Svar: Barn 2 år og 4 mdr vil ikke sove alene på eget værelse
Kære trætte og frustrerede forældre
Tak for jeres brev og tak for den meget fine beskrivelse af jeres dreng og alle jeres tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne give jer lidt tanker retur.
Når børn bliver 2-2.5 år, så sker der udviklingsmæssigt rigtig meget - og mange børn vil i den alder f.eks. begynde at blive bange for mørke, ligesom de også kan være bange for lyden af små dyr (fluer og lignende), bange for insekter (det kribler under en træstub, der løftes) osv. Og det betyder, at børn i den alder pludselig godt kan vise ekstra behov for hjælp, når de skal sove. De har brug for en natlampe, så de kan orientere sig, de har brug for, at mor og far sidder ved sengekanten, beroliger og betrygger, ligesom de begynder at have behov for en åben seng, fordi det er med til at signalere, at hvis man vågner af en ond drøm, så kan man søge mor og far. Og det lyder for mig som om, at det er dette udviklingsspring, som I lige nu befinder jer i.
Derfor er det super godt, at I har prioriteret at sidde ved sengekanten og læser en godnathistorie om aftenen, når jeres dreng skal sove. Det kan være en god idé på samme måde at tale dagen igennem, fordi han kan have svært ved at sove, hvis han har en masse tankemylder og ubearbejdede oplevelser. At tale dagen igennem kan f.eks. være at sætte ord på de ting, som I ved er sket: "I morges da du stod op, så fik du havregryn, mmm det smager godt", "så væltede mælken, og der kom mælk ud på hele bordet, det var noget gris", "så kørte vi i vuggestue, hvor du legede med Anton og Emma, det var dejligt", "så faldt du og slå hul på knæet, AV! det gjorde ondt", "så kom der en voksen, og så fik du plaster på, det var godt"... Så I sætter ord på nogle af alle oplevelserne - både de gode og de mindre gode - og på den måde gør det lettere at slippe dagen, overgive sig til søvnen og samtidig også giver en forhåbenligt roligere nattesøvn med lidt mindre drømmeaktivitet...
Det er også helt perfekt, at jeres drengs værelse ligger placeret sådan, at han kan høre jer og se jer, så I kan gå ud af værelset og lave lidt praktiske ting i køkkenet, og han så kan falde i søvn på egen hånd. Det vil sige, at når I har læst historie eller talt dagen igennem, så er det umiddelbart fint at gå kortvarigt fra ham, og fra sengen kan han så følge med i, at I stadig er der, og har noget kedeligt og praktisk at lave. Det er super godt, hvis I på sigt kan gøre det på denne måde, netop med den alder han har og den udvikling, som han går igennem netop nu.
Nogle gange kan det være en idé at lave noget praktisk på værelset eller direkte i døråbningen - som at lægge tøj sammen eller stryge tøj. Fordelen ved dette er blandt andet, at I er der, men er der på afstand - og at I kan stille jer sådan, at han ikke behøver rejse sig for at se, om I er der. Samtidig giver det jer mulighed for at gå til og fra og det lyder som om, at det vil være behovet lige nu. I kan f.eks. sige "jeg henter lige en skjorte mere" og så går I ud, er væk i få minutter og kommer så tilbage med en ny skjorte, som I så stiller jer og stryger. På den måde har I et formål med at gå, som ikke handler om at han skal sove, men som stadig lærer ham, at han trygt kan ligge alene i sin seng, I er der stadig væk og I kommer naturligt tilbage, som I har sagt. Han kan også kalde på jer og tale med jer, når han ligger i sin seng "moar?!", "faar?!" Og I kan svare "Ja, jeg er lige her, jeg står og stryger, læg dig ned skat" og på den måde berolige samtidig med at I fortæller, hvad det er der forventes af ham nu. Og gradvist kan I så forlænge tiden, hvor I går frem og tilbage...
I skal regne med, at han har behov for ca. 12.5 times søvn i døgnet. Det vil sige, at hvis han sover 1-1.5 times middagslur, så vil hans nattesøvn skulle være ca. 11 timer f.eks. fra kl 19.30-20 til 07, og det lyder umiddelbart fint med rytmen og de tidspunkter, som I normalt har/har haft hos jer.
Det vil være en ...
... rigtig god idé, at far tager del i alt det, som leder op til putning. Det kan være en god idé, at jeres dreng f.eks. får et bad om aftenen, ligesom han også gerne må få et godnatmåltid (det kan fint være rester fra aftensmaden eller en portion havregryn eller lignende med mælk) - og det skal være far, som giver ham bad, smører med creme, giver nattøj på, sidder sammen med ham, når han spiser sit godnatmåltid, børster hans tænder... Jo mere far gør alt det, som leder op til putning jo mere vil far kunne være den som på sigt også putter.
