Brev:
3-årig vil ikke i børnehave
Kære Helen
Jeg skriver til dig, da vi har en dreng, M, på 3 år og 6 måneder, som ikke trives. Det store ’problem’ er, at han ikke vil i børnehave. Vi kan ikke helt selv finde ud af, hvad årsagen er, selv om vi har mange tanker og bekymringer derom. Vi er derfor i vildrede med, hvordan vi kan hjælpe ham. Derfor kommer her en meget (beklager) lang beskrivelse af hans og vores hverdag sammen i håb om, at du kan se, hvad vi kan gøre.
For at give en forståelse af Ms hverdag:
Han bor sammen med mig og min kæreste H., to hunde og hver anden uge sin storesøster på 11 år. Han er ene ’mand’ i huset. Både jeg og min kæreste prioriterer at arbejde deltid, og jeg arbejder i øvrigt hjemme. Så han har aldrig haft lange dage i institution. Han startede i vuggestue som 1-årig. Vi ville gerne have kunnet holde ham hjemme, indtil han var 2 år, det kunne desværre ikke praktisk lade sig gøre.
Han går i børnehave (integreret institution), som han startede i, da han var 2 år og 7 måneder. Vi havde gerne set, at han var startet senere (som 3-årig), men institutionen syntes, at han var klar (og så var der vist også noget praktik, der skulle gå op). Desuden kunne han også rykke op med sine venner fra vuggestuen, herunder bedsteveninden L. Vi er glade for institutionen og pædagogerne, og det er vores indtryk, at han også er glad for dem.
Han er stærk rent sprogligt, og vores tanke var, at det måske godt kunne få omgivelserne til at ’glemme’, hvor lille han stadig var/er.
I starten gik det super godt med børnehaven. Det var sommer, og på grund af corona blev han afleveret ude på legepladsen, hvilket gjorde det lidt nemmere, da han elsker at være ude. Til gengæld blev han hentet kl. 12 og sov lur hjemme. Indtil pædagogerne sagde, at de syntes, at vi skulle lade ham blive længere, da han ellers ikke rigtig fik lov til at komme ordentligt ind i børnegruppen. Det, synes vi, gav god mening, så derefter er han blevet hentet kl 14.30. Han er i dag i børnehave fra ca. 9-14.30.
Det betød også, at han stoppede med at sove lur, da det var meget angstfyldt for ham at skulle sove i børnehaven (som vuggestuebarn var det ikke et problem at sove der). En pædagog sad hos ham og holdt ham i hånden, men han var meget ked af det, og kunne begynde at græde allerede en time inden lur, hvis nogen talte om, at det snart var sovetid. Det var så voldsomt, at pædagogerne sagde, at de ikke syntes, at han skulle puttes i børnehaven mere, med mindre han selv bad om det, da de nødig ville have, at det blev en traumatiserende ting for ham.
I børnehaven har han været meget tilbageholdende og helst villet være sammen med de voksne. Han elsker at sidde og ’sludre’ med dem (snakker og synger generelt meget), og er en meget tænksom og ’filosofisk’ lille en, der gerne vil tale om månen eller en smuk blomst. En af pædagogerne sagde (selvfølgelig mest i sjov), at ”nogen gange kunne man helt glemme, at det var et barn, man sad og sludrede med”. De har aktivt arbejdet med at få ham til at lege både mere med de andre børn, og ellers også selv kunne lege lidt.
Ca. to måneder efter opstart i børnehaven, begyndte en meget hård periode, hvor han ikke ville afleveres om morgenen. Han græd, var ulykkelig, kunne finde på at gå helt i spåner og rive, slå og sparke på vej derhen.
Det har resulteret i, at jeg flere gange har taget ham med hjem, da det føles meget forkert at aflevere et barn, der græder og klynger sig til mig. Det strider imod alt i mit forældre-hjerte. Jeg kan godt mærke, at børnehaven gerne vil have, at jeg er mere konsekvent i min aflevering, da de mener, at jeg ellers risikerer at trække ’pinen’ ud. Ofte har det, at jeg har siddet længe med ham, dog gjort, at jeg har kunnet ”give” ham til en pædagog, ikke, hvor han har været glad, men trods alt ikke i vild gråd. Han overgiver sig ligesom (hvilket også gør ondt). Andre dage gør han ikke.
