Svar: Barn afviser far

---

Kære desperate mor

Tak for dit brev og velkommen tilbage :) Dejligt at høre fra dig igen - og kæmpe stort tillykke med, at I nu venter jer en lille ny! Og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer :)

Først - I er to forældre, I er mor og far. Og I har begge været til stede de sidste 4 år, så I har begge haft indflydelse på, hvordan jeres dreng har udviklet sig, og hvordan han bruger sin mor og far i dag. Det er ikke enten hverken den ene eller den andens skyld - det er et samspil af forskellige faktorer, der gør, at situationen er, som den er lige nu, og her har I naturligt begge et ansvar. Ingen af jer - og heller ikke jeres dreng - får noget ud af, at I går og giver hinanden skylden eller klandrer hinanden for en forkert opdragelsesstrategi - det er noget I er fælles om.

Man kan være forældre på mange forskellige måder, og ens opdragelsestilgang eller strategi kan være forskellig. Hvis man er autoritær forældre, så lægger man vægt på myndighed og kontrol. Man har klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig, og hvis barnet ikke gør, som man siger, så falder der en straf. Det kan f.eks. være at sige "hvis du ikke spiser din aftensmad, så må du ikke se tegnefilm". Regler bliver ikke diskuteret, for de voksne ved bedst, og derfor skal barnet gøre, som de voksne siger - uden at stille spørgsmål og uden at klage sig. Børn af autoritære forældre har ofte ikke respekt for deres forældre, men er snarere bange for deres forældre...

Man kan også være mere eftergivende i sin tilgang. Her er der ofte ikke ret mange krav til barnet, og der gives lov til det meste. Der er ofte ikke ret mange konsekvenser, heller ikke hvis barnet bryder nogle regler. Eftergivende forældre lytter meget og er meget varme og åbne - men det er rigtig svært at sige nej, så det bliver ofte til "nej, nej, nej ... jamen så gør det da" fordi det giver ro og så er alle glade. Børn af eftergivende forældre vil ofte være meget udforskende og vil ofte mangle selvberskelse, de er ofte mindre selvstændige.

Du fortæller, at du er meget eftergivende i din tilgang, og far er den strenge og den der sætter grænserne. Du nævner også, at når du forsøger at sætte grænser, så viser jeres dreng ingen respekt og far er nødt til at gribe ind, hvilket er med til at holde jer i rollerne som "den bløde" og "den strenge"...

Der er ikke noget i vejen med at være forskellige. Det må I meget gerne være og som udgangspunkt er forskellighed en styrke - I kan som mor og far give jeres dreng noget forskelligt. Det er dog vigtigt, at I overordnet er enige om nogle ting - at de overordnede regler ligger fast, og at I begge bakker op omkring disse. Det kan f.eks. være regler om at man sidder ved spisebordet, når man spiser, og at man ikke løber rundt med mad. Eller det kan være regler om, at man skal vaske hænder, skal have hue på fordi det er koldt, eller hjælpe til med at dække bord, eller at man skal gå på toilettet, når man skal tisse (altså hvis man er renlig).

Det er meget vigtigt, at I bakker hinanden op omkring disse regler, så jeres dreng ikke kan spille jer ud mod hinanden. Det går ikke, at jeres dreng kan få at vide af far, at han skal sætte sig og spise ved middagsbordet og mor så siger, at det er ligemeget, eller at far siger, at jeres dreng skal have hue på, og så går han til mor som siger, at det behøver han ikke. Du kan f.eks. bakke op ved at spørge jeres dreng "hvad sagde far?", og hvis far har sagt nej, så siger du også nej. Hvis I ikke er enige i hinandens beslutninger - sådan kan det jo godt være - så er det vigtigt, at I taler om det. Så kan du spørge "hvorfor har du sagt, at han skal spise ved bordet?" og drøfte dette. Måske kan I så blive enige om, at hvis jeres dreng sidder stille og spiser roligt, så må han godt få en snack ved sofabordet, det behøver ikke være spisebordet. På den måde lærer I jeres dreng, at mor og far er en enhed, og samtidig lærer han, at man ved at tale om tingene kan finde løsninger og indgå kompromis.

Du skriver også "jeg ved godt, jeg har været og er for blød og eftergivende og helst bare vil putte og kramme".. og så fortæller du, at far faktisk græder, når han bliver afvist. Han bliver oprigtigt ked af det - og han ender så med at give dig skylden. Det viser mig, at jeres kærlighed til jeres dreng er stor - I vil ham faktisk rigtig gerne begge to og far ville ønske, at han på samme måde som mor kunne putte, kramme, dele oplevelser og nyde det at være sammen, der er ikke noget, han (I begge) hellere vil.

Jeg ...

