Svar: Amning - stoppe hvordan?
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Hvor er det bare dejligt at høre, at du fandt en løsning med at tage din dreng ud af dagplejen - og ikke mindst - at han stortrives det nye sted. Det lyder bare så godt, og hvor er det dejligt, at han er hos en dagplejer, som du kan have tillid til og hvor du bare oplever dagene anerledes og en dreng, der bare er glad! Så godt!
Amning stoppes ofte lettest, når både mor og barn er enige om det, så hvis din dreng begynder selv at afvise brystet, så er det vigtigt, at du anerkender og følger ham i dette. Hvis han ikke gør det, men er meget brystglad og svær at aflede, så vil det være en rigtig god idé, at du trapper ud af amningen - og med det mener jeg, at du skal fjerne en amning af gangen, når han ikke er ældre end han er.
Jeg ved fra dine tidligere breve, at du har ammet rigtig mange gange i døgnet, og nu fortæller du, at du kun ammer ham to gange - du ammer ham om aftenen, når han skal sove og igen en enkelt amning sidst på natten. Det er super flot! Godt gået! Jeg går ikke ud fra, at du ammer om dagen mere, da din dreng er i dagpleje - hvis du stadig ammer ham om eftermiddagen, når I atter mødes, så vil det være godt, at du her i stedet tilbyder ham et eftermiddagsmåltid.
Det er helt aldersmæssigt passende med to amninger i døgnet, og jeg synes du skal bibeholde de to amninger til han bliver et år. Når han er blevet et år, så vil det dog være en god idé at fjerne amningen om natten, så han "kun" ammes, som en del af sit putteritual. Det vil være en rigtig god idé, at du sover med en t-shirt eller lignende, så han ikke selv kan finde brystet i søvne.
Der er også nogle børn, som har lettere ved at undvære brystet før putning, fordi de der kan puttes med kærtegn, putteklud, bamse, godnatsang, historie eller lignende, som erstatter brystet - og så er den sidste amning der ryger i stedet amningen om natten. Det er også helt okay, hvis det viser sig at være tilfældet hos jer.
Det kan godt være en idé at putte ham i tremmesengen, for at han ikke ligger hos dig om natten og dermed lige foran mælkebaren - det er naturligt svært at undvære mælken, hvis den er lige foran en. Modsat, så kan det også være en god idé, at du bibeholder at sove sammen med ham, fordi du så stadig kan give ham masser af nærhed og tæt kontakt - men uden at tilbyde ham brystet. Derfor må du prøve at vurdere, hvad der vil fungere bedst for både dig og din dreng - at han sover på afstand og i egen seng eller sover i samme seng som dig. Der er ikke en fast måde at gøre det på, beslutningen afhænger helt af, hvordan du tænker, at I bedst muligt kommer væk fra amningen.
Det er helt okay at I sover sammen, hvis du trives godt med det. Han har jo den ene side af dobbeltsengen for sig selv og det lyder som om, at samsovning fungerer godt hos jer. Du skal ikke stoppe med samsovning, fordi du tror, at det er noget du skal aller bør, men hvis du oplever, at det begynder at fungere dårligt for jer begge to, så er det naturilgvis en god idé at lære ham at sove i egen seng.
Hvis du gerne vil have ham i egen seng, så skal du sætte dig med ham ved siden af tremmesengen, amme ham siddende og på den måde give ham masser af nærhed, tæt kontakt osv. som han er vant til - og så skal han derefter puttes over i egen seng. Du skal stadig være hos ham, holde dine hænder beroligende på ham, meget gerne putte ham med en klud, bamse eller lignende, som følger med fra din favn og ned hvor han skal sove. Du kan synge for ham eller tænde for en musikuro eller andet, som han kan ligge og lytte til, når han så overgiver sig til søvnen.
Jeg vil ikke anbefale dig, at du stopper med amning samtidig med at du flytter ham i egen seng. Det vil være godt at bibeholde amningen lidt endnu, men ændre vanen med at I ligger sammen i dobbeltsengen og vænne ham til, at han nu ammes, imens du ...
... sidder og derefter så flyttes fra din favn og ned, hvor han skal sove.
