Svar: Grøn tynd afføring
Hej med dig
Tak for dit brev og stort tillykke med, at I har fået en lillesøster, hvor er det dejligt - og velkommen tilbage :)
Afføringen hos børn kan se meget forskellig ud, men jeg forstår godt, at du bekymrer dig, når din datters afføring pludselig skifter fra gul til at blive grøn. Det er også rigtig godt, at du har fået lægen til at tjekke, og så er det super godt, at du fornemmer at lillepigen trives, er glad og tager på :)
De første ca. 2 måneder har børn ofte gul afføring, herefter vil man hos ca. 1/3 af alle børn opleve grønlige afføringer - præcis som du beskriver. Og når jeres datter begynder med skemad, så vil hendes afføring atter skifte farve og blive mere brun. Farven på barnets afføring afhænger dels af maden barnet spiser, men også af bakteriefloraen, - f.eks. er lactobacillus bifidus dominerende hos børn, som ammes.
Den grønne afføring skyldes først og fremmest, at bakteriefloraen omdanner galdefarvestoffer til netop en grønlig farve. Hos de fleste børn er afføringen lysegrøn og den kan godt være lidt tynd og skummende i konsistensen, og nogle gange også have en lidt syrlig lugt. Afføringen kan dog også være grøn som pesto og nogle gange - dog sjældent - være meget mørkegrøn.
Børn der ammes vil ofte have hyppigere og ofte også tyndere afføringer, end børn der ernæres med modermælkserstatning. Og du har naturligvis en pointe i forhold til vigtigheden af, at din datter ligger så længe ved brystet, at hun "får den fede mælk med ud", så hvis hun kan spise i 10 minutter, så er det altså bedst med 10 minutter på et bryst og ikke 5 minutter på hvert bryst. Hun behøver dog ikke spise i 20 minutter eller mere for at få sit behov dækket. Hvis hun har en rigtig god sutteteknik, og du har godt med mælk og en hurtig nedløbsrefleks, så kan det sagtens tænkes, at hun får sit behov dækket ved hurtigere amninger - igen skal du se på, hvordan hun trives :)
Hold endelig fast i den rytme du har med at tilbyde samme bryst, som hun spiste af sidst, for at være sikker på, at hun "tømmer" brystet godt. Nogle gange kan du også "snyde" hende til at spise i længere tid på samme side. Når hun har diet og slipper, så ...
... tager du hende op, giver hende en bøvsepause eller lignende, du kan også lægge en skiftning ind undervejs og bagefter lægge til samme bryst, men i tvillingestillingen. Det kan gøre, at hun tror, at hun er lagt til modsatte side og derfor tager fat og dier lidt mere på samme bryst :)
Nogle kvinder oplever - det er der dog ikke nogen undersøgelser, som beviser - at det de spiser påvirker deres mælk og dermed også barnets afføring. Altså, hvis de f.eks. spiser banan, spinat, grønkål eller lignende, så kan det ses på barnets afføringen og afføringens farve efterfølgende. Du kan derfor også overveje, om der kan være en sammenhæng mellem dine spisevaner og din datters ændrede afføring...
Vi har alle sammen forskellige bakterier i vores mave og tarm, som hjælper med til at opretholde en god og sund bakterieflora, en balance i vores fordøjelse. Når det lille barn bliver født, så har der kun været fostervand i barnets mave og tarmsystem, og barnets bakterieflora i mave og tarm skal stille og roligt bygges op. Det sker på flere måder, og det har blandt andet noget at sige, om barnet fødes vaginalt eller ved kejsersnit, ligesom amning, modermælkserstatning osv. spiller ind.
Nogle børn har glæde af at få mælkesyrebakterier som dråber. Probiotiske mælkesyrebakterier fæstner sig på tarmens overflade og kan dermed udkonkurrere de dårlige sygdomsfremkaldende bakterier og på den måde både forebygge men også afhjælpe, hvis barnet har urolig mave... Flere modermælkserstatning er blandt andet tilsat mælkesyrebakterier af denne grund.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis du vil se, om mælkesyrebakterier kan gøre en forskel hos jer, så er der forskellige muligheder. Du kan købe D-vitamindråber, der er blandet med mælkesyrebakterier. Du kan også købe mælkesyrebakterier, som ikke indeholder D-vitamin... Du kan spørge på apoteket og få mere at vide om de forskellige produkter :)
Som du beskriver din datter, så lyder det for mig som om, at det er helt naturligt med den grønlige afføring, og hun lyder til generelt at trives :)
Håber, at du kan bruge dette lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen :)
Jeg glæder mig til at følge jeres lille familie igen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
Viden om børn:
Vaccination
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler følgende vaccinationer:
- 3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV7-1
- 5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV7-2
- 12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV7-3
- 15 mdr.: MFR 1
- 4 år: MFR 2 (pr. 1. april 2008)
- 5 år: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
- 12 år: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3
Moderkage
Moderkagen forsynet barnet med næring, imens det ligger inde i livmoderen. Når fødslen er forbi, og navlestrengen er klippet over, så skal moderkagen fødes.
Hos nogle kvinder kommer den helt af sig selv, hos andre skal man presse lidt for at få den ud. Det kan ske, at moderkagen ikke kan komme ud på normal vis og derfor må kvinden bedøves, og den må fjernes af en læge. Bedøvelse er nødvendigt, for hvis kvinden var vågen, ville det gøre meget ondt.
Når moderkagen...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.