Svar: Håndtering af temperamentsfuld datter

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter :)

Der er ingen tvivl om at 1-3 års alderen for mange er svær. Der sker rigtig meget med din datters udvikling i disse år, og hun brager igennem selvstændighedsalderen - det der tidligere hed trodsalder :) Hun har rigtig meget brug for din omsorg, din forståelse. Hun har rigtig meget brug for, at du lytter, ser hende og anerkender. Og hun har rigtig meget brug for, at du kan rumme hende og rumme alle de følelser og reaktioner, som hun har.

Når du mærker, at din datter bliver sur, skriger, græder, sparker - virker umulig at trøste, selvom du forsøger at trøste, være der, berolige hende - så kommer du naturligt let til at tænke, at du gør noget forkert, at det er din skyld, at din datter reagerer, som hun gør, at du ikke opdrager nok, ikke sætter grænser nok osv. osv.

Når I er nogen steder, på besøg hos din søster og hendes børn, når I handler sammen eller laver andre ting, hvor andre er tilstede, og hvor din datters verden pludselig bryder sammen, så er det let igen at komme til at tænke, hvad andre mon tænker om dig, om de ser skævt til dig, synes du ikke er en god nok mor osv. osv. MEN, det er ikke fordi du gør noget forkert eller ikke gør det godt nok. Det er en helt naturlig udvikling, som alle børn gennemgår - også din søsters børn, de andre børn i vuggestuen :)

Forøvrigt undrer det mig, at du skriver, at vuggestuen har ringet hende hjem på grund af hendes temperament - seriøst?! Hvad handler det om? Jeg går ud fra, at pædagogerne er uddannet til at håndtere et barn på 16 måneder... og hvis det er i en grad, som de ikke magter, så skal de/I jo have hjælp...

Indtil din datter blev 1 år, så har hun været fuldstændig afhængig af dig. Men nu begynder hun stille og roligt at undersøge verden lidt på afstand af dig. Hun er stadig afhængig af dig, men hun forsøger at løsrive sig lidt. Hun er i stand til at gå rundt nu og kan derfor fysisk bevæge sig væk fra dig. Hun har dog ikke fornemmelse for, at noget kan være farligt og forstår ikke, hvorfor du nogle gange siger nej til ting, eller hvorfor du holder fast i, at tingene er nødt til at være på en bestemt måde. Og hun holder hele tiden øje med, hvordan du reagerer på alt det hun gør.

Når du fjerner hende fra forskellige situationer. Når hun lige har fået fat i en pose mel, eller når du siger nej til is, så bliver hun naturligt frustreret og kaster sig rasende i gulvet. Adrenalin pumper rundt i kroppen på hende jf. mit tidligere svar til dig. Og hun kan i den situation ikke lytte til dig eller forstå en forklaring, som du forsøger at give hende. I en sådan situation er du nødt til blot at være der for hende, vise hende ro.

Hendes udforskningstrang er stor. Hun undersøger, hvad der sker med maden, når hun hælder mælken ud i tallerkenen. Hun undersøger, hvad der sker, når hun banker legetøjet hårdt i gulvet. Hun undersøger, hvad der sker, når hun hiver bøgerne ud af reolen, også selvom du lige har sagt nej... Og hun gør det ikke for at provokere dig eller for at være imod dig. Hun gør det, fordi hun er styret af lyst - og hun kan slet ikke lade være.

Samtidig sidder hendes følelser lidt uden på tøjet. Det skal ikke ret meget til, før hendes følelser svinger. Hun kan være helt vildt glad og pludselig græde helt fortvivlet. Eller hun kan gå fra grædende til grinende på få sekunder...

Det kan være rigtig svært for dig at være i, det er både opslidende og udmattende, og du føler let, at hele dagen er fyldt med nej'er, protester og konflikter - men det er en helt naturlig del af det lille barns udvikling, og jo mere du kan være i det, jo mere du kan rumme hende og alle hendes følelser, jo bedre er det faktisk :) At kunne rumme hendes følelser betyder, at du skal kunne holde ud, at hun har det, som hun har det. At du ikke forsøger at lave det om, men accepterer, at hun har de følelser, som hun har. Og at du ikke tager det personligt - det er ikke din skyld eller fordi du gør noget forkert. Det er en naturlig udvikling, selvom det er svært :)

Når det er svært for hende at se dig ...

