Svar: Hvordan hjælper vi vores søn bedst?

---

Hej med dig

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres familie og ikke mindst jeres dreng og de udfordringer, som I møder og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne give jer lidt tanker retur :)

Temperament er forskelligt, og I og jeres børn er forskellige. Og som det er hos jer lige nu, så bliver jeres dreng ofte meget vred. Han bliver tit vred, og han bliver ofte også meget vred, så meget, at I begynder at gå på listefødder og er bekymret for, hvornår det mon går galt næste gang.

Vrede er en helt naturlig følelse, og vi skal alle have lov til at blive vrede en gang imellem. Det er helt naturligt, at jeres dreng kan blive vred, hvis han føler sig uretfærdigt behandling, hvis han ikke oplever, at I hører hvad han siger eller I ikke hører, hvad han gerne vil eller ikke vil - det er f.eks. mega irriterende, når I siger at en leg skal stoppe, for han leger jo lige så godt, og så bliver han vred, hvilket man jo et eller andet sted godt kan forstå.

Nogle børn bliver dog vrede på en måde, hvor det bliver et problem i hverdagen. Hvor deres vrede bliver alt for voldsom, altså f.eks. at jeres dreng hidser sig voldsomt op over noget, som I oplever som bagateller, eller hvor vreden bliver på en måde, hvor den faktisk ødelægger jeres drengs mulighed for at danne gode og sunde relationer til andre børn og voksne. Man kalder dette for problemvrede, og jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt det er tilfældet hos jer. I hvert fald, så oplever de ikke nogen vredesudbrud i børnehaven og bedsteforældre ser det heller ikke, når I ikke er til stede - men I oplever det derhjemme.

Hvor om alting er, så tænker jeg, at det godt kan hjælpe jer at læse lidt bøger omkring problemvrede, fordi det kan give jer lidt forslag til, hvordan I kan håndtere det bedst, ligesom det er en god måde at tale med jeres dreng omkring det på. Dansk Psykologisk Forlag har blandt andet udgivet bogen "Gal på alt og alle" for børn i alderen 4-8 år, og bogen "når du bliver hidsig - hvad så?". Selvom nogle af eksemplerne i disse bøger er henvendt til skolebørn, så kan flere ting stadig bruges som eksempler og hjælp i forhold til jeres dreng.

Når det er sagt, så tænker jeg, at jeres dreng har det rigtig svært. Og som jeg læser jeres brev, så er det startet, da han var 3 år gammel, stort set samtidig med, at han blev storebror og pludselig skulle finde ud af at være mellemste barn - og dermed hverken lille eller stor - og det er så blevet værre og værre. Nu er han 5.5 år og I fortæller, at det efterhånden er rigtig svært at agere i, og det er svært for jer at finde ud, hvad det rigtige er at gøre. Det kan jeg godt forstå :)

I en alder af 5 år, så har jeres dreng rigtig meget brug for at føle sig betydningsfuld. Han er brug for at føle og han har brug for igen og igen at få at vide, hvad der gør ham til noget særligt. Det er vigtigt for ham at have en rolle, hvor han føler sig som en del af alt det der foregår, ligesom det er vigtigt, at han ved, hvad det er han byder ind med i jeres familie - hvad er det han kan, som storesøster og lillebror ikke kan.

Du nævner, at han er en dreng, som kan rigtig mange ting selv - han kan skifte sine bukser, han kan tørre sig selv, hente sine ting, smøre sin mad osv. Og han vil ofte gerne klare mange ting selv. Ligesom han er ord til at lave puslepil, spille spil, bygge med lego. Det lyder også som om, at det går godt i børnehaven, han er glad for at gå der, trives der, har legekammerater og der er styr på det. Og det tænker jeg handler om, at han har masser af selvtillid.

