Svar: 2,5 år og svært ved mødet med voksne- også bedsteforældre.

---

Kære A´s mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af dine piger og jeres forløb - og velkommen til :)

Det er helt naturligt, at A har søgt jer forældre i forbindelse med at hun har været syg og at der er sket store skift i hendes hverdag - både i forhold til at skulle i gæstedagspleje og også i forhold til at skulle dele mor og far med en anden. Hun har naturligt skulle holde fast i de nære, det trygge - og det er mor og far.

De store ændringer i A´s liv er kommet, da hun var omkring halvandet år gammel, og der sker udviklingsmæssigt rigtig meget netop i denne alder. Mange børn vil f.eks. vågne om natten, græde og virke tryghedssøgende, ligesom de kan have svært ved at overgive sig til søvnen. De vil ofte søge ekstra fysisk kontakt og nærhed - både dag og nat - og det handler om, at de i denne alder begynder at have lidt farefornemmelse. Altså oplever, at verden ikke kun er sjov og ballade, men faktisk kan være farlig. De oplever det i løbet af dagen - hvor hun begynder at gå mere rundt på egen hånd, falder, slår sig osv. Hun oplever i denne alder også mere modstand, at de voksne siger mere "nej!", holder hende tilbage, holder fast i hende osv. Ligesom hun også oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet ra hende, skubber til hende, måske bider osv.

Dette udviklingsspring er faldet sammen med de store ændringer i A´s liv, og det er derfor helt naturligt, at hun ikke har kunne overskue andre end jer forældre - og det synes jeg faktisk godt kan ses som et sundhedstegn :) Derfor spiller det også meget ind, hvordan I voksne har regeret, når hun har søgt jer...

Det er f.eks. vigtigt, at I har givet hende lov til at søge jeres kontakt, at I ikke har forsøgt at få andre til at tage over eller mere eller mindre bevidst har forsøgt at skubbe hende fra jer og få hende til at vise interesse for eller lade sig trøste, berolige, lege med andre osv. Tilliden til andre skabes netop ved, at hun får lov til at sidde på jeres skød, studere andre fra sin sikre base, som er mor og far, og i sit eget tempo finde ud af, at andre ikke er farlige :)

Og det er her rigtig godt, at hun nu begynder at snakke om og glæde sig til bedsteforældrene kommer. Ligesom det er super fint, at hun lader gæster og andre "smage" fra hendes legekøkken, kommer og viser dem en bamse osv. Det er helt naturligt og meget fint, at hun tager kontakt på netop denne måde. Og det er vigtigt, at de voksne møder hende positivt, glædes sammen med hende over det hun viser dem osv. Du skriver, at "folk synes det er sært, og at hun reagerer sært" - og det synes jeg umiddelbart ikke - og det er vigtigt, at hun ikke får denne oplevelse, når hun forsøger at tage kontakt. Det er naturligt ikke rart at tage kontakt til nogen, som synes man er sær...:(

Det har også noget at sige, hvordan I ser hende - bliver hun f.eks. set som genert eller omtalt ...

---

---

... som genert? Det er meget vigtigt at du/I ikke sender nogle signaler om, at jeres datter hører til 'de generte'. Hvis man først har fået en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan du også komme til at sige det til andre f.eks. til bedsteforældre sige "hun er jo lidt genert". På den måde bliver hun holdt fast i rollen som "den generte".

Du skal også passe på med at sammenligne hende med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd, hun vil føle sig forkert, når hun ikke kan gøre ligesom de andre. Og det er ikke rart at føle sig forkert.

Hjælp hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende, og hun gemmer sig bag dine ben, så svar for hende. Lad være med at afklare hende et svar "Fortæl nu hvad du hedder", men prøv i stedet at svare for hende og inddrag hende, så du hjælper hende, og hun måske senere selv får lyst til at sige noget. Når fremmede spørger "Hvad hedder du så lille ven?", så fortæller du, hvad hun hedder og siger "ik os?" til din datter, så hun er med i samtalen, oplever at du træder til, når hun ikke selv kan, og samtidig giver du hende mulighed for at sige noget, når hun tør, når hun har mod på det.. Naturligvis med det in mente, at hun ikke vil kunne svare for sig, når hun stadig kun er 2.5 år gammel :)

---

---

---

Hjælp hende også med at være social. Når du kan se, at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så gå med hende. Tag hende i hånden og gå sammen derhen. Og så skal du være den, som tager kontakt, fordi du på den måde giver hende nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer. Du kan tage initiativet til at spørge hvad børnene leger, hvad de hedder osv. og på den måde giver du hende værktøjer til selv at forsøge sig, når hun bliver ældre og har gjort det mange gange sammen med dig. Og når I har talt lidt med de andre, så går I tilbage og hun kan blive på dit skød, være hos sin sikre base - indtil hun måske har fået lidt mod på at gå lidt væk fra dig på egen hånd.

Hun er stadig en meget lille pige, og når man er 2.5 år gammel, så er man meget følsom overfor, hvordan andre reagerer på en. Derfor er det vigtigt, at du guider, støtter, viser hende vejen og hele tiden forsøger at være der for hende, så hun kan bruge dig som sin sikre base, hvorfra hun får det ekstra mod, der skal til for at forsøge lidt selv :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og hvor dejligt at høre, at du har haft glæde af flere af mine bøger - tak :)

Jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---