Svar: Søvn og skolestart
Kære L
Tak for dit brev :)
Tænk at jeres datter allerede er begyndt i skole... Det er som du skriver kæmpe stort, og det er helt naturligt, at hun reagerer. Jeg ved fra dine tidligere breve, at jeres datter er særligt sensitiv, og det kan godt være med til at gøre skolestarten lidt ekstra svær.. men det er okay :)
Det er vigtigt, at I sætter ord på, at I godt ved, at det er en svær periode. Det er naturligt svært at skifte fra børnehave til skole, ligesom det er svært f.eks. at skulle starte på et nyt arbejde. I kan godt sætte ord på, hvordan I genkender den usikkerhed, man naturligt kan føle, måske sætte lidt ord på, hvordan I plejer at håndtere det, måske give lidt eksempler på, hvad I synes har været svært, at I f.eks. ikke vidste, hvor toilettet var eller ikke vidste, hvor I skulle spise jeres frokost. Give eksempler på ting, som kan virke som "bagateller", men som faktisk kan skabe stor usikkerhed. I kan også give forslag til, hvad hun kan gøre, hvis hun synes det er lidt for stor og ny en verden.
Hun vil sandsynligvis være ret god til at sætte ord på sine følelser, hun vil være ret god til at mærke efter i sig selv, god til at reflektere og udtrykke sig - og måske vil hun give udtryk for frustration over, at andre børn ikke altid hører efter, ikke altid behandler andre pænt osv. og det er naturligt svært at håndtere, når man godt selv kan finde ud af det. Det gør ondt og er bestemt ikke rart, når man mærker, at andre børn ikke er søde ved hinanden, taler grimt og lignende... og det kan hun godt bruge mange kræfter på at spekulere over.
Nogle børn er rigtig gode til at sige "pyt med det", de glemmer hurtigt ting, og kommer videre eller lægger måske slet ikke mærke til, hvad der egentlig sker omkring dem. Jeres datter tænker måske rigtig meget over alt det hun oplever og har svært ved at glemme det - og det er vigtigt, at I giver hende mulighed for at sætte ord på noget af alt det hun oplever og tænker. For det er også en stor styrke at kunne mærke efter, hvad der er rigtigt og forkert og at kunne sætte ord på sine tanker og følelser :) Og hun skal naturligt have at vide, at det ikke er forket, at hun har det som hun har det, men at det faktisk er rigtig godt, at hun taler med jer om det, og det er ret flot at hun kan det i en alder af 6 år. Hun må ikke føle sig forkert, men skal have en følelse af, at hun er helt, som hun skal være.
Det er helt naturligt, at hun lige nu kan søge jer ekstra og have en form for "separationsangst". Det er svært at være i den nye verden som skolen er og skulle forholde sig til at netop alt er nyt - nye voksne, nye børn, nye regler, nye rammer, som du skriver. Måske især hvis man rigtig gerne vil gøre det hele rigtigt. Jeg tænker dog, at I godt kan være der for hende, uden at hun lige nu behøver rykke tilbage i soveværelset - ikke fordi jeg ikke synes at man skal kunne komme ind til mor og far, selvom man er 6 år gammel og går i skole, det er jeg stor fortaler for, men fordi jeg ved, at I har arbejdet rigtig meget med at vænne hende til at sove på eget værelse - og at det faktisk går ret godt.
Jeg tænker, at jeres datter har brug for struktur, fordi det giver overblik og dermed tryghed og ro - og en del af strukturen vænner hun sig naturligt til i skolen, det bliver gradvist lettere for hende at finde ud af, hvad man gør, hvornår og hvordan, så hun kan overskue en dag, og hvad der skal ske. Men strukturen kommer også derhjemme ved at I bibeholder de ...
... trygge rammer, som I allerede har fået skabt.