Du nævner dog også, at han ofte vender tingene indad, så han bebrejder sig selv, når noget ikke lykkes. Og du skriver, at du har en fornemmelse af, at han hele tiden går rundt med en følelse af at være til besvær, hvilket bliver en ond cirkel. Det tænker jeg handler om selvværd.

Selvtillid er en følelse af at være god til noget. Det er, når man har tillid til, at det her kan man godt klare. Selvtillid handler om noget vi gør og om noget vi kan. Det vil sige en føelelse af, at "det her kan jeg godt finde ud af" - f.eks. når han tager tøj på, eller går i gang med at bygge puslespil eller lego. Selvtillid handler på den måde om ting, som andre kan se, det er noget ydre.

Selvværd er en grundlæggende følelse af at være et godt menneske. En følelse af at være god nok og kunne værdsætte sig selv - ikke fordi man gør noget særligt, men fordi man ER noget særligt. Det vil sige en følelse af, at "alt ved mig er, som det skal være". Selvværd handler på den måde om noget indre, en indre følelse af at være elsket og at man er værdifuld, blot fordi man er den man er.

Selvværd og selvtillid bygges op af måden I møder jeres dreng på. Hans opfattelse af, om han er "god til noget" eller "er noget", om han føler sig værdsat, føler sig betydningsfuld osv. kommer alt sammen af, hvordan I møder ham i hverdagen. Og uden at kunne vide det, så tænker jeg, at han måske i 3 års alderen har haft rigtig svært ved at fornemme, hvad det var han kunne og hvad der gjorde ham til noget særligt. Og det har været rigtig svært for ham at agere i både at skulle være lillebror og storebror.

Når vi bringer en lille ny ind i familien, så kan det ofte udløse 3 store følelser hos børn: sorg, angst og vrede. Det er sorgen over ikke længere at være den yngste, ikke længere at have mor og far for sig selv eller som før. Det er angsten for at mor og far vil holde mere af lillebror end af mig, angsten for at han vil tage min plads. Og det er vreden over at være blevet bragt i denne ...

---

---

... situation, en vrede som ofte går ud over mor... Selvom han er glad for sin lillebror og også viste glæde ved lillebror den gang, så kan det godt have udløst nogle stærke følelser - han kan godt have følt sig tilsidesat, han kan godt have følt, at han ikke længere var den foretrukne, han kan godt have følt sig usynlig, eller været bange for at der ikke var kærlighed nok til alle. Især, når der samtidig jo også er en storesøster, som man higer efter at følge, men naturligt ikke kan det samme som, og som også har været efter en.... Ser man tilbage i tiden er der altså nogle ting, som jeg tænker måske godt kan være med til at forklare, hvorfor I er havnet, hvor I er idag.

Det gode er dog, at det kan I ændre på. Og noget af det, som jeg tænker, skal være jeres fokus handler om kommunikation. Jeres dreng har brug for at I ser ham, han har brug for, at I giver ham en følelse af, at hans mening også tæller. Lige nu føler han, at I bestemmer alt og alt hvad han siger, gør og vil bliver overrulet, fordi I er voksne, I er ældst.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at I begynder at give ham medbestemmelse, ligesom det er vigtigt, at I giver ham en fast rolle i familien. Han kan f.eks. være med til at lave mad en gang om ugen, og de er så det, han f.eks. gør. Det er vigtigt, at I sætter direkte ord på de ting, som han kan bestemme "jeg bestemmer at, men så kan du bestemme om... ". Så det bliver tydeligt for ham, at her tæller hans mening.

Det er også en god idé, at I siger fra, når han f.eks. kalder jer "lortemor" eller "lortefar". Når han gør det, så er det for at få jeres opmærksomhed, så er det for at blive set, blive lyttet til - og det tænder ham mere og mere af, når I blot ignorerer ham. I må meget genre sige "jeg vil ikke have, at du kalder mig sådan!".

