Svar: Pige på 6 år hører ikke efter

---

Kære C.

Tak for dit brev og dejligt at høre fra dig igen :)

Det er rigtig godt, at Ier begyndt at lave legeaftaler med de andre børn, efter at I til skole-hjem-samtalen har fået at vide, at jeres datter gik meget alene. Det lyder som om, at det har virket rigtig godt, og at hun nu trives bedre i sin klasse. Det er rigtig godt, for det spiller naturligt også ind på hendes overskud derhjemme. Hvis hun ikke trives i skolen, så vil hun naturligt ofte reagere derhjemme...

Når hun reagerer hjemme, så skal I naturligvis altid overveje hvorfor... Er der noget særligt som gør, at hun lige nu ikke ar ret meget overskud og måske derfor svært ved at høre efter, hvad I siger, eller svært ved at dele legetøj, opmærksomhed osv. med sin lillesøster.. eller er der nogle andre ting, som spiller ind. Du nævner selv en del forskellige årsager til at det kan være svært og som kan forklare, hvorfor jeres ældste datter måske reagerer som hun gør overfor dig - og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig.

For det første fortæller du, at far nok er det man kalder autoritær i sin opdragelse, hvor du er mere eftergivende. Autoritære forældre lægger ofte vægt på myndighed og kontrol og der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig. Hvis jeres datter ikke gør, som hun har fået besked på, så falder der ofte en straf.. det kunne f.eks. være, hvis far siger "hvis du ikke spiser din mad, så får du ikke lov til at se tv senere"... Fokus for autoritære forældre er ofte, at barnet skal gøre som den voksne siger, fordi voksne ved bedst og barnet skal gøre, som der bliver sagt, uden at beklage sig eller stille spørgsmål.

Hvis man er eftergivende forældre, så er fokus "bare vi kan være gode venner". Det er lidt, som du selv nævner, at du nogle gange giver dig for fredens skyld. Når man opdrager eftergivende, så er man ofte meget varm og åben, forsøger at lytte til barnet, men hvis barnet bryder reglerne, så er der ofte ikke rigtig nogen konsekvens. Det kan f.eks. være situationer, hvor man siger nej, nej, nej.. jamen så gør det da...

Jeg er tilhænger af, at man forsøger at være myndig forælder... det kan næsten beskrives som en mellemvej mellem de to ting I forsøger :) Når man er myndig, så er udgangspunktet og ens fokus "hvordan kan vi finde en løsning, som fungerer for os begge". Man sætter klare grænser for barnets opførsel og har visse regler - man stiller også krav til sit barn, men det krav, som passer til barnets alder og udvikling. I ser og anderkender pres datter, lytter til hvad hun gerne vil, indgår i en dialog og forsøger at finde en løsning, som kan tilgode se jer begge. Hvis tingene nogle gange er nødt til at være, som I voksne siger - for sådan er det jo nogle gange - så viser I stadig jeres datter, at I godt forstår, at hun vil noget andet. Hun anerkendes og forklares, hvorfor tingene er nødt til at være som I siger.

Børn der bliver opdraget meget autoritært, som bliver råbt af, oplever trusler og straf, som ikke oplever at blive lyttet til og anerkendt, som de mennesker de nu engang er med deres egen vilje, personlighed og ønsker - vil ofte miste respekten for deres forældre. Respekt er gensidigt, og det går begge veje :)

Børn som bliver opdraget meget eftergivende, vil ofte være mindre selvstændige, og de vil ofte være meget udforskende og mangle selvbeherskelse. Det kan f.eks. være, når jeres datter igen og igen kravler op på bordet for at tage slik, selvom hun ved at ikke vil have det, eller når hun bevidst slår ud efter dig, når du siger nej...

Børn som bliver opdraget myndigt vil ofte vise selvstændighed og selvbeherskelse. De er vokset op med regler, de ved hvorfor reglerne er der. De er mødt ligeværdigt af deres forældre, og de stoler på deres forældre. De har naturligt lyst til at gøre, som mor og far siger, fordi de forstår og har tillid til, at vi vil dem det bedste...

For at kunne være myndig, så er det vigtigt, at du er bevidst om, hvor dine egne grænser går, hvad du vil være med til og hvad du ikke vil. Og du skal være tydelig, når du melder dette ud. Det du siger skal passe med dit kropsprog, så din datter ikke bliver forvirret og tror du mener noget andet...

Det er naturligvis fulstændig uacceptabelt, at din datter nogle gange slår ud efter dig, hvis hun ikke får sin vilje. Her skal du sige fra øjeblikkeligt og hun må ikke tvivle på, at du i denne situation bliver vred. "Jeg vil ikke have, at du slår! Man må aldrig slå andre!" og det kan være nødvendigt, at du f.eks. trækker dig væk, så hun mærker, at her gik hun over stregen.

En simpel ting, som kan have stor betydning er f.eks. at du starter dine sætninger med et "jeg". Det kan være f.eks. "jeg vil gerne have, at du tager langærmet bluse på, det er koldt", eller "jeg forventer at du kravler ned at køkkenbordet nu". Når du starter dine sætninger med jeg, så bliver det meget mere tydeligt for hende, hvad du mener - og du har måske en tendens til ...