Min taktik er at tale positivt om børnehaven, ”Jeg tror, at J. vil lege dinosaur i dag”, eller ”jeg tror, at L. glæder sig til at se dig”. Men det gør det nærmest værre. Så skriger og græder han, mens han reagerer mindre på, at jeg siger ”Jeg kan se, at du er ked af det og frustreret, og jeg er ked af, at vi ikke kan blive hjemme, men jeg bliver nødt til at tage på arbejde”. Det er som om, at hvis jeg siger, at det nok skal blive en sjov dag i børnehaven, så anerkender jeg slet ikke, hvordan han har det, og hvad han siger til mig. Så det føles egentlig lidt forkert – selv om det er det, pædagogerne råder til.
Jeg og min kæreste er tilhængere af en anerkendende og rummelig ”opdragelse”, hvor ingen følelser er forkerte. Vi prøver at undgå skæld-ud (lykkes ikke altid), og bruger ikke metoder såsom time-out.
Vi samsover og har altid ligget med ham, indtil han er faldet i søvn om aftenen. Det er ofte en rigtig rar afslutning på dagen, med bøger, nærhed og ro. Som spæd sov han meget afbrudt, sov mange lure om dagen, oftest af 20 minutters varighed. Nu sover han godt og igennem om natten, og er som oftest nem at putte. Han får lov til at vågne af sig selv om morgenen, da jeg arbejder hjemme og selv kan tilrettelægge min dag. Mor og storesøster skal tidligt af sted.
Han er meget tryghedssøgende, elsker sin sut (som vi prøver at vænne ham af med gradvist), og kan også godt finde på at amme hos mor (som har født) enkelte gange om natten. Han bruger ble i børnehaven og om natten, men går uden ble herhjemme og kan godt selv finde ud af at mærke efter, når han skal tisse eller andet.
Han sidder stadig på potten og har en lille ’angst’ for at sidde på toilettet, hvilket også øves. Han øver sig i at sidde på toilettet, men behøver så ikke at tisse (indtil videre) ...
Ca. 5 måneder efter start i børnehave, efter juleferien, kom helt mirakuløst en periode, hvor det var en drøm at aflevere ham. Han strøg lige ind og havde knap tid til at sige farvel. Og pædagogerne kunne fortælle om en glad dreng, der deltog i aktiviteterne og bød ind – ofte ville han slet ikke med hjem igen om eftermiddagen. Det var en stor lettelse, at han endelig var blevet glad for børnehaven og lod til at trives rigtig godt.
Han har altid været vellidt af alle (det siger i hvert fald pædagogerne, og det er også vores indtryk). Hans bedste ven har siden vuggestuen været en pige, L. det er som om, at drengene er en tand for meget for ham, men ind imellem leger han dog med et par af drengene (den ene af dem elsker at lege med ham, men han er en meget ’vild’ dreng, og M. giver til tider udtryk for, at, ”han er for vild”). Han elsker glimmer, at klæde sig ud som Elsa og i det hele taget alt prinsesse-agtigt, som han får lov til at dyrke med veninden L. (og sikkert også inspireret af hende - han har været draget mod hende helt siden start i vuggestuen). Han har også både et strutskørt, som han meget stolt havde på i børnehave, og en Elsa-kjole, som han også elsker. Vi har været bekymrede for, om der var nogen af de andre børn, der ville kommentere det negativt og gøre ham kede af det, men det er gået fuldstændig uproblematisk. Han elsker også at lege pirat og ninja og typiske ’drenge’-lege, og er vild med at tumle med os og ’slås’ som ninjaer. Her skal vi dog også øve grænser, da han til tider kommer til at være for voldsom, hive i hår osv.
