Svar: Storesøster rolle og tone

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af dine tanker og bekymringer i forhold til din datter på 9 år :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vurdere, hvad du tænker, at du kan bruge og vælge til og fra :)

Der er ingen tvivl om, at det er en meget stor omvæltning, når der kommer en lille ny ind i familien, og det kan naturligt være svært at finde sin rolle som storesøster - også selvom man er 9 år gammel. Ligesom det også kan være svært for dig at finde ud af at være mor til to og forsøge at fordele sol og vind lige :)

Jeg tænker egentlig ikke, at din datter er voldsomt jaloux på sin lillebror, og hun er heller ikke bange for at miste dig eller bange for, at hun ikke længere vil have samme plads i dit hjerte.. men hun kan stadig godt være utroligt usikker på den nye situation og have meget svært ved altid at håndtere de forskellige situationer. Det kan være rigtig svært at se dig pusle, nusse, trøste, amme, berolige, putte med lillebror - for det er naturligt noget, som hun jo også rigtig gerne vil og vi kan nok alle sammen sætte os ind i, hvor dejligt det må være at være så lille, at alle bare tager sig af en hele tiden...

Og hun har på en eller anden måde også brug for at mærke, at du tager dig af hende - samtidig med, at hun jo på mange måder også er i præpuberteten og øver sig i at adskille sig mere og mere fra dig. Det er sansynligvis svært for hende nogle gange egentlig gerne at ville føle sig lille og blive nusset om, og andre gange også være der, hvor hun bestemt ikke vil sammenlignes med små eller yngre børn.

Hun er, som du skriver "tween" og ligger aldersmæssigt mellem at være barn og være teenager - og netop 9 års alderen kan faktisk godt være lidt svær. Din datter tænker rigtig meget over tingene - både over jeres familieliv, mor, far, lillebror, men også over kammeraterne og over hende selv og den hun er - og det kan godt give lidt mismod og utilfredshed og blive udtrykt som om at hun klager sig rigtig meget. Det er som om, at intet rigtig er godt nok, hun bliver bare let negativ overfor mange ting..

Og det samme er hendes kammerater i skolen.. går hun i 3. klasse? Det er ofte et klassetrin, hvor der sker rigtig mange ting. Nogle dage er de bedste kammerater, har en bedsteveninde og der er ikke grænser for, hvor hyggeligt og godt det er - næste dag er det helt forfærdeligt og hun kan måske græde over at veninden pludselig ikke længere vil hende eller måske har hun "svigtet" sin veninde, som så sidder hjemme og er ked af det.

Hun (og kammeraterne) behersker sproget rigtig godt nu og kan være rigtig hårde mod hinanden. De ved godt hvad der gør den anden ked af det og de kan godt bevidst holde en anden udenfor, selvom de ved, at det gør ondt. Og når du skriver, at hun f.eks. taler nedladende til dig og taler i en sarkastisk tone eller griner hånligt af dig, så hører det altså på den ene side med til alderen og hendes beherskelse af sproget og den udvikling hun går igennem og samtidig er der naturligt også grænser for, hvad du skal finde dig i og hvad der er okay. Og du må gerne sige fra.

Det er dog vigtigt, at du formulerer dig med "jeg" og holder dig på egen banehalvdel. Så i stedet for at kritisere hende "du skal ikke tale sådan til mig", eller "du skal tale pænt herhjemme" eller lignende, så sig f.eks. "jeg vil ikke have, at du taler sådan" eller "jeg vil meget gerne tale med dig, men jeg forventer at vi kan tale stille og roligt sammen" eller lignende.

Du må ...

---

---

... gerne tale med hende om de situationer, hvor hun gør dig ked af det og tale med hende om, hvordan I skal kommunikere derhjemme, så det er rart for jer alle at være der. Det skal netop være rart for alle - også for hende. Prøv at lægge mærke til, om hun f.eks. nogle gange siger "det kan også bare være lige meget!" eller "du gider jo alligevel ikke!" eller "I kan bare gøre det uden mig!". Sådanne udtalelser kan godt være udtryk for, at hun ikke føler, at du lytter til hende, og at hun ikke føler sig forstået og set. Det kan også være udtryk for, at hun synes du er lidt for nærtagende og måske taler lidt for meget om dig selv, hvad du synes, og hvad du vil, og ikke taler særlig meget med hende om, hvad hun egentlig vil, eller om hvordan hun har det... Så når du bringer situationer op, som du synes er svære, fordi du føler dig grint af eller talt hånligt til, så vær meget opmærksom på, hvordan du får formuleret dette, og hvordan I får talt det igennem.

Jeg tænker også, at det er vigtigt, at du taler med hende om den nye situation, som jeres familie befinder sig i og taler med hende om, hvordan hun egentlig har det. Både hvordan hun har det i sin rolle som storesøster, og her må du gerne sige f.eks. "jeg kan godt forstå hvis du er træt af lillebror nogle gange, det er rigtig irriterende, at jeg ikke kan sidde hos dig hver aften, som jeg plejede at gøre, det forstår jeg godt, hvis du er ked af"... Og så skal du naturligvis stadig forsøge at prioritere dette, hvis det er en rutine og et ritual I altid har haft - og netop fordi hun har den alder hun har og der sker så meget i klassen, så er det faktisk vigtigt, at du prioriterer at sidde på sengekanten, fordi det er der hun måske vil fortælle dig lidt om, hvad hun går og tumler med. Og det gør hun naturligt kun, hvis du er hundrede procent tilgængelig - og så må far være i stuen med lillebror imens :)

Du må også gerne tale med hende om, hvor dejligt det er, at hun gerne vil tage del i det hele og hvor glad du er for netop at have så stor en pige, som er en kæmpe støtte og hjælp - men samtidig også sætte ord på, at det også er vigtigt for dig, at hun får lov til at være en pige på 9 år og ikke skal passe ham eller være forælder for ham. Det er dit job. Hendes job er at gå i skole, læse lektier, være sammen med sine venner og veninder, gå til gymnastik eller hvad det nu kan være - dit job er lillebror. Hun må naturligvis gerne hjælpe dig, men det er overordnet dit job :)

Tal også med hende om, hvad du kan gøre for at hun har det godt - for der er jo ikke noget i verden, som er vigtigere, end at hun har det godt - og det må hun gerne høre, at du synes. Og med den alder hun har, kan I sagtens sætte jer ned og tale om tingene og det skal du prioritere at gøre - netop anerkende, at hun faktisk har en alder nu, hvor hun gerne vil være mere medbestemmende og samtidig også har utrolig meget brug for at mærke, at der er kærlighed nok til hende, og at I via jeres familie naturligt er bundet sammen.

---

---

---

Med hensyn til litteratur, så vil jeg anbefale dig følgende to bøger:

"De små Zild - om pigerne 7-12 år". Af Jørn Martin Steenhold, og bogen

"Tweens - børn af en ny tid i alderen 8-13 år med indre kaos og ydre x-faktor" af Pia Beck Rydahl og Pernille W. Lauritsen.

Hvis du er god til engelsk, kan du også købe engelske og amerikanske bøger om emnet, udvalget er betydeligt større på engelsk, end på dansk... :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---