Svar: 5 mdr. - svært ved at sove om natten
Kære mørbankede mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lillebror og alle dine tanker - dejligt at høre, at du har fulgt med på sidenlinjen og har haft glæde af de svar, som jeg har givet til andre, og nu også selv har fået lyst til at skrive - velkommen til :)
Det lyder som om, at lillebror er motorisk meget aktiv om natten. Han slår ud med armene, sparker med benene, drejer hovedet fra side til side og han lyder til generelt at have svært ved at ligge stille - og det lyder som om, at han derfor vækker dig og nogle gange også ender med at vække sig selv. Dog ikke altid, faktisk fortæller du, at du ikke er "sikker på, at han vågner helt op om natten, men han ligger uroligt", og du skriver også at du egentlig tror, at "han selv sover gennem uroen, for han virker glad og frisk om morgenen". Det lyder derfor for mig som om, at det er hjælp til fysisk at holde sammen på sig selv, som han har behov for. Altså brug for til en vis grad at føle sig holdt.
I første omgang tænker jeg, at det vil være en god idé, hvis du kan forsøge at putte ham i en sovepose. Jeg læser dit brev som at I har en sovepose allerede, og den må du gerne bruge - jeg tænker her på en sovepose som en voksi eller lignende. Han må gerne sove i en sovepose i sin tremmeseng, hvis det hjælper ham til ro - MEN - det er vigtigt, at temperaturen i værelset ikke er for varm og det er også vigtigt, at du ikke giver ham mere tøj på end at hans temperatur er passende.
Jeg forstår godt dine overvejelser omkring en tyngdepose, som naturligt vil kunne gøre, at han føler sig ekstra meget holdt. Når jeg umiddelbart anbefaler jer at forsøge med den sovepose, som I allerede har, så er det fordi han har en alder nu, hvor han sandsynligvis begynder gerne at ville kunne flytte på sig om natten, og han kan derfor godt blive mere urolig og irriteret og derfor vågne op, hvis han er for holdt. Han er om dagen godt igang med at trille omkring og øver sig i at vende og dreje sig, sparke fra med benene osv. Og om natten vil han også kunne øve sig, og han vil på sigt synes det er dejligt, hvis han selv kan flytte på sig og skifte stilling om natten - og det skal han naturligvis have lov til. Når han bliver 6 måneder og bevidst begynder at kunne dreje sig omkring, så vil det faktisk være okay, hvis han lægger sig om på siden eller måske nogle gange vælger at sove på maven - så længe han selv kan trille og dreje må han til den tid sove, som han gerne vil - og jeg tænker faktisk, at det måske netop vil hjælpe jer, så tiden på den måde også arbejder lidt for jer.
Dertil kommer, at du jo fortæller, at han faktisk ikke altid vågner af sin uro - det lyder som om, at du er lidt mere generet og forstyrret af det, end han selv er, fordi du igen og igen er nødt til at lægge hænderne på ham og at give ham ro, eller er nødt til f.eks. at vugge ham i slyngevuggen og på den måde konstant lulle ham i søvn eller holde ham sovende, hvilket også er fysisk hårdt for dig... men hvad ville der ske, hvis du ikke gjorde det? Kan det tænkes, at hvis du lod ham være og ikke reagerede på alt hans uro, men lod ham møve rundt, flagre lidt med arme og ben, virre med hovedet, småklynker osv. at han så nogle gange ville sove igennem det.. Selvfølgelig vil han stadig kunne vække sig selv med sine hænder, eller fordi han får sig lagt i en stilling, som han endnu ikke selv mestrer at komme væk fra, hvorfor han har brug for din hjælp, så vil der måske være uro, som han selv kan komme igennem uden din hjælp - og så skal du naturligvis hjælpe ham, når han tydeligt har brug for det.
Det lyder som om, at han har fået rigtig meget nærhed og tæt kontakt, og det er dejligt at far har prioriteret at sidde med ham om aftenen, så både lillebror og mor har fået lidt sammenhængende søvn. Jeg tænker ikke umiddelbart, at dette har forhindret lillebror i at lære at sove på afstand af jer - da han om dagen jo samtidig har været vant til også at sove i f.eks. sin barnevogn. Det er dog klar, at der er nogle rutiner om aftenen om at skulle være i favn, som han naturligt godt stadig kan søge - både fordi han er vant til dette, men også fordi han i kraft ...
... af sin alder naturligt stadig har rigtig meget brug for nærhed, tæt kontakt og det at blive holdt :) Prøv om I forældre kan undgå for meget uenighed, det har ingen af jer glæde af, og I gør begge, det bedste I kan.
Da barnevognen fungerer om dagen, så er der naturligt også den mulighed, at I putter ham i barnevognen om natten.... bare en tanke. I skal naturligvis sikre jer, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at han sover i den - om ikke andet kan han måske sove i den om aftenen, blive ammet omkring midnat og så derefter blive flyttet over i sin tremmeseng og sove videre der...
