende, at I forstår, at hun er ked af det og at I forsøger at sætte jer ind i hendes situation.

Det betyder ikke, at hun skal have sin vilje eller "selv får lov til at bestemme, hvordan man opfører sig, fordi I som forældre ikke formår at trænge ind til hende", som du skriver. Det er vigtigt, at I har visse regler og også forklarer jeres datter, hvorfor I har de regler I har, men det er samtidigt vigtigt, at I har realistiske forventninger til hende :)

Jeg vil anbefale jer rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse meget mere om, hvordan man netop er en tydelig voksen, hvordan man kan hjælpe sit barn med f.eks. at skulle dele med andre og hvordan man f.eks. også giver sine børn et godt søskendeforhold :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---