Svar: Raserianfald - 14 mdr.

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng. Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Helt overordnet så kan man sige, at den reaktion, de reaktionsmønstre, som I ser hos jeres dreng lige nu er helt normale for hans alder og blot et udtryk for, at han går igennem en sund og helt normal udvikling. Det er ikke fordi I gør noget forkert eller fordi der er noget galt med ham, tværtimod.

Når jeres dreng bryder sammen - tramper i jorden, falder samme på gulvet, råber, græder - f.eks. når I siger nej, siger han skal skiftes, tager fjernbetjeningen fra ham, siger han ikke må kaste med telefonen osv. så er det fordi han er igang med at udvikle mere og mere selvstændighed og egen vilje, og det er svært for ham at mærke, at I vil noget andet end han vil, ligesom det er svært for ham at erfare, at ting er svære - han kan f.eks. også bryde sammen over at klodserne ikke vil stables, når han forsøger. Det kalder man fortvivlelsesanfald og når han har disse anfald, så kører hormonerne rundt i kroppen på ham og et af disse hormoner er blandt andet adrenalin. Det er vores "kamp- eller stresshormon" og når jeres dreng bliver frustreret og ked af det, så udsendes der adrenalin i hans blodbane.

Det kan I mærke ved, at hans muskelmasse f.eks. øges. Når verden bryder sammen for ham, når han bryder fysisk sammen, så bliver han styrkere og han vil fysisk stritte imod, han bliver fysisk svær at holde. I vil også kunne se, at hans pupiller trækker sig sammen, hans puls og blodtryk vil stige og han vil tydeligt være i oprør. Det er vigtigt, at I her sikrer jer, at han ikke kan komme til skade - nogle gange må I tage ham op, sidde med ham, holde ham. Andre gange er det bedre blot at være i nærheden og berolige med jeres tilstedeværelse, måske komme en pude ind under ham, så han ikke kan slå sig...

Det er vigtigt, at I ikke skælder ham ud eller kalder ham hysterisk, rasende eller lignende. Men at I forsøger at sætte lidt ord på, at I godt forstår, at det er svært og at det er okay, at han bliver ked af det, fortvivlet, og at I forsøger at vise ham, at I gerne vil hjælpe ham. Det er på samme måde vigtigt, at I forsøger at bevare roen og netop lader ham spejle sig i jeres ro.

Adrenalin virker som ild - hvis vi puster til det ved at skælde ud eller sige f.eks. "hold så op!" eller "lad være med at skabe dig", så bliver hans reaktion værre, og det vil ikke hjælpe ham på sigt. Det bedste I kan gøre er derfor at tage det stille og roligt, netop vise ham roen - for så vil han spejle sig i dette og "ilden går derfor ud".

Med den alder han har, vil det også være godt at aflede ham. Afledning kan være noget helt andet - "kom, skal vi læse en bog, se her" eller "vil du have lidt frugt, se her er dejlige bær" eller lignende - så hele situationen bliver brudt. Afledning kan også være fjolleri - at I pjatter, laver skøre ting. Afledning kan også være inddragelse, så hvis han f.eks. ikke vil skiftes, så kan I bede ham om selv at finde den nye ble, som han skal have på eller I kan lade ham stå op i stedet for at ligge på puslebordet.

Med hensyn til at han "tester jeres grænser og nu er begyndt at se dig imens han f.eks. hiver i gardinerne", så er dette også helt normal udvikling - og noget han skal igennem. Den proces, det udviklingsforløb, som han skal igennem, er blevet beskrevet af den kinesiske filosof Confucius (Konfutse) som sagde:

Jeg hører – og jeg glemmer
Jeg ser – og jeg husker
Jeg prøver – og jeg forstår

Og når børn lærer, så gør de det i etaper, og hvis jeg skal bruge gardinet som eksempel, så er læringsforløbet sådan, at jeres dreng ser gardinet, det er spændende, det flagrer, når man kravler hen og tager fat i det ...

