Svar: Bryst som natsut
Kære fortvivlede far
Tak for dit brev :)
Som jeg læser dit brev, så vil du gerne mere på banen i forhold til jeres datter og vil gerne tage over om natten i en periode med henblik på at få amningerne trappet ned og givet mor og datter mere sammenhændende søvn - det forstår jeg godt, og det lyder også som en god idé! Det er dog vigtigt at sige, at de rutiner og vaner, som jeres datter har nu, er noget hun har lært, noget I har vænnet hende til, og derfor vil hun naturligt blive rigtigt ked af det, når I pludselig beslutter, at det nu skal være anderledes.
Jeres datter er afhængig af bryst og favn for at sove. Hun forbinder brystet med at falde i søvn, og hun har brug for brystet for at komme videre i søvnen om natten. Jeres datter har et søvnassociationsproblem, som betyder, at hun er blevet uhensigtsmæssigt afhængig af mors bryst og favn for at kunne sove. Det er naturligt bedst, hvis man kan ændre rutiner gradvist, så hun har en mulighed for hele tiden at følge med - det er lidt svært og hårdt, når I pludselig skærer alle amninger væk - og det vil hun naturligt blive rigtigt ked af og også protestere over. Hun vil naturligt søge brystet og det hun kender og forstår ikke, hvorfor dette pludselig skal laves om... og det er vigtigt at have forståelse for dette :)
Nogle gange lykkes det dog ikke at trappe ud af amning og lære hende at sove uden, og her kan det godt være nødvendigt, at du som far tager over, og at mor sover et andet sted. Det vil være rigtig godt, at mor ikke er i nærheden og i stedet kan jeres datter ligge på mors plads i dobbeltsengen, hvor du så kan give hende masser af nærhed, tæt fysisk kontakt, hjælpe hende til fysisk ro osv. ved at være tæt på hende og lade hende kravle rundt på dig, men hvor amning er udelukket.
Det er en forudsætning for at kunne sove igennem, at hun spiser og drikker tilstrækkeligt dagen igennem, og derfor er det vigtigt, at I forsøger at skabe en fast dagsrytme med faste måltider og vand af kop. Det er dog også nødvendigt at stoppe en del af amningerne for at give plads til mere rigtig mad - på den måde hænger tingene jo sammen... En dagsplan kan se således ud:
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur og skal ikke have mælk først
Frokost 11.30: Rugbrødshapere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager, små bidder af frikadelle (kød eller fiskedelle), ½ hårdkogt æg, og tilbydes også grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet eller det kan være mos fra glas, som passer til hendes alder. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk blød frugt i hånden, frugtmos. Vand af kop.
Aften 18: Familiemad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være moset mad og også mad i stykker - både små hapsede og større stykker, som hun kan sidde med i hånden, gumle på selv. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme osv. efter behov, kommer i nattøj.
Ca. 19.30 - Tilbydes godnatgrød eller en moset banan, sammen med lidt vand. Får børstet tænder.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes og sover videre
Som du kan se, så er der i denne dagsplan 3 amninger - før middagslur, aften og sen aften. disse amninger vil være tilstrækkelige til at dække jeres datters behov for mælk. Når hun bliver 10 måneder, kan hun trappes ud af den ene amning og i 10-12 måneders alderen vil det være fint med 2 amninger i døgnet - enten aften og sen aften, eller før middagslur og aften.
Derudover så er det vigtigt, at jeres datter nu lærer at falde i søvn - uden at hun har brystet i munden. Hun skal puttes uden brystet om formiddagen, så hun kan det her, og de gange, hvor hun ammes før søvn, så er det vigtigt, at hun flyttes fra favn og ned hvor hun skal sove, før hun sover helt. Hvis mor vælger at lægge sig sammen med hende i dobbeltsengen og amme hende liggende, så er det okay - men jeres datter skal slippe brystet, før hun sover. Hun skal helst nå dertil, hvor hun dier, slipper brystet, smiler til mor og triller om på siden og sover.
På sigt skal hun lære at falde i søvn i egen seng og uden favn, men det kan godt være for svært for hende både at skulle undvære bryst og favn på en gang. Derfor tænker jeg, at hun vil have glæde af at skulle undvære brystet først, men f.eks. have dig ved siden af sig om natten, så hun stadig har favnen og nærheden. Det betyder også, at I naturligvis skal sikre jer, at hun ikke kan trille ned af dobbeltsengen, når hun sover.
Du kommer mere og mere på banen ved at tage over om aftenen og gøre alt det som leder op til putning. Det vil sige, at du skal være den, som giver ...
... hende bad, frotterer hende med håndklædet, smører med hende creme, giver hende godnatgrød, og børster hendes tænder. Du gør det hele, blot ikke ammer. Jo mere du gør alt det som leder op til putning, jo lettere vil du have ved at tage over senere, når hun puttes og også om natten.
Så en plan kunne se således ud:
1) Sørg for at skabe en fast dagsplan med tilbud om mange små måltider dagen igennem, samt vand af kop og 3 amninger.
2) Væn jeres datter til at falde i søvn uden brystet i munden. Om formiddagen skal hun puttes uden amning, og før middagslur og aften får hun stadig bryst, men falder ikke i søvn med brystet i munden.