Det er fint, at mor lige nu er den som sidder og læser, siger godnat, men far må også gerne stille og roligt være en del af dette, så far kan måske starte med at læse, og så kan mor komme ind og kysse godnat og synge godnatsang... Ligesom I også kan skiftes til at være den, der står og lægger tøj sammen eller stryger...
Derudover tænker jeg, at det vil være en god idé, hvis I kan indføre puttebamse, putteklud eller lignende - en putteklud kan godt være en aflagt t-shirt af mors eller fars, som kan genkender. Det er med til at signalere, at han har lidt af mor/far tæt hos sig og kan derfor nogle gange give ekstra ro. Og det vil være rigtig godt, hvis han på sigt kan putte sig med bamse, klud eller lignende, der fungerer som substitut for jer.
I kan også overveje, om han vil have glæde af en godnatsang, evt. indsunget så den kan afspilles. Det kan også være lidt beroligende og afslappende musik - noget som han forbinder med at skulle koble fra og overgive sig til søvnen, men som samtidig hjælper ham til at føle sig mindre alene - og som I netop kan tænde for og derefter gå ud, og så spiller det stadig.... I har fuldstændig ret i, at det er vigtigt, at det at komme i seng forbindes med noget trygt, dejligt og rart. Derfor er det vigtigt, at jeres dreng ikke ligger og græder ulykkeligt, man at I finder en måde at hjælpe ham på, som gør, at det stadig er dejligt at komme i seng.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
I skal derfor ikke "tage en kamp hver aften", men forsøge at finde en måde, hvorpå I kan gøre det trygt og dejligt at komme i seng - og samtidig også forsøge at finde en måde, hvor det stadig er trygt, selvom I går fra ham - gradvist går fra ham.
Jeg forstår godt bevæggrundende for at beholde madrassen på gulvet i hans værelse, det er en god idé i forhold til at vænne ham til at I bliver på værelset om natten og at han ikke skal ud og ind til jer, når han vågner. Som I selv skriver, så vil han ofte vågne tidligere og tidligere for at komme ind til jer og til sidst ende med at falde i søvn i jeres seng - en løsning man naturligt godt kan vælge, men som I gerne vil undgå ;)
Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis I kan putte jeres dreng i egen seng om aftenen og på den måde holde fast i, at han skal sove der. Det er som sagt vigtigt, at I beroliger, betrygger, holder fast i godnathistorie osv. men når du spørger "skal vi fortsætte med at skabe tryghed omkring det at falde i søvn ved at læse for ham til han sover", så er svaret - ja I må meget gerne læse for ham, men I skal forsøge at gå ud af rummet, før han sover - og f.eks. stille jer og lave noget praktisk, så I er der, ikke forsvinder men samtidig signalerer, at I ikke sidder og venter på, at han skal falde i søvn, men har noget kedeligt at lave - og så forsøge at gå til og fra, så han gradvist vænnes til at det er okay at ligge i sin seng alene.
Når han kan det, så vil han højst sandsynligt ikke behøve jer hos sig om natten, og behovet for at I ligger på madrassen bliver gradvist mindre. Lige nu kan det godt være nødvendigt, at I lægger jer hos ham ,når han har en af sine første opvågninger eller måske midt på natten eller tidlig morgen - men prøv derudover at gå fra ham, brug puttebamse, klud, afslappende musik eller andet, som kan erstatte jer på sigt, og så I kan komme tilbage til egen seng igen :)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
Vugge - møbel
En vugge er en lille babyseng, der kan vugges/gynges. At bruge en vugge har mange fordele, da det er med til at stimulere barnets ligevægtsorgan og dermed har betydning for barnets videre udvikling. Samtidig er en vugge ofte mindre end en tremmeseng, hvilket er med til at gøre den tryg for baby at sove i - mange børn kan sove i en vugge de første 3-4 måneder.
Der findes mange forskellige vugger på markedet, og i mange familier er en vugge også noget, der går i arv. Nogle vugger...
Dagtilbud til børn
Vi har i Danmark kommunale dagtilbud til vores børn.
Dagtilbud omfatter:
- Vuggestuer og dagplejeordninger for ½-3 årige
børn
- Børnehaver for 2-6-årige
- Aldersintegrerede institutioner for flere aldersgrupper
- Fritidshjem
- Skolefritidsordninger (SFO) for børn i skolealderen.
Aldersopdelingen kan variere lidt fra kommune til kommune.
Hvis I ønsker at få jeres barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.