---

---

... og det sidder fast, så man kan ikke hive det ned. Derfor tager han fat i det og du siger nej - han hører det, men glemmer det, og gør det derfor igen og igen (= jeg hører, og jeg glemmer).

Stille og roligt begynder han så at få en erindring om, at her plejer du at komme med en reaktion. Han vil se på dig, og du vil kunne se, at han begynder at kunne huske det lille 'nej' - huske reaktionen – og alligevel er lysten til at forsøge så stor, at det overmander det lille 'nej', som han godt kan huske (= jeg ser, og jeg husker).

Til sidst når han så til, at han hører det lille nej inde i sig selv - også uden, at du behøver sige det - og han forstår, at han skal stoppe. Det er først der, når han har forsøgt sig mange gange igen og igen, at han når til 'jeg prøver, og jeg forstår'. Først der formår han at kravle hen til gardinet og kikke på gardinet og lade det hænge uden at ville hive i det men bare kravle eller gå videre (= jeg prøver - og jeg forstår).

Når han især afprøver jeres reaktioner og ikke gør det på samme måde i vuggestuen eller hos bedsteforældre, så er det fordi han stoler på jer forældre. Det er helt naturligt, at han hjemme afprøver lidt mere, end han gør, når han er ude. Det er blot tegn på, at han har en grundlæggende tillid til jer - og at han derfor godt tør afprøve verden sammen med jer :)

Og når han kommer hen til dig, græder, råber, vil op - og så vil ned igen - så hænger dette også samme med hans alder. Netop i 13-15 måneders alderen kan man tale om en slags separation-gentilnærmelses-fase, og det vil netop være kendetegnet ved, at han vil op, og med det samme han kommer op, så vil han ned igen - en slags op-ned-op-ned udvikling. Det er fordi han motorisk kan gå rundt nu og derfor bevæger sig mere og mere ud i verden på egen hånd, samtidig med at han jo er i vuggestue og derfor adskilt fra jer om dagen. Han øver sig således på en en slags "jeg vil have min mor/far - og jeg vil prøve selv".

---

---

---

Han vil i denne periode have ekstra stor glæde og afhængighed af mor (ofte mor), og det bliver ekstra forstærket af, at I er adskilt, ligesom det kan blive forstærket af, hvis du afviser ham ved f.eks. at sige "nu må du lige.." eller f.eks. lukker døren til badeværelset og signalerer, at du ikke vil ham.. Han er stadig så lille, at han ikke forstår, hvor du er, når han ikke kan se dig. Han føler sig alene og forladt, når du går ind i et andet rum, for så føler han, at du forsvinder. Så hvis du går på toilettet eller i køkkenet uden at tage ham med og lader ham være alene i stuen, så kan han blive oprigtigt ked af det. Og når han så ser dig, smiler eller griner til dig, så er det ikke fordi han er udspekuleret eller forsøger at snyde jer - det er en oprigtig glæde over "åh, der var du, gudskelov, jeg troede du havde forladt mig". Når han nogle gange klynger sig til dig, så er det fordi han har brug for at mærke dig, han har brug for den fysiske kontakt og nærhed, og det skal du endelig lytte til.

Det er helt naturligt, at han i perioder søger mor mere, og i andre perioder vil søge sin far. Og at han lige nu søger dig ekstra meget betyder ikke, at du så skal gøre alt. Det vil f.eks. være rigtig godt, at far tager del i alt det, som leder op til putning. Far må meget gerne være den, som giver ham aftenbad, smører ham med creme, giver ham ren ble og nattøj på, giver ham et godnatmåltid, børster hans tænder - og så putter mor med bamse, godnatlæsning og sang.

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé om, hvad der sker hos jer og hvordan I kan hjælpe jeres dreng videre :)

Derudover vil jeg også anbefale dig meget to af mine bøger "Helens bog om dit barns udvikling", og "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---