Dagsplanen ser umiddelbart rigtig fin ud. Og selvom jeg normalt ikke anbefaler bad om aftenen til så lille et barn, så tænker jeg, at det måske kunne være en idé hos jer. Det kunne være et forsøg værd. Især fordi du fortæller, at du kan bruge ret lang tid på at få ham til at sove om aftenen, der går hurtigt 30-60 minutter, hvor han skal vugges voldsomt før han overgiver sig - og måske puttes han lidt for tidligt. Det kan badet hjælpe på, samtidig med, at god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme og få lidt babymassage efter badet faktisk godt kan hjælpe ham til bedre fysisk ro i kroppen og dermed være med til at gøre, at han kan sove mere roligt, når han så puttes.
Da han skiftes, ammes og sover dagens 3. lur omkring kl 17 og spiser aftensmad omkring kl 18, så ville det måske være fint at putte ham kl 20-20.30 i stedet og lægget et bad ind mellem. Det vil sige, at en aftenrytme kunne se således ud:
Vågner af dagens 3. lur omkring kl 17.30
Aften 18: Tilbydes lidt grøntsagsmos, vand af kop.
Kommer i bad, frotteres med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage og gøres klar til natten.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Ammes og puttes til natten ca. 20-20.30.. kan puttes i tremmesengen, i slyngevuggen, i barnevognen eller du kan vælge at lægge dig med ham og amme ham i dobbeltsengen*
Sen aften 24: Ammes og puttes i tremmesengen
* med hensyn til putningen om aftenen, så kan du i princippet vælge det, som du lige nu tænker vil virke bedst og give jer alle mest mulig ro. Det vil dog være sådan, at jo mere han lærer at sove stille, altså uden bevægelse og hoppen rundt, jo bedre vil det være. Jo mere I gynger ham i slyngevuggen, jo mere bevægelse vil han sandsynligvis på sigt have behov for. MIn erfaring siger mig, at det der ofte starter som en stille vippen hen af vejen let bliver til en noget voldsommere vuggen, og til sidst er det svært at give ham al den bevægelse, som han efterspørger/har lært...
Derfor er det rigtig godt, at du f.eks. har lært ham, at han om dagen puttes i barnevogn og blot skal trilles 2-3 meter, så sover han. Ligesom det om aftenen kan være en god idé, at du lægger dig med ham i dobbeltsengen, ammer ham liggende og lader ham falde i søvn ved siden af dig. Fordi han på den måde lærer, at han netop godt kan falde i søvn liggende stille ned og af sig selv. Du skal her dog arbejde på at lirke brystet ud af munden på ham, før han sover helt. Du skal helst nå dertil, hvor han ammer, slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover.
Du skal endelig ikke vække ham om dagen. Hans dagsrytme er meget fin og alderssvarende og som du skriver, så "søvn avler søvn". Men du skal naturligvis se på, hvor meget han sover i løbet af dagen og hvad tid han sover - og ud fra dette måske ændre lidt på puttetidspunktet om aftenen. Nogle gange er det blot 20-40 minutters forskel, som gør at putningen går noget hurtigere, fordi han bare er mere parat. Især hvis han er holdt aktiv f.eks. med et bad. Men igen, naturligvis skal han heller ikke blive overtræt, for så virker det modsat hensigten :)
Det er en god idé at du fortsat forsøger med en sut, da det lyder som om, at han en gang imellem accepterer denne. Og det lyder faktisk som om en sut kunne give ham lidt ro og samtidig også stimulere hans tarmbevægelser og sætte lidt gang i maven. Men kan han ikke finde ud af sutten, så er du naturligvis nødt til at acceptere det :)
Jeg håber, at jeg er kommet lidt omkring alle dine spørgsmål, og at du kan bruge mine tanker lidt videre :)
Fortsat held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
Citrusfrugter
Hvis man har allergi overfor græspollen, så kan man nogle gange reagere på citrusfrugter som appelsiner og klementiner. Reaktionen vil ofte være kløe og hævelse af læber, mund og svælg. Og det bedste man kan gøre er ikke at spise de citrusfrugter, som man reagerer på.
Nogle børn vil også reagere med rødt udslæt om munden, når de spiser citrusfrugter. Det skyldes normalt frugtsyren, som generer barnets lidt sarte hud og handler således ikke om at barnet ikke tåler...
Ruske
Lige meget hvor meget og hvor længe et barn græder, så må man aldrig begynde at slå eller ruske det. Et spædbarn som ruskes, kan få blødninger i hjernen og det kan medføre hjerneskade eller død.
Søg altid hjælp hos familie, venner, læge eller andre, hvis du oplever at dit barns gråd går dig så meget på, at du kan komme til at slå eller ruske dit barn. Det er vigtigt at søge hjælp! Og det er vigtigt at du taler med en du har tillid til og fortæller åbent og ærligt om, hvordan du...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.