For en måned siden begyndte det så at gå helt skævt med børnehaven igen. Det startede efter, at min kæreste skulle aflevere ham (det plejer at være mig). M. prøver rigtig meget grænser af for tiden, og han ville ikke lytte til min kæreste, og ’stak af’ på sin cykel, og sparkede og slog, da hun tog ham op. Min kæreste endte med at blive meget vred, og det hele endte med, at hun sad med ham på skødet i børnehaven, mens han græd i 20 minutter. Herefter lykkedes det at få ham afleveret, og han stoppede med at græde, men de var begge meget ulykkelige. Jeg talte med en anden mor dagen efter, og hun sagde, at hun havde siddet med ham i garderoben i 20 minutter, efter min kæreste gik, fordi han var helt mut og trist, og pædagogerne havde travlt med at få alle børn i tøjet og ud på legepladsen (hun er gået igennem noget af det samme med sin dreng, så jeg tror, at hun ser sin dreng i M.).
Herefter er det gået helt skævt igen. Han vil IKKE i børnehave om morgenen, og det er en kamp at komme ud af døren, og endnu mere en kamp, når vi er derovre. Det føles SÅ forkert at hive ham op af klapvognen med vold og magt og placere ham hos en pædagog. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre – og på grund af corona kan jeg jo ikke få lov til lige at komme med ind på stuen/legepladsen og hjælpe ham i gang med en leg. Jeg har 3 gange i den sidste måned taget ham med hjem, fordi jeg syntes, at det blev for voldsomt for ham. ...
... Men det går jo heller ikke med mit arbejdsliv, osv. Og vi vil jo også gerne have, at han bliver rustet, kan klare udfordringer og livet helt generelt, osv.
Han prøver som nævnt rigtig meget grænser af for tiden. Han er slem til at slå eller rive, hvis han ikke får sin vilje, og er også begyndt at kaste med ting – til tider tunge ting. I dag kastede han et glas mod mig, jeg kunne godt nå at gribe det, men blev noget chokeret over, at han kunne finde på det. Årsagen var, at han var vred over, at vi skulle slukke for tv’et. Han elsker at se noget – jeg er nogle gange bekymret for, om det bliver en ’flugt’ for ham?
Når han kaster med noget eller slår, får han at vide med en meget bestemt stemme (nogen gange hæver vi stemmen, hvis man fx er blevet lidt chokeret over, at han kaster med en stor ting), at det på ingen måde er i orden, at det er farligt, at det gør ondt, osv. Hvis han bliver ved med at kaste, tager vi tingene, han kaster med, fra ham, hvorefter han bliver bundulykkelig. Han får dem igen, når vi kan mærke, at han ikke vil kaste med dem igen. Nogle gange prøver vi også at lade være med at give det energi (med mindre han er til fare for sig selv eller andre), og han bliver oftest hurtigt god igen.
Jeg kan se, at han til tider prøver at kanalisere sin vrede over på noget andet, så han fx slår på en bog. Så siger jeg, at ja, bogen kan han godt slå på.
Han kommer som nævnt forholdsvis hurtigt ud af sin vrede. Og han skifter mellem at være grænsesøgende, vred, frustreret og ked af det til at være verdens sødeste dreng, der siger undskyld og spørger, om man er ok, hvis man har slået sig.
Vi har aldrig tvunget ham til at sige undskyld, i øvrigt, men han hører jo os sige det.
Han er ofte meget kærlig, nogle gange er det som om, at han ikke helt ved, hvor han skal gøre af sin kærlighed, og så kan han kramme meget voldsomt, til tider bide (det sker dog ikke så ofte mere), og nogle gange banke sit hoved gentagne gange og nogle gange lidt halv-hårdt ind i mit (?). Jeg prøver altid at kanalisere det over på noget andet, siger ” mmh, dejligt med et knus” eller, at han kan ae mig, ikke bide, og så går det som regel i sig selv. Som oftest er han dog bare dejligt kærlig og krammer hårdt og længe.
Han får mange, mange kys og kram (måske nogle gange flere, end han gider), og vi fortæller ham meget ofte, hvor dejlig, vi synes, at han er, at vi elsker ham, og det er så dejligt at være sammen med ham.
