Svar: Min søn vil ikke dele mig

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din lille dreng og det I oplever :)

Det er rigtig godt, at du er opmærksom på din dreng og på hans reaktioner, og rigtig dejligt at læse, at du genre vil hjælpe ham :) Og for at starte med dit sidste spørgsmål først - om du bør søge psykologhjælp til ham - så sker der aldrig noget ved at du kontakter en psykolog. Der er i kommunen en pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR), som du kan kontakte. Så kan I drøfte, hvorvidt det vil være relevant at tale yderligere sammen, ligesom de kan oplyse dig om, hvilke muligheder for rådgivning og hjælp der er, hvor I bor.

Når det så er sagt, så tænker jeg, at det er normalt, at din dreng reagerer. Det lyder som om, at der er sket nogle store ændringer i jeres liv, især det sidste halve til hele år. Du og din drengs mor er flytte fra hinanden, og du fortæller, at I er i retten om forældremyndigheden. Du fortæller også, at du er bange for at din drengs mor præger ham til at skubbe din kæreste væk, og det lyder som om, at forholdet mellem jer forældre ikke er det bedste... Derudover fortæller du at din kæreste, som du har været sammen med i 8 måneder er gravid og I venter jeres første fælles barn - stort tillykke med det :) - og så fortæller du også, at hun har en søn. Det er rigtig meget at skulle forholde sig til, når man kun er 2 år og 8 måneder gammel. Og selvom du forsøger at skærme ham, skabe ro i hverdagen og skabe trygge rammer, så kan det ikke undgås, at han mærker så store ændringer og naturligt reagerer på dette.

Du nævner, at han i de tre uger, hvor I kun har været dig og ham, så har han været meget mere rolig og glad. Og måske er det netop roen og tosomheden, som han har reageret så positivt på...:)

Han er stadig så lille, at han ikke kan sætte ord på sine følelser, men der kan være rigtig mange følelser i ham, og som han viser ved f.eks. at afvise din kæreste, bryde sammen, græde osv.

Han kan f.eks. godt blive usikker på, om du stadig elsker ham og blive i tvivl om, hvorvidt der er samme plads i dit hjerte til ham, som der har været før. Han ser jo, at du viser kærlighed til din kæreste og nu også den kommende baby i maven, og det kan godt gøre ham usikker og en følelse af "er der mon kærlighed nok til alle...". Han kan også føle sig udenfor, når han ser jer sammen. Han ser hvordan du kikker på din kæreste, sidder sammen med hende, lægger hånden på hendes mave - og det kan give en følelse af "de to har noget sammen, de giver det til hinanden, men ikke til mig".. Og det samme kan ske i forhold til den dreng, som din kæreste har. Han kan også være en rival i forhold til din kærlighed og til hendes ...

---

---

... kærlighed...

Det betyder ikke, at du ikke gerne må vise din kæreste, hendes søn og jeres kommende baby kærlighed. Det må du meget gerne. Men du skal være meget bevidst om, hvordan din dreng reagerer på dette, og du skal huske også at se ham, inddrage ham og igen og igen vise ham, at du stadig er der hundrede procent for ham.

Du skriver, at du er bange for, at din søn ikke vil acceptere din kæreste, og jeg tænker, at det lige nu er vigtigt ikke at presse på i forhold til dette. Det er vigtigt, at du ikke presser de to til at være sammen, men giver det tid. De skal stille og roligt opbygge et forhold sammen, hvor de starter med at kunne lave små ting sammen, og din søn gradvist føler sig tryg i hendes selskab. Det vil være små ting, som at de sidder og læser i en bog, bygger et puslespil sammen, bygger togbane, går en tur, handler sammen osv. Og ikke et krav om at hun f.eks. skal kunne putte ham - det er han slet ikke parat til endnu.

Det er vigtigt, at du signalerer, at hun er en ven - både din ven og også hans ven. At du er glad for hende, men uden at han føler sig presset til at skulle være lige så glad for hende. Det er vigtigt, at I derfor gør ting sammen alle tre, alle fire, så din dreng også kan spejle sig i det han ser, du signalerer, at han kan være tryg, og at I alle kan have det hyggeligt og sjovt sammen. Så tilliden til hende gradvist bygges op ved at I er sammen, bruger tid sammen, gør ting sammen, som er hyggeligt for alle.

---

---

---

Og det er på samme måde vigtigt, at din kæreste viser interesse for din dreng, er nærværende og opmærksom på ham, når I er sammen, så han igen og igen mærker, at hun faktisk gerne vil ham. Det er vigtigt, at hun forsøger ikke at blive såret, hvis han afviser hende - for han har også en alder, hvor han naturligt er igang med at undersøge, hvordan verden fungerer. Hvis hun igen og igen bliver ked af det, så kan det forstærke hans lyst til at afvise hende - ikke for bevidst at være ond, men fordi han forsøger at lære, hvad det betyder...

Du nævner ikke, hvor gammel hendes søn er, om han bor fast hos jer eller også er hos sin far, hvordan forholdet mellem mor og søn er, far og søn er, dig og sønnen er... men det spiller naturligt alt sammen også ind på din søns raktioner. Der er igen meget at skulle forholde sig til her, og det er ikke let...

Der er også den mulighed, at du taler med institutionen, hvor han går - er han i vuggestue eller på vej i børnehave? Det vil være relevant at tale med pædagogerne om, hvordan de oplever ham i hverdagen. Det kan give dig lidt idé om, hvordan han generelt trives og har det :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---