Svar: 2,6 årig med stort temperament

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev :) Hvor dejligt at høre, at I har fundet en ny institution og at det bare går langt bedre der - krydser fingre for at det fortsætter i det nye år :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres dreng netop nu. Han er 2.5 år gammel og brager igennem selvstændighedsalderen, og det er en tid, som kræver rigtig meget opmærksomhed, omsorg og forståelse, samtidig med at I har nogle regler, som I naturligt også gerne vil lære ham.

Jeres dreng er på ingen måde udspekuleret og gør ikke noget, fordi han har onde hensigter, men han har en alder, hvor han naturligt er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Han er rigtig godt igang med at finde ud af, hvem han selv er, og hvordan han påvirkes af andre og hvordan andre påvirkes af ham. Man taler om at børn netop i denne alder forsøger at finde deres selvbillede, og det viser de f.eks. ved at de begynder at sige "jeg", "det er min" eller sige "nej, vil selv" og lignende. Alt sammen noget der viser, at han er igang med at finde ud af, hvem han selv er.

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre og det er vigtigt, at I roser ham, når han gør noget godt. Det gør ham stol og glad, når han oplever, at der er ting han mestrer og når han oplever, at I er glade for ham og det han kan. Han har brug for at mærke, når han gør noget rigtigt. Det betyder naturligvis ikke, at du ikke gerne må forklare ham, hvis han gør noget forkert - at han f.eks. ikke skal kaste med sit legetøj eller ikke skal smide med maden eller lignende, han skal naturligt lære sådanne ting ved at I taler med ham, viser ham hvordan, guider og forklarer (selvom det trods alt er begrænset hvor mange forklaringer han forstår).

En stor del af hans selvværd grundlægges i denne alder, og det er meget vigtigt, at han bliver mødt og anerkendt som den lille dreng, han stadig er. Han er i denne alder utroligt følsom og sårbar overfor, hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger, og det han gør. Og det er vigtigt, at han oplever, at I forstår ham, og godt kan sætte jer ind i at mange situationer er svære for ham i denne alder. Det vil være rigtig godt, at du sætter ord på de følelser, som du fornemmer, at han har. Det kan være at skoene driller, eller at det er dumt at han ikke kan lege mere, fordi I skal køre. Det er naturligt ikke rart at opleve meget, man endnu ikke mestrer men gerne vil, ligesom det ikke er rart, når en god leg må stoppe. Han forstår ikke, hvorfor og hvad der sker, og det har han brug for, at I forstår og kan sætte jer ind i.

Når han nogle gange opfører sig irriterende og grænsesøgende, så handler det ofte om, at han har brug for jeres opmærksomhed, brug for at I ser ham, hjælper ham og guider ham. Her hjælper det ikke at skælde ud, råbe af ham og på den måde øge konflikten. Det er langt bedre at I forsøger at finde ud af, hvad han protesterer over, forsøger at finde et alternativ eller måske nogle gange møder ham med forståelse og humor - måske gøre hans drilleri eller uro til en leg "nå, skal du være fræk din lille bølle, pas på jeg fanger dig og kilder dig" - hvor du så netop tager ham op, kilder ham og giver ham masser af nærhed og tæt kontakt. Bagefter vil han have meget lettere ved at følge dig og høre, hvad der så skal ske...

Det er problematisk at bruge time out til så lille et barn og man skal generelt være meget påpasselig med at bruge time-out. Det er ikke en løsning, man griber til dagligt eller flere gange om ugen - normalt bruges time-out først, hvis en rolig advarsel til barnet ikke ...

---

---

... har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt. Og det er også sådan, at time-out normalt først anbefales til større børn, børn fra 5 års alderen, som kan forholde sig til ting på en helt anden måde. Børn, som man kan lave aftaler med og forklare, hvorfor de får en time-out. Det er jeres dreng alt for lille til at forstå.

At give barnet en time-out er ikke det samme som at flytte barnet. Du må gerne flytte ham, hvis han er igang med noget, som han ikke må, det hjælper ham til at forstå at du ikke vil have han gør det. Hvis han f.eks. hopper i sofaen, så kan du flytte ham ned fra sofaen samtidig med, at du siger f.eks. "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker". Samtidig vil det være godt, at du anerkender, at han har en alder lige nu, hvor han måske netop lærer at hoppe og derfor kan du også sige "se her, hvis du gerne vil hoppe, så kan du hoppe på madrassen her på gulvet". Så han lærer reglen om at han ikke må hoppe i sofaen, men samtidig også lærer hvor han må hoppe og du anerkender hans lyst til at hoppe...

Når han kaster med tingene, så vil det være godt, at du ikke altid med det samme kræver, at han skal samle tingene op, men at du nogle gange i stedet drejer hans opmærksomhed hen på noget andet. Hvis det ikke er hans egne ting, så kan du flytte disse ting væk, så han ikke kan fortsætte med at kaste dem, men i stedet fjerne dem. Er det hans egne ting, så lad dem ligge og inviter ham til mere hensigtmæssig leg eller aktivitet. Det kan være "kan du finde et puslespil, som vi kan lave?", eller "kom med ud i køkkenet, sæt dig på din stol, så får du lidt at spise" eller lignende. Og når der så atter er ro på, så kan I hjælpe hinanden med at rydde op, og han kan putte sit legetøj i større kasser, efterligne det du gør.

Når hans verden bryder sammen, får han det som kaldes anfald af fortvivlelse. Når han får det, er han ikke uartig, men er oprigtigt ked af det og skuffet over, at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget osv. Det kan være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for ham betyder det rigtig meget. Det kan f.eks. være at du giver ham den røde kop i stedet for den blå, eller at du giver ham æble i stedet for banan, eller at skoene driller, så han ikke selv kan få dem på eller at maden falder af gaflen.. Nogle gange skal der ikke så meget til, før verden bryder sammen for ham - og også her har han brug for forståelse.

---

---

---

Igen er det vigtigt, at I ikke skælder ham ud, men sætter ord på "det er også dumt at.." eller "bliver du bare så ked af det, sååå skat", "du kan ikke få is nu, men se her, du kan få lidt frisk frugt". Det er helt normalt, at han ikke altid er parat til fysisk kontakt med det samme, så derfor skal I nogle gange blot være i nærheden, vise jer tilgængelige. Tale stille til ham, vise ham den ro, som I gerne vil lære ham, så han kan spejle sig i dette og efter lidt tid, så er han måske parat til at kravle op på skødet, få et kram og I kan så komme videre :)

Jeg vil anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Derudover vil jeg anbefale jer bogen "The Science of Parenting" eller "What Every Parent Needs to Know" af Margot Sunderland. Den er netop på engelsk, og hun beskriver blandt andet netop anfald af fortvivlelse, brugen af time-out osv. og hvordan vi skal møde vores børn og hvorfor. Den er fra 2006/2007 og er stadig brugbar og rigtig god!

Jeg håber, at du kan bruge dette videre - rigtig meget held og lykke :)

- Og ha en rigtig god nytårs aften :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---