Svar: Temperament i selvstændighedsalderen

---

Kære Maria

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres dreng - og velkommen til :) Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive.

1-3 års alderen kaldes, som du skriver, også selvstændighedsalderen, og det er en kæmpe stor udvikling, som jeres dreng går igennem lige nu. Det er en tid, som kræver utrolig stor opmærksomhed, omsorg og forståelse fra jeres side :)

Jeres dreng får det, som kaldes fortvivlelsesanfald. Det gør han, fordi hans hjerne er umoden. Det betyder, at verden nogle gange bryder sammen for ham - ikke fordi han gerne vil det sådan, eller fordi han er uartig eller på anden måde forsøger at være imod dig eller andre - men simpelthen fordi han endnu ikke har dannet de vigtige forbindelser mellem hjernens forskellige dele. De forbindelser som netop skal gøre, at han er i stand til at bevare roen, overblikket og på sigt lære at kunne sige "pyt med det". Det kan simpelthen ikke, fordi han stadig er en meget lille dreng :)

Du vil opleve, at verden bryder sammen for ham over ting, som du føler er bagateller. Hele verden vælter for ham, når du f.eks. vil ind, og han vil ud, eller modsat, du vil ud og han vil blive inde. Det kan også være, fordi du giver ham den blå kop, og han ville have haft den røde kop, eller at du f.eks. skærer æblet ud i både, og han ville have haft det på en anden måde, eller at du hælder vand op i koppen, og han villle selv hælde. Eller at skoene driller, og han kan ikke selv få dem på... En masse små ting, som bare får det hele til at vælte for ham, og han bliver dybt ulykkelig, dybt fortvivlet og frustreret.

Det er meget vigtigt, at du, far, dagplejer og morfar forsøger at forstå ham og viser ham, at I godt kan rumme ham, rumme hans følelser uanset, hvordan han har det. Hans hjerne består af flere dele, og I skal forsøge at appellere til hans storhjerne. Det er den, I påvirker, når I viser ham lydhørhed, følelsesmæssige forståelse osv.

Han er styret af lyst og styret af sin mellemhjerne. Og når han mærker, at du og andre vil noget andet, end han vil, så bliver han oprigtigt ked af det. Han er stadig så lille, at han ikke med ord kan fortælle, hvad han vil eller ikke vil - og derfor reagerer han fysisk med at kaste sig i gulvet, smide med bestikket, bryde fuldstændig sammen. Når han mærker, at I ikke forstår ham, når han mærker, at I ikke forstår, hvad han vil eller ikke vil, eller når han mærker, at I ikke vil det samme som ham, så bliver han oprigtigt ked af det, og han bryder sammen - og der udsendes adrenalin i kroppen.

Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner", og når det pumper rundt i blodbanen, så påvirker det rigtig mange ting. Du/I vil f.eks. opleve, at hans muskelmasse øges, så han bliver meget svær at holde, og han virker fysisk meget stærk. Hans pupiller trækker sig ofte også sammen, hans blodtryk og puls stiger, og han begynder at svede, præcis som du beskriver. Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at I forsøger at hjælpe ham til ro.

Det gør du/I ved at lytte til ham. I skal forsøge at finde ud af, hvorfor han bliver så ked af det og frustreret, og så hjælpe ham med at løse det, som han ikke kan selv. Der vil naturligt være situationer, hvor du ikke altid ved, hvad der udløser hans reaktion, nogle gange ved han det måske ikke engang selv, men andre gange vil du godt kunne finde en løsning, måske tilbyde et alternativ.

Det er meget vigtigt, at I ikke ignorerer ham og siger f.eks. "stop det, hold op med at være hysterisk" eller lignende, for adrenalin virker som ild - hvis I puster til det, så blusser det op, og I puster netop til det, hvis I ikke lytter. Det er derimod meget vigtigt, at I sætter ord på og viser ham, at I forstår ham - ikke stille spørgsmål, men prøve at sætte ord på hans følelser "sååå, bliver du bare så ked af det lige nu", "hov driller skoene, det er også dumt", eller "har du bare slet ikke lyst til at skulle være inde lige nu" eller hvad det nu kan være. Så han igen og igen hører, at du/I forstår, hvorfor han reagerer, og så han føler sig mødt og anerkendt.

Derudover så er det en rigtig god idé at anerkende hans selvstændighed og lyst til at deltage mere og mere i tingene, få mere og ...