Han er en meget følsom dreng, hvis der fx er en side i en bog, hvor et dyr eller et menneske gør noget ’ondt’ mod et andet dyr/menneske – det kan fx være at forskrække den anden – så vil han ikke have, at man læser den side. Han kan heller ikke lide uhyggelige ting i film eller tegnefilm. Han er ikke glad for mørke, og vil gerne have tændt lys, når han skal sove. Han har aldrig sovet ude uden os, det har ikke været vores fornemmelse, at han er klar til det. Og hvis vi er på ferie eller hos mine forældre, får han ofte hjemve om aftenen. Han kan godt blive puttet af min søster eller mine forældre hjemme hos os selv, hvis vi er ude. Vi har kun været væk fra ham en enkelt nat, hvor vi var på weekend sammen, og han blev passet af mine forældre. Det gik super, han storhyggede og nævnte os ikke med et ord.
Hans storesøster har været helt modsat – i hans alder kunne hun sagtens sove ude, og hun elskede at være hjemme hos andre mennesker.
Han har været ret optaget af døden, og sagt flere gange, at ”døden findes ikke i virkeligheden, vel? Kun i film?”. Her har vi været så dumme at sige ja, men den gik ikke længe, for hvis døden ikke findes, hvorfor ligger der så en død brumbasse der? Så det var selvfølgelig en dum og lidt fej taktik – lesson learned.
Han er som nævnt tænksom, meget fremme sprogligt og virker meget intelligent af sin alder. Vi har overvejet om han er særligt intelligent eller særligt sensitiv? Når vi møder fremmede spørger han ofte om mange ting – hvad hedder du, hvor er du født, hvad hedder din hund, osv.
Jeg kan dog læse, at særligt sensitive børn som oftest ikke bryder sig om at røre ved fx mudder eller dej – og han ELSKER at lege med mudder og med mad, og ved ikke noget bedre end at få lov til at røre ingredienser sammen i en skål, lege med vand, stikke fingrene ned i det, osv. Han elsker også musik, gerne højt, og også det meget larmende Onkel Rejes heavyband (på DR Ramasjang). Omvendt kan han ikke lide støvsugerlarm eller fx lyden af et elektrisk piskeris, men tænker, at det er meget normalt?
Han virker som om, at han har en udpræget æstetisk sans? Han kommenterer ofte på, fx hvordan huse ser ud, han vil gerne bo i et pænt hus (fx en flot murermestervilla), mens han synes, at vores ”hus” er grimt – vi bor i lejlighed. Han har også en mening om det tøj, han har på, om farver osv.
Han har aldrig spist særlig meget, er VIRKELIG svær at få til at spise. Det ender meget ofte med havregryn lige inden put. Der er mange ting, han ikke kan lide, fra søde ting til sund mad. Havregrød, havregryn og frugt udgør derfor en stor del af hans kost, selv om vi dagligt prøver, og altid er gået op i at introducere ham for nye smage.
Han plejede at elske at være ude, og hygger sig også stadig, når man endelig får ham ud på legeplads. Men de seneste par måneder har han, hvis han selv kan bestemme, villet være hjemme non-stop. Han bryder sig ikke meget om at være på besøg hos andre (med undtagelse af, når vi tager til mine forældre på Djursland, men det er også ro, bål i haven og 100 pct. nærvær).
Han vil sjældent lege med andre uden for børnehaven, med undtagelse af L. Nogle få gange vil han også gerne lege med et par af drengene fra børnehaven, men han kan godt skifte mening, når legekammeraten er kommet hjem til os – og beder så kammeraten om at gå.
Hvis vi tager på legeplads og der er mange børn, vil han ofte gerne gå igen (det gør vi ikke). Til gengæld, når han så leger med andre, og de leger godt, så kan jeg mærke, hvor glad han bliver, og jeg vil rigtig gerne støtte ham i at få de gode oplevelser, som han jo har brug for!
