Brev:
Vores følsomme fighter
Kære Helen
Nu har vi haft stor glæde af at læse dine svar til andres dilemmaer og problematikker lige siden vores første søn kom til verden for mere end 5 år siden. For første gang i den tid er vi nu i en situation, hvor vi ikke kan se os ud af at skrive til dig personligt for at få et konkret råd i vores situation. Vores spørgsmål kunne nok siges meget simpelt, men som mange ting, så er der flettet en masse delelementer ind i helheden, hvilket forhåbentlig kan være med til at kaste mere lys over, hvad vi gennemgår for tiden. Alle delelementerne er med til at påvirke helheden. Vi håber ikke, at det forvirrer og vil prøve at være så præcise som muligt.
Vi har tre dejlige børn på 5 år, 3 år og snart 6 måneder. Overordnet set er vi en lykkelig familie. Men for tiden er vi kommet ind i en nedadgående spiral, hvor vi ikke er de forældre, som vi gerne vil være, og som vi plejer at være. Vi kommer ud i situationer, hvor vi råber for meget og det gør bogstaveligt talt ondt i hjertet på os. Vi har brug for råd fra dig, hvordan vi bedst muligt bremser dette, så vi får ro på vores familie igen og vender tilbage til en god hverdag.
Vores 3-årige, M, er en fantastisk dreng som har mange følelser – og han er en fighter uden lige. Han er muligvis også det typiske midterbarn, som kan have meget svært ved at finde sin egen plads og rolle i familien. Han har et meget tæt forhold til sin storebror, A, som han ofte spejler sig i. De går i samme børnehave, hvor han også til tider er en smule for afhængig af sin storebror og de store drenge. Overfor dem er han ”den lille” og herhjemme forventes det tit, at han er ”den store” (det er selvfølgelig lidt groft sat op). Det giver ham til tider lidt knubs, når de store drenge ikke vil lege med ham, og vi ved, at A ofte har en stor ansvarsfølelse overfor sin lillebror.
A er en meget omsorgsfuld storebror, og han elsker sine søskende – men det er også hårdt for ham til tider, da han begynder at have brug for at gøre sig lidt fri af relationen i det sociale. Vi håber, at M lærer at stå mere på egne ben, når A starter i skole her til april. Vi forventer, at det kan blive en svær overgang for M, men det har både vi og børnehaven fokus på. Vi håber også, at det kan give M en bedre fornemmelse for sig selv, så han ikke kun vil dét, som A vil… men rent faktisk mærker, hvad han selv har brug for og lyst til. Det har han brug for. Da M gik i dagpleje, og A i børnehave, var deres liv af gode grunde ikke nær så sammenflettede, og det resulterede i, at M virkede til at have mere selvtillid og var mere sin egen.
På 9 måneder har M gennemgået mange forandringer: vi er flyttet til ny kommune, startet ny børnehave, blevet storebror til lillesøster, L, fået kat, afleveret sine sutter til julemanden og er blevet blefri i dagtimerne. Vi anerkender, at det er nogle ret store ting for en lille dreng. Vi har også en dreng, som reagerer på dette. Han er i den famøse selvstændighedsfase, og det har vi også mange reaktioner på. Men han holder også meget hårdt fast på, at der er mange ting som han ikke kan gøre uden hjælp. Fx at tage tøj på eller af, vaske hænder osv. Vi hører ofte hans ”hjælpeløshed” som værende et råb på at opnå noget opmærksomhed og/eller omsorg fra os, da han har brug for at være i ”lillebror-rollen” stadigvæk. Derfor hjælper vi ham nok også mere end vi burde i mange situationer, da han ellers kan blive meget ked af det.
Vi har mange konflikter med ham omkring småting (børste tænder, tøj på, i seng osv.), men vi ser disse som værende ganske normale i den alder – og husker de samme konflikter med storebror. Måske fylder de en smule mere, da vi har et barn mere i dag end dengang. Han er virkelig glad for sin lillesøster, og vi mærker ikke en direkte reaktion på hendes ankomst. Det eneste vi kan ane hos ham er, at han kan virke en smule jaloux, når A og L har et godt ...
... samspil. Vi er i tvivl om hvorvidt jalousien er rettet mod A eller L, men vi gætter på, at det er et samsurium af begge.
Vores allerstørste konflikt/problem med M er med katten. Tilbage i december fik vi en voksen hunkat. Hun var længe ventet af vores drenge, som begge havde glædet sig til, at vi kunne få en kat efter, at vi flyttede. Det er en god og tålmodig kat, som er virkelig glad for børnene, og de er glade for den. M kan være rigtig sød ved katten, men et par gange om dagen er det som om han glemmer, at det er en kat, og ikke hans bror, som han kan wrestle med. Han kan finde på at lægge sig på katten, klemme hende lidt for hårdt, forhindre hende i at gå væk… vi kender ham så godt, at vi er ikke i tvivl om, at han ikke mener noget ondt med sine handlinger.