3) Det kan være en god idé at lægge sig med hende og amme hende i dobbeltsengen og lade hende falde i søvn der - fremfor at gå rundt med hende i armene, vugge hende, hoppe med hende eller lignende. I første omgang skal hun lære at falde i søvn liggende ved siden af mor.
4) I kan evt. koble tremmesengen til dobbeltsengen, tage den ene side af tremmerne af og sætte jeres senge sammen. Naturligvis sikre jer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. På den måde kan afstanden mellem mor og datter gradvist øges, og hun kan på sigt blive puttet i egen seng, men hvor du eller mor kan ligge ved siden af hende, berolige hende med hænder, nærhed osv. men uden bryst.
5) Far tager sig af alt det som leder op til putning om aftenen - bad, efterfulgt af babymassage osv. En godnatgrød eller banan, tandbørstning osv. Mor ammer - og putter, men far gør alt det, som leder op til putning.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
6) Far tager over efter amningen sen aften, og mor sover et andet sted. Du giver masser af nærhed, tæt fysisk kontakt. Forsøger at sætte beroligende hænder, beroligende ord, kærtegn, stillingskift osv. i stedet for brystet. Du skal ikke give flaske, det er ikke ekstra mælk hun skal have og hun skal ikke vænnes til at drikke flaske i stedet for bryst, hun skal lære at sove uden bryst og flaske.
7) Du kan evt. føre en nat-dagbog over hvad tid hun vågner, hvor længe hun er vågen, hvor meget hun græder osv. De fleste gange vil man kunne se en ændring efter 3 nætter. Ikke at hun ikke stadig vil kunne være ked af det efter 3 nætter, men de fleste fædre vil her kunne fornemme, at hendes grådperioder er blevet lidt kortere og at hun vil være lettere at hjælpe, trøste og få videre i søvnen...
Jeres datter skal ikke have flaske i stedet for bryst, men får fint sit behov for mælk dækket af de lige nu 3 amninger. Hun skal ikke tilbydes mme af kop, men skal blot tilbydes vand, som vil dække en del af hendes væskebehov. Hun skal heller ikke tilbydes sut, da hun ikke er glad for dette, men skal lære at finde ro med nærhed, kærtegn, stillingskift, beroligende ord - at du er hos hende og hjælper hende, så hun stadig er tryg, selvom det er svært for hende og hun tydeligt er ked af det.
Jeres datter skal ikke falde i søvn med brystet i munden og heller ikke imens hun ligger i favn, vugges osv. Hun skal helst falde i søvn liggende - og helst der, hvor I gerne vil have hende til at sove fremadrettet. Lige nu i dobbeltsengen og fremover gerne i tremmesengen koblet til jeres seng, så I stadig er i nærheden. Senere, når hun har vænnet sig til dette, så kan hendes seng blive flyttet til eget værelse, hvis I har mulighed for at give hende eget værelse.
Hun kan om natten ligge i mors side af sengen, imens mor sover et andet sted og hvor du hjælper hende videre, netop for at give hende nærhed - og i takt med at hun lærer at sove, hvor den fysiske afstand gøres større, så kan du om natten også hjælpe hende videre imens hun er i tremmesengen. Du hjælper hende med dine hænder, kærtegn, nærhed, beroligende ord, ved at lade hende kravle og tumle rundt på dig - som hun nu viser behov for lige nu, men så hun ikke ammes eller tilbydes flaske. Efter midnat skal hun ikke have mælk men lære at sove igennem og så starter dagen med morgengrød og vand af kop.
Jeres datter har ikke brug for amning om natten, men har lige nu sandsynligvis stadig glæde af amningen sten aften. Det vil også gøre det lettere for både dig og mor, hvis I har fulgt dagplanen og også ved, at hun har fået mælk kl 23-23.30 - så er hun ikke sulten eller tørstig, men kan godt hjælpes til at sove til næste morgen uden at blive tilbudt noget i munden. Og når hun så bliver 10 måneder, så kan den sene amning evt. trappes helt ud - afhængig af om hun ammes før sin middagslur i stedet.
Læs også meget gerne min bog "Helens bog om Børn og Søvn", hvor I kan læse meget mere om søvnassociationsproblemer, afvænning fra bryst om natten, den alder og udvikling, som jeres datter går igennem netop nu og meget mere...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med projekt nedtrapning af amning og introduktion af nye rutiner :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
Downs syndrom
Downs syndrom er også det man kalder trisomi 21 eller mongolisme.
Alle gravide tilbydes i dag en undersøgelse af risikoen for Downs syndrom hos fostret. Kvinder kan på baggrund at denne undersøgelse vælge om de vil have en abort. Det betyder at antallet af børn født med downs syndrom er faldet meget de sidste år.
Børn med Downs Syndrom er ligeså forskellige, som alle andre børn er det og derfor er nogle mere påvirkede af deres kromosomfejl end andre. Som forældre...
Tænder
Der er stor forskel på, hvornår børn får deres første tænder. Nogle bliver født med en tand eller to. Andre er over et år før den første tand melder sig.
De fleste børn får dog deres første tænder omkring 6 mdr.´s alderen og vil have et komplet sæt tænder omkring 3 års alderen, dvs. 20 tænder.
Mange børn får ondt i gummerne, når tænderne bryder igennem. Her kan det hjælpe med en bidering, eller noget koldt at bide i f.eks. et stykke agurk. Skær en skive agurk på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.