I dag har været sådan en dag, hvor jeg endte med at tage ham med hjem fra børnehave igen, da vi havde kæmpet os frem til pædagogen ved lågen. Fordi han græd og klamrede sig så voldsomt til mig og bad om at komme hjem, igen og igen. Til sidst var jeg selv ved at græde (ved godt, at det er rigtig dumt og ikke gør det nemmere for ham). Så var han så lettet og glad, da vi var hjemme. Til gengæld har han ikke været til at drive ud hele dagen. Jeg har endda lokket ham med, at vi skulle se, om de havde fået nyt sørøverlegetøj i Superbrugsen, men intet virkede. Det plejede han dog gerne at ville – kigge på nyt legetøj.
For halvanden måned siden startede også en periode, hvor han ofte virker sløj, bliver meget træt om eftermiddagen, er fx faldet i søvn kl 17 og selv bedt om at komme ind i sengen. Det er sket ca 3 gange, men han har også haft falsk strubehoste.
Han klager ofte over ondt i maven, det er dog stået på i mange måneder. Han siger, at han har en bi i maven. Han kan vise, hvor den sidder, og nogle gange siger han, at nu er den omme i ryggen, og så gør det ikke ondt mere. Vi har haft ham til lægen to gange, men han har almindelig afføring (dog med en periode på et par uger med meget tynd mave, nærmest slim til tider), og de kunne ikke mærke noget på hans mave, heller ikke se noget på en urinprøve, men nu vil vi insistere på, at han bliver undersøgt ordentlig på hospitalet, da det ikke rigtig bliver bedre.
Vi kan dog spekulere over, om det er fysisk eller psykisk?
Det blev en meget meget lang tekst. Jeg håber, at du kan få et nogenlunde billede af ham til at give et bud på, hvad vi kan gøre og hvad vi gør forkert – så han kan trives mere og gerne vil i børnehave. En ting, vi skal være bedre til, kan jeg lige nævne, er at få ham til selv at tage tøj af og på, rydde op efter sig, osv. Altså at være mere selvstændig i det hele taget – hvilket han jo nok har brug for? Det er han ikke så glad for – når han ikke vil ud af døren om morgenen, virker det dog helt umuligt at han selv skulle tage tøjet på. Så den kamp har vi besluttet ikke er den vigtigste lige nu.
Det har også været en proces at få ham til at spise selv. Han kan sidde længe og sige, at han ’ikke har nogen arme’, og at vi skal hjælpe ham (made ham). Til sidst giver han dog op og spiser selv uden brok.
Jeg tror, at vi har ’fodret’ ham lidt for meget, fordi det har været så svært at få ham til at spise noget.
Igen – ser frem til at høre dine tanker, da jeg efterhånden føler mig som en dårlig mami, der ikke kan finde ud af at hjælpe ham med at favne og rumme verden.
Med venlig hilsen,
N. og H.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
18. juni 2024 | Sygdom | 4 år, 2 mdr.
4-årig med kæmpe nedsmeltninger og anderledes adfærd
Kære Helen, Jeg har med stor glæde læst dine bøger og mange brevkassesvar...
23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...
4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...
Viden om børn:
Børnemad
De første måneder at barnets liv kalder man for mælkeperioden, da barnets mad udelukkende består af mælk. Barnet ernæres her enten af modermælk eller af modermælkserstatning. Når barnet er mellem 4-6 mdr kan barnet begynde at få lidt skemad.
Den periode som afløser mælkeperioden kaldes overgangsperioden. Den varer til barnet er ca. 9 mdr gammelt. Det er overgangen fra flydende mad, til mad med struktur og klumper til mere og mere bid og mad i stykker, til at barnet kan spise mere...
Massage - baby
Mange babyer nyder at få massage eller berøring af ryg, mave, ansigt, fingre, tær. De rolige og rytmiske bevægelser giver barnet en følelse af at være elsket og fylder barnet med velvære. Der findes flere bøger om emnet, hvis du ønsker at sætte dig ind i en bestemt teknik, kan det anbefales at låne eller købe en af disse.
Hvis dit barn har svært ved at komme af med afføring eller luft, så kan det også være en god ide at massere lidt på barnets mave. Dette gøres ved stille og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.