---

---

... sammen med andre børn, så er det fordi hun er igang med en lille løsrivelse fra dig. Når hun udforsker verden, så bruger hun dig som sin sikre base. Det betyder, at hun udforsker verden med fysisk og følelsesmæssig støtte fra dig. Eller sagt med andre ord, når hun udforsker verden, så har hun brug for at mærke din fysiske favn, dit skød, dine arme, dine kærtegn, ligesom hun har brug for dine ord, din mimik, din forståelse, din rummelighed, anerkendelse for at turde bevæge sig ud i verden.

Når I er nogen steder, så vil hun derfor ofte starte med at være i din favn og når hun bevæger sig væk fra dig, så vil hun jævnligt tjekke op på, om du stadig er der, ligesom hun vil aflæse dig og se hvordan du reagerer på hende og det hun er igang med. Nogle gange vil hun have behov for et lille kram og kan så klare sig lidt på egen hånd igen, andre gane vil det være nok at du bare lige snakker lidt med hende "mor er lige her, skat" og så tør hun godt prøve lidt selv.

Hun er stadig så lille, at hun ikke er i stand til at forstå, hvad det f.eks. betyder at dele, og hun kan slet ikke forstå, hvis du taler med andre børn eller er kærlige overfor andre børn. Hun er stadig så lille, at hun bliver utryg og usikker, når hun mærker, at hendes mor taler med hendes kusiner og fætre (din søsters børn), eller at du sidder med dem på skødet. Hun forstår det ikke og bliver derfor usikker på, hvor hun har dig - og derfor bliver hun ked af det, søger dig og protesterer i disse situationer. Og når du så forsøger at være der for hende, tager hende op osv. så vil hun heller ikke det - netop fordi hun lige nu er i en udvikling, hvor hun jo forsøger at klare sig lidt selv og uden din hjælp, men naturligt stadig har brug for at mærke, at du som base hele tiden er tilgængelig...

Nogle gange er løsningen blot at være til stede, sidde der, vise dig tilgængelig. Nogle gange er løsningen fysisk kontakt og nærhed, fordi det kan give ro, hvis du kan røre hende, kramme hende, lade hende mærke dig. Andre gange er løsningen at tale beroligende til hende, sætte ord på, vise med ord, at du forstår hende. Atter andre gange er løsningen at du afleder hende, hjælper hende med at skifte situation, få tankerne hen på noget andet, som gør hun glemmer det, som fik hendes verden til at bryde sammen. Nogle gange er løsningen et alternativ, så når du siger nej, så tilbyder du noget andet...

---

---

---

Der er rigtig mange forskellige måder at reagere på, og hvad der er det rigtige afhænger helt af den enkelte situation. Men, det vigtige er, at du hele tiden forsøger at bevare roen. Man kan sige, at du skal forsøge at vise din datter det, som du gerne vil lære hende, så jo mere rolig du kan tage det, jo mere rolig vil hun også blive.

Du skriver, at hendes temperament er voldsomt, og du fortæller, at hun kan slå hovedet ind i ting. Det er vigtigt, at du her sikrer dig, at hun ikke kan komme til skade. Hun må ikke banke hovedet i gulvet, ind i væggen eller lignende, så er du nødt til enten at skubbe en pude ind under hende eller tage hende op, sidde med hende og holde hende fast. Nogle gange er det bedst blot at være til stede, lade hende rase lidt ud imens du er ved siden af hende. Andre gange kan det være nødvendigt, at du holder hende, at du netop bruger dine arme, din fysik til at holde hende - ikke på en måde, hvor det gør ondt, og det må ikke virke som et overgreb, men hvor du bruger dig selv som et tæppe, bruger dine arme omkring hende, og samtidig f.eks. beroligende siger "ssååå, skat, sååå, rolig nu, sååå rolig" eller lignende. Beroligende dybe ord, som får hende til at falde til ro. Igen afhænger din reaktion helt af, hvad er præcist sker i situationen.

Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn & opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du finde mange eksempler på, hvordan du kan møde din datter i hverdagen og anerkende det lille menneske, som hun er, og samtidig også forslag til at håndtere forskellige situationer.

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke - og knus herfra:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---