Svar: Meget urolig om natten
Kære mor
Tak for dit brev og alle dine tanker, jeg vil meget gerne give lidt tanker retur :)
En del børn begynder i 6 måneders alderen at vågne op efter ca 30 minutters søvn, hvor de så søger brystet igen. Det kan virke som om, at de har brug for denne ekstra amning eller har brug for ekstra hjælp til at overgive sig til søvnen, og jeg tænker, at det naturligt hænger sammen med deres alder og udvikling. Nogle gange går det fint med blot at lægge til brystet igen, men andre gange kan det være bedre at amme af to omgange, før du putter ham.
Det betyder, at du f.eks. kan amme ham, skifte hans ble, så han vågner lidt op til dåd igen, og så amme ham igen (eller evt. supplere med en flaske) og først derefter putte ham. Ved at amme ham af to omgange, hvor der er en skiftning undervejs, så kan man nogle gange være heldig, at han sover et noget længere søvnstræk, når han så er puttet, og at opvågningen efter ca 30 minutter kan undgås... så det kan være et forsøg værd hos jer :)
Derudover er det vigtigt, at du forsøger at finde en rytme om dagen, hvor han sikres både skemad, vand af kop og mælk nok. Det er vigtigt, at han tilbydes mange små måltider hele dagen igennem, men ikke spiser så store mængder, at han ikke drikker nok eller afviser brystet. Det betyder, at det kan være bedre at du giver ham f.eks. ¾ dl. grød og mos og han så eftrefølgende tager imod brystet, end at du giver ham 1.5 dl. grød eller mos og han så bagefter ikke drikker nok eller afviser brystet. Balancen mellem skemad og mælk/væske skal findes om dagen for at sikre, at han ikke vågner og søger brystet om natten, fordi han reelt er tørstig eller har brug for at få sit væskebehov tilstrækkeligt dækket her.
Ud fra dine tidligere angivne tider så tænker jeg, at en plan for dagen hos jer f.eks. kunne se således ud:
Tidlig morgen 05: ammes og sover lidt videre til han vågner af sig selv omkring kl 06...
Morgen 6.30: Havregrød, vand af kop.
Sen morgen 8: Frugtmos, frisk blød frugt i hånden og vand af kop.
Puttes til formiddagslur (det er okay, at han springer amningen over her - i stedet kan han få et lille mellemmåltid og vand af kop)
Frokost 10.30-11: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca. kl 12
Eftermiddag 14.30: Tilbydes lidt frisk frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Tilbydes amning og puttes til en lille powernap omkring kl 16... Hvis han afviser brystet her, er det okay, men det vil være fint at tilbyde det...
Aften 17.30-18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden. Udgangspunktet mere og mere jeres mad. Vand af kop.
Ammes, skiftes, ammes (eller suppleres med flaske) og puttes til natten 19-19.30
Sen aften 22-23: Drømmemåltid (ammes eller flaske)
Det kan være trygt og dejligt at sove sammen. Du kan høre ham, og derfor også reagere på hans natlige lyde, og det kan være rigtig rart. Men, det kan også nogle gange forstyrre ...
... jeres søvn. Nogle gange kan det at I sover i sammen rum gøre, at du måske får reageret lidt for hurtigt, når han småklynker og rumsterer om natten, og hvis du ikke var der til at reagere, så ville han måske kunne finde videre i søvnen på egen hånd. Andre gange er det derimod godt, at du er der og reagerer hurtigt, fordi det er med til at forhindre, at han vågner for meget op og derfor har svært ved at sove videre igen, og så skal have unødig ekstra hjælp til dette...
I forhold til hans alder og risiko for vuggedød, så må han gerne komme på eget værelse nu, og du kan godt forsøge, om dette vil gøre en forskel for jer. Det kan sagtens være, at han vil sove mere igennem og netop finde videre i søvnen selv, det kan også være, at du ender med at gå i rutefart mellem soveværelset og hans værelse - det er dog ikke anderledes, end at du kan lave det om og tage ham ind i soveværelset igen, hvis det ikke fungerer for jer :)
Hvis du har et ønske om at få ham på eget værelse, kan det være lettere med den alder han har nu, end når han bliver 8-10 måneder gammel og går igennem separationsfasen...
Der sker som sagt rigtig meget med din dreng udviklingsmæssigt nu. Netop 6 måneders alderen er for mange en lidt svær alder, fordi de oplever barnet ekstra pylret og krævende. Han småklynker, pjevser, vil være på din arm, søger din kontakt, bliver ked af det, når han ligger alene osv. Han begynder at bruge sig selv mere fysisk, han tager fat i sine tæer, putter dem i munden, han triller omkring, forsøger måske at krybe over gulvet, tager bevidst efter legetøj osv. Ting som kræver rigtig meget, det er en svær proces at få hjerne og krop til at arbejde koordineret sammen. Han træner også sine lyde, han skriger højt, brummer dybt og begynder også at lave lyde med sine læber.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hans lyst til at opleve, mærke og fornemme verden gør også, at han kan begynde at sove lidt mere kortvarigt om dagen. Han kan lige nu have svært ved at lade roen komme over sig og have svært ved at overgive sig til søvnen, fordi han rigtig gerne vil følge med i alt, hvad der sker omkring ham. Og når han endelig sover, så har han mange drømme, fordi alt hvad han oplever skal bearbejdes, når han sover, så han kan have mange natlige lyde - og det er så ikke alle lyde, som du nødvendigvis skal reagere på....
Derfor oplever mange forældre, at de i denne alder pludselig skal være hos barnet mere end tidligere. Det er svært for din dreng at ligge og lege på egen hånd, det er svært at sove uden en beroligende hånd, hjælp til stillingskift og lignende. Og det hører alderen til. Så ja, på den måde har han en alder lige nu, hvor han oplever det ekstra trygt at være i nærheden af dig, kunne mærke dig, se dig fornemme dig. Og når det så er sagt, så er det også vigtigt, at du forsøger at skabe nogle vaner og rutiner, som kan fungere for jer begge både nu og fremover, så når du hjælper ham, skal det helst være med så lidt aktivitet fra din side som muligt :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen :)
Fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
Viden om børn:
Æg
Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.
I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.
Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alt din støtte og hjælp indtil nu. Igennem dig har jeg lært at have tillid til mine beslutninger og oser ud af tryghedsposen til min dreng og dette med god samvittighed!!!
Ingen tvivl om at du altid skal være min sundhedsplejerske :-)
Kærlig hilsen
P, mor til dreng på 15 måneder.