---

---

... at sige "du må ikke..", "nu skal du...", "kunne du ikke prøve at..." osv. du - du - du...

Det kan også være en god idé at tilbyde alternativer, når du siger nej. Det vil sige, at når hun f.eks. kravler op på bordet for at finde slik i skabene, så kan du sige "jeg forstår godt, at du er lækkersulten. Skal jeg skære noget frugt ud til dig, som du kan få?" På den måde anerkender du hendes lyst til at få lidt lækkert, få en snack, men du bestemmer, hvad der skal være. Samtidig giver du hende en naturligt opmærksomhed, som er positiv, fordi du bruger tid på at lade hende vælge lidt frugt, skære det ud og servere det for hende, måske kan I sætter jer og spise det sammen - og det er langt bedre, end at du bære hende ned fra bordet og kontakten mellem jer bliver en konflikt, som ingen af jer har glæde af...

Det er, som du skriver, også vigtigt, at du inddrager hende i hverdagen og lader hende være med i de dagligdags ting. Det kan være at handle ind eller at lave mad, dække bord, rydde af bordet, sætte i opvaskeren, smøre madpakker, pakke skoletaske, finde gymnastiktøjet frem osv. Det er naturligt vigtigt for hende at have en rolle i jeres familie, og det giver selvtillid at kunne sådanne ting selv og have styr på sine ting. Hun må meget gerne have en ugentlig dag, hvor hun er med til at lave mad og bestemme, hvad I skal have at spise - og hvor det f.eks. er hende, som siger til de andre, når det er spisetid...

Det vil også være en god idé, at I sætter jer ned og taler om, hvordan I hver især kan få plads i familien, og hvordan I kan hjælpe hinanden. I skal alle sammen have det godt og trives i jeres familie og når man er en familie, så deles man om ting og man hjælper hinanden. Der er ingen tvivl om, at jeres datter rigtig gerne vil inddrages og at hun føler, at I bestemmer det hele og hun bestemmer ingenting, men netop via et møde kan man give hende følelsen af, at hun bliver lyttet til, og at hendes mening også tæller. Det er her rigtig vigtigt at I rent faktisk lytter til hende og anerkender, når hun giver udtryk for ting - så hvis hun f.eks. siger, at hun synes, I bestemmer for meget eller at I altid er så sure og skælder ud, så er det vigtigt, at I anerkender dette og går ind i snakken om, hvordan I så sammen kan ændre dette.

---

---

---

Og så er det vigtigt, at I i hverdagen også sætter ord på, hvad hun f.eks. bestemmer. Det kan være, når I er oppe at handle og du ved at I skal have pasta - hun kan så vælge om det skal være pastaskruer eller spaghetti.. Når I skal have yoghurt, så kan hun vælge om det skal være med jordbær, banan eller appelsinsmag... Når hun skal have en langærmet bluse på, så kan hun selv få lov til at vælge om det skal være den røde eller den blå... Det er altså dig der bestemmer de store linjer, at I skal have pasta, yoghurt og det er tid til langærmede bluser, men hun får stadig valgmuligheder og dermed en følelse af at have medbestemmelse - og du må gerne sætte ord på "jeg bestemmer, at vi skal have yoghurt, men du må bestemme, om det skal være x, x eller x".

Der er ingen tvivl om, at jo mere hun føler sig lyttet til og jo mere hun oplever, at hendes mening også tæller, jo bedre vil hun naturligt også blive til at acceptere et nej, når det nogle gange er sådan, ligesom hun også vil blive bedre til at lytte til dig :)

Det er helt okay at de to piger ikke altid kan finde ud af at lege sammen. Der er 4 års forskel på dem, og de er derfor på hvert deres niveau. Derfor skal det være okay, at de nogle gange leger hver for sig og også at du nogle gange deler dem og lader dem sidde i hvert sit rum eller lege med hvert sit stykke legetøj... Har storesøster nogle ting som hun er særligt øm overfor og gerne vil passe på, så er du nødt til at sikre, at lillesøster ikke tager dem, ødelægger dem osv. men netop hjælper storesøster med at passe på tingene, fordi lillesøster er for lille til at kunne forstå, hvad det betyder at passe på noget.

Der er dog også ting, som I eller pigerne kan lave sammen. Det kan være bygge lego, lege med togbane, lege med dukker, klæde dukkerne af og på, give dukkerne mad, putte dem osv. Det kan være at lege købmand, hvor I samler forskelige stykker emballage fra hverdagen, stiller det op som i en butik og køber et legetøjskasseapparat - og så kan de lege, at de kommer og handler ind hos hinanden. Det kan være simple brætspil eller træspil, som de kan lege sammen - det kan være et balancespil, et fiskespil, billedelotteri, huskespil og lignende.. der findes en del spil til børn i alderen 3-5 år, som de begge godt kan have glæde af, selvom den ene er lidt yngre og den anden lidt ældre. Og nogle gange skal I voksne naturligvis spille med, for at det fungerer :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn":) I den kan du også læse meget mere om at sikre sine børn et godt søskendeforhold...

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---