Vi er dog også klar over, at det er vores ansvar, at der ikke sker katten noget – både for dens skyld, men i høj grad også for hans skyld. Katten siger ikke rigtigt fra – vi ville ønske, at hun sagde mere fra, da det måske kunne hjælpe ham med at forstå hendes signaler/grænser bedre. Hun finder sig i det langt henad vejen. Og det har heller ikke ødelagt relationen mellem katten og M, da katten er ellevild, når han kommer hjem fra børnehaven og ligger gerne hos ham og A, når de leger. Vi har prøvet at sætte grænser for ham mange gange, og har prøvet at sætte fokus på de ting, som han gerne må gøre med hende i stedet for de ting, han ikke må gøre (fx ae, nusse, give mad…). Vi er efterhånden så frustrerede og magtesløse over, at han bliver ved med at ”gå efter” katten, at vi tager os selv i at råbe for meget af ham. Og det ønsker ingen af os. Han bliver rigtig ked af det, og siger undskyld. Men der kan til tider gå en halv time, og så er vi tilbage igen. Vi ved godt, at han er 3 år, og dermed har han ikke fornemmelse for kattens signaler. Men vi kan ikke forstå, at han bliver ved med at gøre det samme. Opmærksomhed?
Han vil ofte gerne anerkendes, og det gør vi også meget ud af. Vi er kede af at opleve, hvordan disse mange konflikter og hævede stemmer giver os følelsen af, at vi fejler. At vi ikke får vist ham tilstrækkeligt, hvor fantastisk han er. Det påvirker vores relation til ham efterhånden, da vi næsten er begyndt at forvente, at han vil gøre noget forkert, når han nærmer sig katten. Vi er næsten i forsvar med det samme, og det fornemmer han helt sikkert. Ofte siger han også til os, når han sidder med katten, hvad han gerne må gøre.
Vi har forsøgt med konsekvenser (fx at sende ham på værelset for at tælle til ti inden han kan komme tilbage igen for at sige undskyld). Vi er nu der, hvor vi overvejer, om vi skal aflevere katten tilbage. Det ønsker vi ikke, da vi altid har haft dyr (også som børn), og vi ønsker virkelig at give børnene et liv med dyr. Derudover ved vi, hvor glade de er for hende, og det vil gøre ondt at tage en sådan beslutning. Vi frygter også, at A vil bebrejde M, da A for længst også har fornemmet, at der ligger en konflikt dér.
Vi har ramt en mur, og vi kan ikke længere se, hvordan vi kan gøre det godt igen. Mest af alt for M. Men i virkeligheden også for os alle fem. Det giver os ondt i maven, og vi har brug for gode råd til, hvordan vi kan bryde ud af rutinen, hvor vi ender med at råbe, når vi allermest af alt har brug for at forhindre situationen inden den opstår. Men vi kan ikke altid se det komme.
Vi har nok i virkeligheden et todelt spørgsmål, som vi tænker hænger meget sammen. Hvad kan vi gøre for at hjælpe M med at finde sine egne fødder lidt mere og mærke sig selv? Hvordan skal vi gribe det an, når M er hård ved katten – både når det kommer til opløbet til en situation og når vi tager ham i det? Jo mere konkret du kan være – jo bedre. Vi vil så gerne have meget konkrete værktøjer, så vi kan finde tilbage til at have fokus på de vigtige ting i vores hverdag.
Kærlige hilsner fra
en mor og en far
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
15. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen Jeg skriver til dig for at få lidt input til ny putterutine...
23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...
16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...
Viden om børn:
Udslæt - hos børn
Børn kan få mange forskellige slags knopper og udslæt. Det kan være svært at afgøre, om det bare er noget forbipasserende, og hvis du er i tvivl, så kontakt altid lægen. De mest almindelige former for udslæt hos babyer er:
- Ble-eksem: Voldsom rød numse, knopper, og det kan være smertefuldt. Det kan skyldes at barnet ikke tåler det materiale, som engangsbleen er lavet af, og det kan derfor være en fordel at prøve et andet blemærke. Det kan også skyldes, at barnets hud reagerer på...
Gulsot nyfødt
Ca. 60% af alle nyfødte får en gullig farve i huden, det kaldes gulsot eller icterus/ikterus. Det opstår ofte, når barnet er 2-3 dage gammelt, og det topper, når barnet er 5 dage.
Gulsot er hos de fleste børn en ufarlig tilstand, som ikke skader barnet, og som ikke kræver behandling. Det opstår, fordi børn fødes med en del ekstra røde blodlegemer. Da barnet lå i livmoderen, var blodlegemerne med til at ilte barnets blod, men efter fødslen har lungerne overtaget denne funktion,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.