---

---

... tænker, at I skal tage jeres opdragelsestilgang lidt op til revision - I er begge nødt til at ændre lidt taktik, og I skal være det, jeg kalder myndige forældre. Når man er myndige forældre, så er der visse regler, som skal overholdes, og man stiller også krav til sit barn - men naturligvis krav, som passer til barnets alder og den udvikling, som barnet går igennem. I skal se, lytte til og anerkende jeres dreng, som den dejlige 4 årige dreng han er, og I skal tale med ham og indgå i dialog med ham, om hvad I forventer, og hvad der skal ske - og forsøge at finde løsninger, som tilgode ser både ham og jer. Hvis tingene er nødt til at være, som I siger, så skal I forklare ham, at I godt ved, at han gerne vil noget andet, vise ham forståelse for dette, men stadig holde fast i, at det er som I siger og hvorfor det så er det. Børn af myndige forældre viser ofte selvstændighed og selvberskelse. De er vokset op med regler og de ved hvorfor reglerne er der, de er mødt ligeværdigt af deres forældre, og har naturligt lyst til at gøre, som mor og far siger, fordi de har en naturlig tillid til, at forældrene vil dem det bedste.

Du nævner respekt et par gange - hvordan man sætter sig i respekt og også får respekt. Respekt er gensidig og I kan ikke forvente, at jeres dreng vil respektere jer, hvis I ikke respekterer ham. Respekt opstår af det samspil, som I har til daglig, måden I møder hinanden på i hverdagen, måden I er sammen på. I skal prøve at sætte jer ind i jeres drengs behov og møde ham der, men I skal samtidig også udtrykke jeres egne behov - ikke på en måde, hvor han skal tage særligt hensyn til jer, men at I f.eks. taler pænt til hinanden.

Det lyder lidt som om, at far oplever, at hans ønsker og behov ikke rigtigt bliver prioriteret, at hans ønsker og behov ikke er så vigtige, og at jeres drengs ønsker og behov kommer i første række - og det lyder faktisk også som om, at du nogle gange lader jeres drengs behov fylde før dine egne, der er faktisk heller ikke rigtig plads til dine behov og ønsker. Det dur ikke. Det er vigtigt, at der i en familie er plads til alle og til alles behov og ønsker. Det betyder naturligvis ikke at alle altid kan få deres behov dækket og ønsker opfyldt - men ingen skal gå rundt med en følelse af at andres behov og følelser er vigtigere end mine. Gensidig respekt er netop, når alles følelser og behov respekteres - både mors, fars og barnets.

Jeg tænker, at I skal sætte jer ned og holde et familiemøde, hvor I taler lidt om, at der skal ske nogle ændringer hos jer. Far skal sætte ord på, at han rigtig gerne vil jeres dreng og de to skal finde på noget at lave sammen - som er deres dig-og-mig-tid. Jeg ved godt, at det kan være svært i øjeblikket, hvor man ikke kan gå boldspil eller andet sammen, men de kan sagtens gøre andre ting sammen. Det kan være at vaske bilen sammen, rense cyklerne, spille bold i haven, gå en tur, spille et spil, handle sammen, lave mad sammen. Og du skal naturligvis bakke op om at det er deres tid og noget de gør. Det vil være rigtig dejligt for dem begge at mærke denne fælles tid, denne samhørighed om noget, og så kan de fortælle mor om det, når de kommer hjem.

---

---

---

Det vil også være en god idé, at I begge siger godnat og er en del af putningen om aftenen. I kan f.eks. skiftes til at læse godnathistorie - og den modsatte forældre kommer så stadig ind og siger godnat. Hvis du læser, så kommer far og siger godnat - og brokker jeres dreng sig over det, så bakker du op om, at far selvfølgelig skal sige godnat. Når far læser, så kommer du ind og siger godnat - og brokker jeres dreng sig over, at far læser, så bakker du op "far læser i dag, jeg kommer ind og siger godnat bagefter", og far anerkender, at jeres dreng gerne vil puttes af mor og siger "nu læser jeg for dig, så kommer mor og siger godnat, når vi har læst historien færdig". Så I begge viser ham, at I forstår ham, men samtidig også holder fast i, at naturligt kan far også læse godnathistorie om aftenen - og det vil far gerne.

Der er højst sandsynligt mange situationer i løbet af dagen, hvor I kan ændre jeres måde at møde ham på, men jeg håber, at mit svar hjælper lidt videre på vej :)

Jeg vil anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Den vil I begge højst sandsynligt kunne få noget ud af, og der vil være flere kapitler, som I med fordel begge kan læse og efterfølgende diskutere og tale om...

Glæder mig til at følge jeres lille familie igen - stort knus til jer alle 3 (snart 4):)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---