Svar: Pludselig gråd ved putning?
Hej med dig
Tak for dit brev og fine beskrivelse af den ændring, som du oplever omkring jeres datters søvn lige nu :)
Når børn pludselig græder voldsomt, når de skal sove, og også vågner med gråd om natten, så skal man altid overveje, om det kan skyldes smerter. Det kunne være smerter fra ørerne, hvis jeres datter har været forkølet hen over jul og nytår...
Når det så er sagt, så lyder det meget som et udviklingsspring. Netop i 18-20 måneders alderen vil rigtig mange børn have svært ved at overgive sig til søvnen, de græder, protesterer, søger ekstra fysisk kontakt og nærhed - og når de endelig sover, så vågner de ofte også op med gråd, og de sover generelt meget uroligt.
Det handler om, at jeres datter nu begynder at have lidt farefornemmelse, altså lidt bevidsthed om, at verden ikke kun er sjov og ballade, men faktisk indeholder farer og modstand. Hun oplever det i løbet af dagen, hvor hun bevæger sig hurtigere rundt, hun falder, slår sig, kravler op, kan ikke selv komme ned osv. Hun oplever modstand, fordi I siger mere nej i løbet af dagen, I holder fast i hende, når I går ved vejen. Hun oplever også modstand fra andre børn, som skubber, tager legetøjet fra hende eller måske bider eller slår...
Det er denne øgede farefornemmelse, som gør det svært lige nu at sige farvel til dagen og alle oplevelserne. Det er svært at koble fra, svært at give slip på dagen, det er svært at finde roen og lægge sig til at sove, og det har hun derfor brug for, at I hjælper hende med. Den spirende farefornemmelse gør også, at hun drømmer mere og derfor kan vågne med gråd om natten. Og her skal I naturligvis prøve at hjælpe hende med beroligende ord, kærtegn osv. så hun oplever at verden stadig er et trygt sted at være.
Det er altså helt normalt, at der lige nu kan være lidt udfordringer med søvnen :) Det er en stor fordel, at hun har sovet så godt indtil nu og har nogle gode rutiner omkring sin søvn. Dem skal I så vidt muligt forsøge at holde fast i, for jeres datter bliver naturligt også mere og mere bevidst nu, og hvis hun i denne urolige periode lærer, at hun f.eks. kan sove i jeres seng, så vil det blive meget svært at få hende tilbage i egen seng igen....
Derfor er det rigtig godt, hvis hun fortsat bliver puttet i egen seng om aftenen og at I bibeholder hendes putterutiner her. Og hvis hun er helt ulykkelig om natten og er nødt til at komme ind til jer, så skal I naturligvis gøre dette, men prøv om I efter et par timer og når pladsen bliver lidt for trang, kan flytte hende tilbage i egen seng igen. Det at hun starter i egen seng om aftenen og vågner i egen seng om morgenen kan på sigt hjælpe hende til at komme videre i egen seng om natten. Hun skal naturligvis have den tryghed, som hun viser behov for, men vær opmærksom ...
... på, at det hurtigt kan blive af vane, at hun vågner og søger jer, så tryghedsbehovet skifter over og bliver vane... :)
Det er rigtig fint, at I om aftenen putter hende og sidder hos hende, læser lidt i en bog eller taler lidt om dagen. Faktisk kan det nogle gange være en rigtig god idé at gennemgå dagen og alle dagens oplevelser, fordi I på den måde kan hjælpe hende med at få bearbejdet lidt af det hele, så hendes drømmeaktivitet måske bliver mindre om natten. At tale om dagen kan f.eks. være at sige "da du vågnede i morges fik du havregrød.. umm det smager godt", "så kom du i dagpleje og lejede med, det var sjovt".. "så faldt du og slog dig, av, det gjorde ondt", "men så fik du plaster på" - og så kikker I på plasteret og taler på den måde både om det som har været lidt svært og det som har været rart.
Hvis jeres datter kan falde i søvn i løbet af 15 minutter fordi I sidder der, beroliger og betrygger, så er det bestemt givet godt ud. Det er en god prioritering. Når det så er sagt, så lyder det som om, at hun er meget bevidst om, at i går og næsten ligger og holder sig vågen og kæmper mod søvnen for at holde øje med, hvornår I går - så det at I sidder der hjælper hende ikke så meget lige nu....
Derfor kan I også forsøge det, som jeg kalder for stryge-tøj-metoden. Det går ud på, at I stiller jer i nærheden og laver noget praktisk, som at stryge tøj eller lægge tøj sammen. Det er vigtigt, at I står i nærheden, så hun kan se jer. Det er vigtigt, at hun ikke behøver rejse sig eller forsøge at komme ud af sengen for at sikre sig, at I er der. Hun skal kunne se jer, derfra hvor hun ligger. Når I stiller jer og laver noget praktisk, så signalerer I, at I ikke sidder og venter på, at hun sover, og samtidig viser I hende, at hun trygt og roligt kan ligge i sin seng, fordi I er der og passer på hende stadig væk.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det kan altså være en måde at lære hende, at hun trygt og roligt kan sove i sin seng - som hun jo har gjort mange gange før - og at I stadig er der for hende. Men uden at I behøver sidde der i halve til hele timer og uden at hun skal være bange for at I går fra hende.
I kan udnytte dette metode til at gå kortvarigt f.eks. sige "jeg henter lige en skjorte mere" og så går I og kommer tilbage kort efter med en ny skjorte i hånden. På den måde har I et formål med at gå, som ikke handler om at hun skal sove og der er således ikke noget pres på hende. Samtidig lærer hun, at I kun er kortvarigt væk, så kommer I tilbage og hun kan derfor trygt blive i sin seng, I er der stadig og passer naturligt på hende :)
Jeg håber, at dette giver lidt forklaring på, hvad der sker hos jer lige nu og hvordan I kommer videre med de gode rutiner og vaner, som I allerede har fået skabt :)
Rigtig meget held og lykke - og rigtig godt nytår!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. januar 2025 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg har længe fulgt med her i din brevkasse, og nu har jeg selv...
11. januar 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen Vores søn, Matteo, er lige blevet 9 måneder gammel, og han har på...
11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
Viden om børn:
Bleer
Det må anbefales at bruge engangsbleer, da dette er både nemt og rart for mor og barn. Bleerne bliver bedre og bedre kvalitet og det er muligt at købe svanemærkede bleer, så man både skåner barn og miljø. Det er normalt ikke mere miljøbelastende at bruge engangsbleer, end stofbleer der skal vaskes, koges og tumbles.
Dit barn skal i starten skiftes 6-10 gange i døgnet og barnet vil ofte bruge ble til det er 2 ½ - 3 år gammelt. Efter 3 års alderen bruger mange stadig ble om...
Sutteflaske
For børn der ikke ammes er det vigtigt at man køber en ordentlig sutteflaske. Flasken skal passe til barnet og barnets evne til at sutte.
Det anbefales at man lader barnet "arbejde lidt for føden". Det vil sige at hullet i sutten ikke skal være for stort. Det at barnet skal bruge kræfter på at sutte er vigtigt for kæbernes og tændernes udvikling. Desuden er der en risiko for at barnet kan få ondt i maven, hvis det får maden for hurtigt.
Sutteflaske-sutterne findes...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!
Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".
Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.
Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.
Venlig hilsen
Helt Utrolig Lettet