Som udgangspunkt skal du ikke begynde at give din dreng flaske. Det anbefales at stoppe med flaske i 1 års alderen, hvorimod man gerne må amme så længe, både mor og barn trives med det. Så at erstatte brystet med flasken nu vil umiddelbart ikke være nogen god idé, så skal han lige om lidt også lære at undvære flasken... Eneste grund til at introducere en flaske nu vil være at give ham nutramigen på denne måde, hvis det viser sig, at han har mælkeallergi - se længere ned i mit svar :)
Med hensyn til laktoseintolerance, så er det sjældent at babyer har dette. Kun ca. 10 børn fødes om året med dette i Danmark, og det kaldes for primær medfødt laktoseintolerance. Det viser sig ved diarre - barnet har diarre uanset om det ammes eller får erstatning og diarreen starter lige ved fødslen. Barnet vil ofte være sulten og vise behov for mad og vil gerne spise - men det taber sig i vægt.
Modermælk indeholder mellem 40-50% laktose, hvorfor barnet også reagerer, når det bliver ammet... Og så anbefales Nutramigen DHA som erstatning, da den er laktosefri. Præcis som du har brugt til din dreng - men du har dog stadig ammet?
Jeg synes, du skal tale med din læge om, hvorvidt din dreng kan være laktoseintolerant, så man kan få undresøgt dette. Det er synd at sætte ham på diæt og fravælge visse fødevarer, hvis det viser sig, at han godt kan tåle mælk. Man kan tage en blodprøve, man kan lave en kikkertundersøgelse af hans tyndtarm og tage en vævsprøve herfra. Man kan også lave en laktosebelastningstest, hvor han gives laktosefri mælk i en periode, ser om symptomerne forsvinder og så reintroducerer mælk med laktose igen, for at se hvordan han så reagerer på det. Og så kan man også lave en gentest, for at se om han har "genotypen C/C".
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Laktoseintolerance har en vis arvelighed, og hvis du har asiatiske eller afrikanske gener, så kan det være mere hyppigt, end hvis du har skandinaviske gener...
Hvis det viser sig, at han er laktoseintolerant, så kan han blive tilbudt laktosefri mælk og surmælksprodukter. Det kan han også få i dagplejen, man kan købe mange laktosefri produkter - både mælk, yoghurt, ost osv. Hvis du selv har laktoseintolerance, så kender du sandsynligvis til disse produkter...?! :)
Anderledes ser det dog ud, hvis det ikke er laktose, som er problemet, men at han derimod har mælkeallergi? Det bør du også tale med jeres læge om. Hvis han har mælkeallergi, så tåler han fint din mælk, og vil også kunne drikke Nutramigen, men han vil ikke kunne tåle almindelig drikkemælk og surmælksprodukter - heller ikke laktosefri produkter.
Børn med mælkeallergi skal enten ammes eller tilbydes f.eks. Nutramigen, ofte til de er omkring 3 år gamle - og får de ikke mælk nok på denne måde, så skal de tilbydes et dagligt tilskud af calcium på 500 mg. Hvis det viser sig, at din dreng har mælkeallergi og derfor skal forsætte med nutramigen, så kan man derfor godt overveje at introducere en flaske, hvis du stopper med at amme ham... Han kan dog også drikke nutramigen af en kop. Nutramigen smager dog ret surt, så hvis han ikke har været vant til at drikke dette, men kun har fået det via sin grød og mos, så er det ikke sikkert, at du får ham til at drikke det nu og har han aldrig fået flaske, så er det ikke sikkert, at du kan få ham til at acceptere en flaske nu - hvilket han jo i princippet heller ikke behøver, fordi han nu bliver et år gammel...:)
Så.. hvorvidt din dreng har behov for amning, nutramigen, kalk-tilskud, skal tilbydes laktosefri produkter osv. afhænger altså helt af, hvad problematikken handler om hos jer, og det er du nødt til at tale med jeres læge om :) Det vil være oplagt at drøfte dette, når han skal til 12 måneders undersøgelse...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Kogt-vands-klude
Kogt vands klude er et gammelt husmoderråd til røde barnenumser.
Princippet er at man tager noget blødt bomuldsstof f.eks. stof fra et gammelt forvasket lagen og klipper nogle firkantede stykker, som passer til at lægge på barnets numse.
Stofstykkerne koges, afkøles og vrides og lægges på og mellem barnets baller, der hvor barnets hud synlig er generet af syren fra afføring og urin. Du kan gemme de kogte klude i en lille bøtte med lidt kogt vand, som du har stående...
Ekstra væske baby
Børn, der får flaske, kan i visse perioder have behov for at få ekstra væske. Det kan være ved sygdom med feber, eller i særligt varme sommerperioder.
Nogle gange vil barnet vise behov for en ekstra flaske mælk, og det er helt fint. Børn der får flaske skal have lov til at selvregulere deres behov. Men andre gange vil det være fint at tilbyde væsken som vand. De første 4 mdr. skal vandet koges. Derefter kan barnet få vand fra hanen, med mindre man har privat vandboring.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.