I kan også tale med ham om, at han selv styrer og bestemmer, hvad der kommer ud af munden. Han er aldersmæssige lige på grænsen til at kunne finde ud af forskellen på tanker og ord, men I kan prøve at tale med ham om det - at tanker har man inde i hovedet, og man behøver ikke sige dem alle højt. Så det kan godt være, at han synes mor er en "lortemor", men det behøver han ikke sige højt.

Det er dog samtidig vigtigt, at I generelt forsøger at holde fokus på det ting han gerne må og de ting han gør rigtigt. Når man har et barn, der ofte bliver vred og som reagerer så voldsomt som jeres dreng, så vil hverdagen hurtigt blive fyldt med skæld ud, irettesættelser, afvisninger, ignorering... Ofte er fokus på alt det, som han gør forkert "du må ikke slå", "du skal stoppe med det skaberi", "du skal ikke sparke til væggen" ligesom irettesættelser også kan være indirekte og medføre skam "hvis du ikke kommer, så kan vi ikke læse for de andre"... Det giver alt sammen en følelse af at være forkert, en følelse af, at det ville være bedre, hvis jeg var en anden - det giver lavt selvværd.

---

---

---

Derfor er det vigtigt, at I f.eks. sætter ord på det, som I gerne vil have. Både når I ser det gode "jeg nyder bare sådan, når vi sidder her og...", ligsom I gerne må være konkrete i jeres løsninger. I stedet for at sige "du må ikke gå ud på vejen", så kan det være bedre at sige "jeg vil gerne have du går på fortovet". I stedet for at sige "du skal ikke kaste med tingene", så kan man sige "du må gerne være vred, og du må gerne trampe i gulvet". Så Der er fokus på, hvad han kan gøre i stedet og dermed fokus på det, som I hellere vil have ham til. Han kan godt have brug for handlingsanvisninger. Og når og hvis han direkte slår jer, eller slår sine søskende, så skal I naturligvis med det samme sige "jeg vil ikke have, at du slår. Det gør ondt, og man skal aldrig slå andre!".

Det er generelt vigtigt, at I er tydelige, når I kommunikerer, så han ved hvor jeres grænser går. Og I bliver tydelige ved f.eks. at formulere jeres sætninger med et "jeg". Det kan f.eks. være, når han skal i seng og legen slutter, så kan I sige "jeg vil gerne have, at du pakker legoklodserne sammen nu", "jeg vil gerne have, at du går med ud på badeværelset" eller lignende. I stedet for at sige "nu skal du..." eller "du må ikke...". Og igen kan det være vigtigt med medbestemmelse "vil du vaske hænder og børste tænder først? Eller vil du have nattøj på først?". I bestemmer, at det er sengetid, og der er regler for, hvad der skal ske, men han har medbestemmelse i forhold til rækkefølgen, hvormed tingene skal ske.

I skal også passe på ikke at sammenligne jeres børn. Da børnene ligger meget tæt i alder, så kan man hurtigt komme til at sammenligne, men de er forskellige og skal derfor mødes forskelligt, ligesom I også kan stille forskellige krav til dem. Det er vigtigt, at jeres dreng ikke har en følelse af, at han skal være ligesom sin storesøster, kunne det samme som hende og dermed konkurrere med hende. Hun er pige og på mange måder højst sandsynligt hjernemæssigt mere moden, end han er, og så er de bare forskellige - og det er helt okay. Det må I gerne sætte ord på for netop igen at gøre det tydeligt, hvad der gør jeres dreng til noget særligt. Og det samme i forhold til lille bror. Det er vigtigt, at storebror har mulighed for at gøre noget, lave ting - uden lillebror. Noget som man kun kan fordi man er 5.5 år, men som man naturligt ikke kan, når man er 2 år.

Der er som sagt mange ting, som kan spille ind, men jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej :)

Jeg vil også anbefale jer min bog "Helens bog om børn og opdragelse", som jeg tænker, at I måske også kan finde lidt inspiration i :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---