Jeg tænker derfor, at jeres eget forslag om at købe en større seng til hende - "en skolepige seng" - er en rigtig god idé, hvis hun vel at mærke selv virker interesseret i dette. Hvis hun er rigtig glad for sin seng med stige, så skal I naturligvis lade hende beholde den, men I kan godt tale med hende om, hvorvidt hun måske kunne tænke sig en seng, hvor I kan sidde på sengekanten, eller i fodenden, når hun skal puttes. Så I på den måde holder fast i, at hun stadig puttes i egen seng på eget værelse, men også lytter til, at hun kan have brug for lidt ekstra tryghed og nærhed lige nu. En ny seng er på den måde en god løsning, som kan tilgodese alles behov :)
En ny seng vil også gøre, at I ikke behøver starte ritualet i jeres seng og derefter gå til værelset, men med det samme kan putte hende på eget værelse. Det at opdele ritualet kan nogle gange gøre det sværere for hende at skulle sove. Det at overgive sig til søvnen er forbundet med separation/adskillelse fra jer, og når I starter ritualet i en seng og derefter går til hendes seng, så kan det være med til at forstærke følelsen af separation. Det kan godt være derfor, at hun græder, protesterer og er ekstra ked af at skulle flyttes/sove nu.
Jeg synes også, at I stadig skal skiftes til at putte hende, men naturligvis kan mor komme ind og sige godnat, selvom det er far som læser godnathistorie og synger godnatsang. Så hun på den måde stadig siger godnat til jer begge.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det gør ikke noget, at hun lige nu sover sent og derfor ikke får søvn nok. Der vil være rigtig mange børn i klassen, som sover dårligt i øjeblikket. Jeg er helt med på, at vi som forældre skal hjælpe vores børn til at sove godt om natten, og sikre, at de får den søvn, som de har behov for, så de kan lære, følge med i skolen og have overskud til alt det der sker, men det er en overgang. Det er en periode, og det ændrer sig igen, når hun har vænnet sig til den nye hverdag.
Jeg forstår godt, når du skriver, at du gerne vil give hende så meget tryghed som muligt og har lyst til at lade hende falde i søvn i jeres seng. Du (og far) ved godt, hvordan hun har det. Du/I har selv gået i skole, og du/I forstår godt, hvad det er der rør sig i hende, og hvorfor hun reagerer som hun gør.. Og det kan være rigtig svært at håndtere, når børn står i situationer, som vi godt kan genkende og hvor vi mærker, at det her ville vi også selv synes var svært.
Det er dog vigtigt, at du/I ikke lader jeres egne følelser tage over, men at I forældre sammen holder fast i, at det er okay, at hun stadig sover på sit eget værelse. I er der jo for hende, giver hende masser af tryghed, kærlighed og nærhed - og det ville stadig være svært at starte i skole, selvom hun sov i smørhullet. Jeg er ikke sikker på, at det hos jer ville gøre situationen lettere... jo hun ville måske lige nu få lidt mere søvn, men det er som sagt en overgang, og det er okay, at det lige nu er lidt svært. Og en ny seng lyder som en god løsning. Jeg hører ikke, at jeres datter er ked af det, at hun virker utryg eller lignende, jeg hører snarere at hun er usikker på alt det nye som sker, og at hun derfor naturligt søger tilbage til det, som har været mest tryg for hende - sove mellem jer. Men hun er faktisk også okay med at sove selv, og hun er tryg ved de rutiner I har fået skabt :)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - stort knus med på vejen - og rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
Hormonbehandling
Hormonbehandling bliver brugt som fertilitetsbehandling, ofte i forbindelse med insemination.
Man giver kvinden hormontabletter som stimulerer kvindens ægløsning, så der modnes flere æg end normalt.
Derudover kontrollerer man kvindens ægløsningstidspunkt, ved hjælp af hormon-indsprøjtning, så man kan afpasse tidspunktet fuldstændig med samleje eller insemination.
Ekstra væske baby
Børn, der får flaske, kan i visse perioder have behov for at få ekstra væske. Det kan være ved sygdom med feber, eller i særligt varme sommerperioder.
Nogle gange vil barnet vise behov for en ekstra flaske mælk, og det er helt fint. Børn der får flaske skal have lov til at selvregulere deres behov. Men andre gange vil det være fint at tilbyde væsken som vand. De første 4 mdr. skal vandet koges. Derefter kan barnet få vand fra hanen, med mindre man har privat vandboring.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.