Svar: Man spiser vel selv som storesøster, eller gør man?

---

Kære Emmas mor

Tak for dit brev og hvor er det dejligt at høre, at det er gået så fint med at få en lillebror og pludselig være en familie på fire - for der er ingen tvivl om, at det naturligt er en stor omvæltning, også når der ikke er mere end godt halvandet år imellem sine børn.. selvom Emma på mange måder virker stor i forhold til sin lillebror, så er hun også stadig en lille pige, og det er naturligt vigtigt at anerkende dette :)

Jeg tænker, at der er flere ting, som spiller ind på jeres datters behov for hjælp til at spise... Nogle gange er det naturligt fordi hun er træt og bare slet ikke kan overskue maden, tallerkenen, måltidet... andre gange handler det om alder, udvikling og behov for at finde ud af, hvordan I reagerer på det hun gør... og atter andre gange handler det om, at hun netop er blevet storesøster, og at det naturligt er svært at finde ud af, hvad forskellen er på hende og lillebror, ligesom hun nogle gange også bare gerne vil have lov til at være lidt babyagtig stadigvæk...

I skal derfor forsøge at finde ud af, hvad der gør sig gældende i de forskellige situationer. Hvis hun er rigtig træt og tydeligt har brug for jeres hjælp, så skal I hjælpe hende, måske mose kartoflerne med lidt sovs, hjælpe hende med at maden op på gaflen, motivere hende til selv at komme maden i munden osv. Så I ser hende, hjælper og også guider og støtter...

Når hun bevidst kikker på jer og smider maden på gulvet, tværer den ud i håret osv. og I kan se, at hun gør det for at få en reaktion fra jer, så er det vigtigt at anerkende, at hun naturligt har brug for jeres hjælp til at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Hun afprøver hypoteser: "Hvis jeg smider maden på gulvet, så siger far nej?", ja det gjorde han. Hun afprøver igen "Hvis jeg smider maden på gulvet, så siger mor også nej?", Ja det gør hun...

Når man er 2 år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. De ser du blandt andet ved, at hun begynder at sige "Nej!" eller "Min!" - også om ting, som ikke er hendes. Hun vil også begynde at sige "jeg" om sig selv i stedet for at sige "mig". Det er en meget følsom alder, og hun bliver tydeligt glad og stolt, når hun mærker, at I tror på hende, tror på det hun kan og synes godt om det hun gør - og hun kan blive oprigtigt ked af det, hvis hun mærker, at I ikke synes om det hun gør eller hvis I irettesætter hende eller stopper hende i noget, hun gerne vil. Hun er med den alder hun har naturligt følsom og sårbar overfor, hvordan i reagerer på hende og det hun gør.

Det betyder ikke, at I ikke gerne må lære hende at hun ikke skal kaste med maden eller smøre det ud i håret og det er helt okay, at I siger ...

---

---

... nej i en sådan situation. Men nogle gange kan det være bedre at sætte ord på det, som I gerne vi have hende til og f.eks. sige "ind i munden skat, ind i munden" eller I kan sige "vil du smage min mad?", "må jeg smage din mad?"... så fokus netop bliver på det at spise og at I spiser sammen, fremfor på det som I gerne vil se mindre af...

Det er også vigtigt at anerkende, at hun naturligt også spejler sig i sin lillebror og han får jo lov til at spise med fingrene og smører naturligt maden ud på bordet, i håret osv. Og det er svært at forstå, hvorfor han må det, når hun ikke må det - og hun vil naturligt forsøge at finde ud af, hvorfor der er forskel på ham og hende... hvorfor skælder I hende ud og ikke ham ud...? Det er her vigtigt at medtænke, at selvom hun er glad for sin lillebror, så er han også en rival til jeres kærlighed og opmærksomhed, og hun kan naturligt godt blive i tvivl om, hvorvidt der er samme plads i jeres hjerte til hende, som der er for ham... Derfor er det vigtigt, at I generelt i hverdagen gør meget ud af at anerkende og se hende, så hun føler sig prioriteret og lyttet til og ikke er i tvivl om, at I stadig er der hundrede procent for hende.

---

---

---

Der findes en gammel børnebog, som hedder "Jeg vil osse være baby" af Mats Letén, der handler om Top, som får en lillebror, der tisser op i luften og mor og far synes det er så sjovt.. så hun vil også være baby igen. Lige indtil legekammeraten ringer på døren, så er det alligevel sjovere at lege end at være baby... Jeg tænker, at det ville være en god bog at læse for jeres datter, fordi den naturligt fortæller lidt om nogle af de følelser, som jeres datter måske går rundt med og på den måde anerkende disse :)

I skal altså forsøge at finde balancen mellem at hjælpe hende, guide hende, være der for hende, støtte hende i at kunne flere og flere ting selv, men også tage over og hjælpe hende, når hun tydeligt har behov for det. I skal være opmærksom på, at når hun igen og igen sætter benene op på bordet, eller kaster med maden eller lignende, så kan det være en måde at søge jeres opmærksomhed på, og at I derfor nogle gange netop skal give hende ekstra opmærksomhed. Det kunne være ved at sige "din lille bølle, her i huset kilder vil bøllespirer som dig" og så tage fat i hende, holde hende, kilde hende og på den måde netop lade hende mærke jer fuldstændig - så hun netop føler sig holdt, set og mødt - og bagefter vil hun så måske kunne lidt flere ting på egen hånd igen :) Og I vil også med lidt bedre samvittighed kunne holde fast i, at nu skal I altså sidde og spise og ikke lege med maden...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---