Svar: Hjælp til putning, dreng på 9 måneder
Kære Ane
Tak for dit brev og velkommen til :) Dejligt at høre, at du/I har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med jer.
Jeres dreng har siden november, det vil sige fra han var ca. 6 måneder gammel, været vant til at falde i søvn i jeres arme. I sidder med ham, han er godt viklet ind i dynen og så vugger I ham, sidder med ham i en gyngestol eller går rundt med ham, og nogle gange sidder I også under emhætten i køkkenet. Derudover så fortæller du, at du ofte ammer ham flere gange, - om natten bliver det ofte kl 21, 23 og 04/05, og han søger ofte brystet hyppigere end dette, men det er er det, du har besluttet dig for konsekvent at holde det til...
Det er helt naturligt, at små børn, nyfødte børn, har brug for svøb, vugning og bevægelse, når de skal sove. Det er også helt naturligt, at små børn har brug for mælk, som en fast del af deres putteritual, faktisk anbefaler jeg ofte, at man lader de nyfødte børn falde i søvn med brystet i munden. Men i takt med at barnet bliver ældre, så skal barnet stille og roligt vænnes til at sove på en ny måde, bryst og søvn skal adskilles, søvn og bevægelse skal adskilles, så barnet gradvist lærer at sove i sin seng, en stillestående tremmeseng.
Det har jeres dreng ikke lært, hvilket der kan være flere gode grunde til, men det er det, som jeres dreng skal lære nu:) Jeres dreng har det der kaldes et søvnassociationsproblem, som handler om, at han er blevet uhensigtsmæssigt afhængig af bryst, favn og bevægelse for at sove - både for at falde i søvn og også for at kunne komme videre i søvnen, når han har sine opvågninger om natten.
Jeres dreng vil naturligt søge brystet ekstra i øjeblikket. Han er i separationsfasen og det betyder, at han har ekstra behov for at kunne se dig, mærke dig, være tæt på dig. Derfor vil han også søge brystet ekstra, men det er vigtigt, at du her holder igen, så han drikker mindre mælk og i stedet har plads til mere rigtig mad i maven.
Jeg kan ikke se, om du ammer ham om dagen, men hvis du gør, så vil det være rigtig godt, at du kun ammer ham før middagsluren og stopper med at amme på andre tidspunkter. Derudover vil det være fint at amme ham aften og sen aften, men han skal ikke længere ammes efter midnat. Det vil sige, at han f.eks. kan blive ammet kl 13.30, 19.30/20 og 23.30. De tre amninger vil dække hans behov for mælk fint lige nu. Og trygheden kan han stadig få - enten af mor eller far.
Om dagen vil det være rigtig godt, at I bruger barnevognen. Det er en god måde at adskille bryst og søvn på, så jeg vil anbefale at I triller ham en tur. Lad ham sidde op, kikke på verden og læg ham først ned, når han tydeligt viser sig parat til at sove.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Vækkes kl 07, hvis han ikke vågner af sig selv. Stå op tidspunktet er vigtigt, da det sætter rytmen for resten af dagen og sikrer at dagen ikke skrider for jer, så han får sit behov for mad osv. dækket tilstrækkeligt hele dagen igennem og derfor ikke behøver søge brystet om natten, fordi han reelt er sulten eller tørstig.
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop.
Puttes til formiddagslur - sæt ham i barnevognen og tril en tur, hvor han sidder op og læg ham først ned, når han er parat.
Frokost 11.30-12: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk, kogte grøntsagsbuketter, stykker af frikadelle eller andre rester fra aftensmaden. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur måske ca kl 13.30. Sæt ham igen i barnevognen og tril en tur, så han på den måde vænnes til ikke at skulle falde i søvn i mors favn eller med mors bryst i munden, selvom han stadig ammes her.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop. Skal ikke længere ammes eftermiddag...
Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter, med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i små stykker, som spises med fingrene eller med gaffel og større stykker, som gnaves med hænderne og der skal også være mos, som gives på ske eller gaffel. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage...
Tilbydes godnatgrød og vand af kop. ca. kl 19.30.. Får derefter børstet tænder
Ammes og puttes til natten ca. kl 20...
Sen aften 23-24: Ammes og sover videre - og tilbydes ikke yderligere før næste morgen, hvor dagen så starter med morgengrød.
Det er ...
... vigtigt, at I starter med at skrue antallet af amninger ned og arbejder bevidst på at adskille bryst og søvn. For at hjælpe jeres dreng til at undvære brystet bedst muligt tænker jeg dog, at det vil være rigtig godt, hvis I ikke samtidig fjerner både bevægelse og svøb.
Det er vigtigt, at jeres dreng lærer at forbinde sin barnevogn og sin seng med stedet, hvor han skal sove. Og det betyder, at når du ammer ham før middagsluren og om aftenen, så er det vigtigt, at du flytter ham fra dig, før han sover helt. Hvor han om dagen skal være vågen og gerne må sidde op i barnevognen, så skal han om aftenen ikke puttes vågen men døsig. Det er vigtigt, at du forsøger at flytte ham fra din favn lige der, hvor han næsten sover, men dog registrerer, at han nu ligger i sin seng. Og du må gerne stå med hænderne på ham, berolige og betrygge med din nærhed og tætte kontakt, så du på den måde luller ham ind i søvnen i sengen.