---

---

... mere medbestemmelse. Det vil derfor være rigtig godt, hvis du kan begynde at inddrage ham lidt i nogle af hverdagens små rutiner. Han kan f.eks. være med til at dække bord, han kan selv hælde vand med en lille kande op i sin kop, han kan godt selv finde sin ble frem, sine sko, den bog I skal læse...

Du kan med fordel netop aktivere ham i hverdagen for på den måde at give ham idéer til, hvordan I sammen kan komme videre. Du kan også med fordel forsøge at skabe lidt faste rutiner, for genkendelighed giver tryghed. Det vil være en rigtig god idé, hvis I om eftermiddagen feks. kan have en rutine, hvor I går ind, sætter jer og spiser et lille mellemmåltid. Så ved han, hvad der skal ske, når han har været i dagpleje og I træder ind i hjemmets verden - det er naturligt svært for ham at skifte mellem de to verdener.

Det kan også være en god idé at lade morfar og lillemanden gå en aftentur sammen, når du laver aftensmad. Det kan være en fin og hyggelig rutine for de to. De behøver ikke gå langt, bare lidt rundt om huset eller ud ved vejen, kikke lidt på trafikken, træerne, hunden de møder osv. Og når de så kommer hjem, så er I klar til at sætte jer til bordet og spise.

Det vil være en rigtig god idé at indføre en aftenrutine, hvor I spiser sammen og derefter kommer han i bad, bliver frotteret godt med håndklædet, smurt med creme osv. og får ren ble og nattøj på. Derefter får han så et godnatmåltid, får børstet tænder og så bliver han puttet med godnatsang og godnatlæsning, sin puttebamse, putteklud eller lignende. Igen - jo mere rutine, I kan have om aftenen sammen, jo mere struktur og genkendelighed, jo mere ro vil det ofte også give.

Du skriver, at om aftenen, hvis du f.eks. sidder i sofaen, så trækker ham dig i hånden til du rejser dig - og så vil han til køleskabet. Du fortæller også, at om aftenen er der meget stor uro, så vil han i køkkenet, så i soveværelset, så ud i gangen, så stuen og I ender med at gå frem og tilbage, imens han skriger frustreret. Jeg tænker, at det er fordi han mangler rutiner og lidt struktur. Han ved ikke selv, hvad der skal ske og kan ikke spørge dig - og du kan undgå en masse aftenuro ved at have en rutine med bad og godnatmåltid.

Det vil sige, at en eftermiddag og aften hos jer kunne se således ud:

Eftermiddag: Kommer hjem fra dagpleje, og I sætter jer ved bordet og spiser et lille mellemmåltid. Det kan være ½ bolle med smør, ost. Det kan være en portion yoghurt, frisk frugt og bær, lidt gnavegrønt eller lignende og vand af kop.

---

---

---

Morfar og lillemanden går en aftentur, og imens gør du aftensmaden klar

Aften: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand eller letmælk af kop. Han må gerne være med til at dække bord og også gerne være med til at skylle grøntsager osv. hvis det passer godt en dag, så han er inddraget i dine aktiviteter.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov. Ren ble og nattøj - og gøres klar til natten.

Tilbydes et godnatmåltid - det må gerne være rester fra aftensmaden som f.eks. en frikadelle, lidt kylling eller lignende, som han får sammen med en klapsammen rugbrød. Det kan også være en portion havregryn med letmælk eller lidt havregrød, mysligrød eller hvad du nu tænker fungerer. Får børstet tænder

Puttes i seng med godnathistorie og godnatsang...

Det er vigtigt, at du også er opmærksom på, at han stadig har brug for masser af nærhed og tæt fysisk kontakt. Det er vigtigt, at han mærker, at du stadig er der for ham. I er jo adskilt dagen igennem, og han har stadig rigtig meget brug for at mærke dig. Derfor er det rigtig godt f.eks. med badet, da det giver naturligt fysisk kontakt, men også at sidde sammen i sofaen, læse bøger sammen, bygge puslespil sammen osv.

Derudover vil jeg også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den finder du mange gode råd til, hvordan du kan møde ham og lære ham nogle af de regler, som du naturligt også genre vil lære ham, ligesom du også kan læse om, hvordan du "får ham til at høre, hvad du siger":)

Jeg håber, at du (I) kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---