Svar: Amning og mad - 6.5 mdr.
Hej med dig
Tak for dit brev og velkommen tilbage - dejligt at høre fra dig igen, og stort tillykke med at I har fået en lillesøster - skønt!
Det lyder umiddelbart som om, at I har ramt det rette tidspunkt at begynde med skemaden. Jeres datter er interesseret, hun følger rigtig godt med, når I andre spiser, hun vil rigtig gerne sidde med mad i hånden, hun sutter, gnasker, sutter... men spiser ikke rigtig noget - og det tænker jeg hænger sammen med, at hun stadig ammes så meget, som hun gør.
Det er vigtigt, at du skruer ned for amningerne, og det er ikke meningen, at din datter skal ammes en gang i timen. Det har hun slet ikke brug for, og det kan du slet ikke holde til i længden :) Det vil være rigtig godt, hvis du kan amme hende 5-6 gange i døgnet, og derudover skal hun tilbydes 3 måltider skemad og stille og roligt også 2 mellemmåltider.
Det er vigtigt, at du indfører en fast plan og rytme dagen igennem. Hun skal tilbydes mad til faste spisetider, da dette naturligt vil påvirke hendes indre ur og sultfornemmelse, så hun netop er parat til at spise, når hun sættes i den høje stol ved bordet. Det vil være rigtig godt, at du starter med at give hende mad i hånden og så følger efter med lidt skemad. Sammen med skemaden skal hun have vand af kop.
Før hun skal sove, så skal hun stadig ammes. Ved at tilbyde skemad, når hun vågner, og amning før putning, så sikrer du hende bedst mulig plads i maven til begge dele. Det er vigtigt, at hun ikke spiser store portioner skemad - det vil være super fint, hvis hun bare kan spise ½ dl. af gangen lige nu, spiser hun ¾ dl. er det super godt! Og det er på samme måde vigtigt, at du holder lidt igen med indtaget af mælk. Det betyder, at du til nogle af amningerne meget gerne må nøjes med at amme fra et bryst af gangen, andre gange vil det være fint at fylde hende lidt ekstra op og amme fra begge sider (hvis hun vil), og så skal hun ikke længere ammes midt nat. Det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge at arbejde på, at hun sover 5-6 timer om natten uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05...
Det er jo en balance, for i takt med at hendes indtag af mad om dagen sættes op, så vil hun naturligt bedre kunne undvære mælk om natten, og i takt med at hun spiser mindre hos dig om natten, så vil hendes indtag af rigtig mad om dagen naturligt sættes op. Tingene hænger sammen :)
Mit forslag til en dagsplan ser lige nu således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes (et bryst) og sover videre, skal ikke ammes yderligere, når I står op, nu begynder dagen i stedet med morgengrød.
Morgen 8: Tilbydes frisk blød frugt i hånden, og du følger efter md lidt grød, f.eks. havregrød, gerne med lidt frugtmos som topping og vand af kop.
Ammes (fra et bryst) og puttes til formiddagslur - måske kl ca. 9.30. Om et par uger introduceret et mellemmåltid før denne amning og i 7 måneders alderen vil hun ikke længere skulle ammes her.
Frokost 11.30-12: Tilbydes ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med lidt grøntsagsmos. Der skal stille og roligt begyndes med kød og fisk i mosen, du kan give rester fra aftensmaden eller du kan købe en middagsret på glas beregnet til børn på 6 måneder. Vand af kop.
Ammes (gerne fra begge bryster) og puttes til middagslur - måske kl 13 - det afhænger af, hvor lang formiddagluren er.
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt frisk frugt i hånden at sutte og gnaske på, evt. lidt frugtmos og vand af en kop. Ammes evt. også stadig om eftermiddagen (et bryst), det er bedre, at du lægger en amning ind her, end at du ammer hende midt nat. Men stille og roligt vil denne amning forsvinde...