Da det lyder som om, at han har brug for at være svøbt og brug for at føle sig holdt, så kan det være en overvejelse værd om han skal puttes i en sovepose. Det kan give ham denne følelse uden at han er i jeres arme... Når det er sagt, så har han dog også en alder, hvor han naturligt bruger sig selv rigtig meget motorisk, så det er ofte også vigtigt, at han kan trille omkring, når han ligger i sin tremmeseng og han kan godt have brug for både at skulle af med noget energi, før han er parat til at sove, ligesom han kan have brug for at skifte stilling under søvn. At være svøbt kan derfor godt irritere mere end det gavner...
Det er også en god idé at indføre en putteklud, som følger ham, når han skal sove, både dag og aften. Den må gerne dufte af mor, så den minder lidt om at ligge i mors favn. Han vil ikke begynde at bruge den bevidst endnu, men det kan gøre overgangen fra favn og ned i egen seng lettere for ham.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Når I putter ham, så skal i sikre jer, at han er parat til at sove, og at alle basis-ting er opfyldt for at få en god søvn. Derfor er aftenrytmen, som den er - med aftensmad, efterfølgende bad, frottering med håndklædet, babymassage osv. Derefter en godnatgrød og tandbørstning - og så amning og putning. Denne rytme er med til at sikre, at han er mere parat til at overgive sig til søvnen, badet, babymassagen og grøden er med til at give ro i kroppen.
Puttetidspunktet skal naturligvis også passe, og det er derfor vigtigt, at I netop holder fast i stå op tidspunktet og dagsrytmen. Det er helt okay, at han nogle dage sover en kort formiddagslur og længere middagslur og andre dage gør modsat. Den fleksibilitet må der gerne være. Hvis han nogle dage sover så lang en middagslur, at han ikke står op fra denne før kl. 16-16.30, så vil hans nattesøvn naturligt ligge det senere. Det er derfor vigtigt, at I ikke putter ham en time før, han er parat til at sove :)
Når og hvis han vågner og søger brystet om natten, så skal du i første omgang forsøge at hjælpe ham videre i søvnen uden brystet. Og kan han kun sove med bryst, så kan du være nødt til at give ham det, men i givet fald skal det være kortvarigt, og du skal lirke brystet ud af munden på ham igen, så han dier mere og mere kortvarigt og vænnes til at kunne undvære brystet. Du fortæller dog, at du ofte ammer kl 23 og igen kl 04, og derfor tænker jeg, at det faktisk godt kan lade sig gøre - det er jo "kun" er amningen kl 04, som lige nu skal undværes. Derfor kan løsningen også være, at far tager over efter midnat. Det vil sige, at du ammer jeres dreng kl 23-24, gerne fra begge bryster, så han er fyldt godt op, og så puttes han tilbage i egen seng igen, hvor han så sover videre - og mor sover et andet sted. Når jeres dreng så vågner kl 04 og søger brystet, så tager far over. Far kan give masser af nærhed og tæt kontakt, men kan jo ikke amme, så det er udelukkes, og så starter dagen for jer alle tre omkring kl 07, hvor han så tilbydes morgengrød.
Så for at opsummere lidt, så skal I starte med at adskille amning og søvn. Han skal stadig ammes, men ikke falde i søvn i mors favn. Det er vigtigt, at I forsøger at skabe en fast dagsplan og rytme, så I sikrer, at han får både mad og væske nok hele dagen igennem, og især aftenrytmen med aftensmad, bad og godnatgrød er vigtig. Jeres dreng skal om aftenen lære at forbinde sin seng med stedet, hvor han sover. Han skal falde i søvn i egen seng og far må meget gerne tage over efter midnat, hvor far og søn så kan sove sammen i dobbeltsengen, hvis nødvendigt - og mor sove i et andet værelse... i hvert fald de næste dage :)
Håber I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
Morgenmad og børn
Børn har brug for et solidt morgenmåltid, efter at have sovet en hel nat, og så de har energi og overskud til at lege, lære og udvikles hele dagen. Det betyder, at f.eks. en portion yoghurt ofte ikke vil være nok.
Til børn i alderen 1-2 år kan du f.eks. give:
- Havregrød, øllebrød eller anden type af grød. Gerne med lidt frisk frugt og bær.
- A38, tykmælk eller neutral letmælksyoghurt med rugbrødsdrys eller havregryn.
- Grovbrød, grovere boller f.eks....
Gravid vitaminer
Når du er gravid, er det ekstra vigtigt at spise sund og varieret - det, du spiser og drikker under graviditeten, har betydning for dit barns udvikling i livmoderen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager et tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Desuden anbefales gravide at få tilstrækkeligt med kalk, enten gennem kosten eller som tilskud.
Folsyre: 400 mikrogram folsyre daglig fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne. Dette tages i form af...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.