Powernapper evt. eller den begynder måske at kunne springes over
Aften 18: Tilbydes ristede ...
... rugbrødsbjælker, agurk, brødskorper, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende i hånden, og du følger efter med grøntsagsmos. Også her begyndes med lidt kød eller fisk. Udgangspunktet jeres mad. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20 (gerne fra begge bryster). Tidspunktet kan variere lidt efter, hvorvidt hun har sovet to eller tre lure dagligt.
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og sover herefter videre i egen seng på afstand af mor og mælkebaren ;) Skal som udgangspunkt sove uden mælk indtil ca 05, hvor hun så kan ammes igen.
Det er ikke nogen god idé at "give det tid og vente på, at hun lærer at spise i eget tempo", sådan at forstå, at du ikke skal regne med, at hun selv vil sige fra overfor brystet og spise rigtig mad i stedet. Det er noget, du skal hjælpe hende med. Du er derfor nødt til bevidst at holde igen med mælken.
Det vil være en god idé, at du sover med en t-shirt eller lignende, så hun ikke selv kan søge og tage brystet om natten, det er dig som styrer, hvornår hun må die og hvornår hun ikke må. Det vil være rigtig godt, hvis I kan sove hver for sig, sover på afstand af hinanden, så hun ikke ligger foran mælkebaren. Hvis I sover tæt sammen, så vil hun naturligt dufte din mælk og vil søge brystet ekstra meget.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det kan være en overvejelse værd, om far skal tage over nogle nætter, så når du har ammet sen aften kl 23.30 og puttet hende i seng, så sover du i et andet rum, indtil kl 05, hvor du så kan komme ind og amme hende igen. Så hun på den måde lærer, at hun ikke skal have mælk i det tidsrum. Far dufter ikke af mælk og kan naturligt ikke amme hende, men han kan give masser af nærhed, tæt fysisk kontakt og elsker hende højt og vil naturligt være der for hende - også selvom hun vil søge og mangle brystet....
Når jeres datter bliver 7 måneder, så vil du skulle skrue antallet af amninger yderligere ned, så hun får 4 amninger i døgnet - tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at det er formiddagsamningen og eftermiddagsamningen, som erstattes af mellemmåltider her.
Du skriver, at du skal starte arbejde om 2 måneder, det vil sige, når jeres datter er 8 måneder gammel - og det betyder, at hun skal passes her. I den alder, vil hun have behov for 3 amninger i døgnet, og disse ligger ofte før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at det i den alder er amningen tidlig morgen, som forsvinder. Du kan godt vælge at de 3 amninger ligger aften, sen aften og tidlig morgen - MEN, der er en risiko for, at mælken om natten så igen tager pladsen væk fra den rigtige mad om dagen, og samtidig kan det være svært for den der skal passe hende at putte hende til middagsluren. Det kan derfor også være en overvejelse værd, om jeres datter måske skal lære at tage imod en flaske, så hun kan få en flaske, når hun skal puttes, og du starter på arbejde. Det vil sige, at hun til den tid kan få flaske før middagsluren og stadig blive ammet aften og sen aften - du kan amme hende, før du selv går i seng, og du kan således stadig få din nattesøvn.
Hvis I overvejer at introducere en flaske mhp på pasning i 8 måneders alderen, så er det vigtigt, at gøre dette nu. Med den alder hun har, og når hun er så brystglad, som hun er, så er der stor sandsynlighed for, at hun ikke vil acceptere en flaske men vil foretrække brystet, den ægte vare. Det kan man naturligt ikke fortænke hende i, og så må det være sådan, men det kan være et forsøg og en overvejelse værd. Der er naturligt også den mulighed, at hun tilbydes mme af en kop før sin middagslur, men det giver naturligt ikke samme ro, som bryst eller flaske gør...
Der er altså lidt at overveje, og jeg håber, at du kan bruge ovenstående lidt videre.
Rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Krydderurter
På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.
"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.