Svar: 3 måneder og utryg ved fremmede

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev, det er rigtig godt, du skriver :)

Først - din dreng reagerer helt normalt, og du skal prøve at se det som et sundhedstegn, at han er i stand til at sige fra :)

Når det lille barn bliver født, så skal barnet og forældrene knytte sig til hinanden. Det sker gradvist i takt med, at man lærer hinanden at kende, og barnet knytter sig naturligt til forældrene, som passer og plejer barnet hver dag.

De første tegn på, at din dreng er igang med at knytte sig til dig er, at han følger dig med øjnene, når du bevæger dig rundt. Han smiler ofte også mere til dig end til fremmede, og det er også dig, som trøster ham bedst, når han bliver ked af det, er træt osv.

Et vigtigt tegn på, at han er knyttet sin mor er, at han bruger dig som en sikker base, hvorfra han kan observere verden og hele tiden tjekke tilbage til dig for at finde ud af, hvordan du reagerer på det I oplever. Dette bliver mere og mere tydeligt i takt med, at han bliver ældre, og det er altså ikke kun nu, at han har brug for din favn, sin sikre base, det vil han have de næste mange måneder frem...

Jeres dreng oplever verden med alle sine sanser - han ser, lytter, mærker, smager, dufter - hans verden er et bombardement af sanser. Og med den alder han har nu, så begynder han at skelne ting mere og mere fra hinanden. Han kan se længere, han begynder at fornemme rummet, som han er i. Han begynder at skelne mere og mere tydeligt mellem, om han er hjemme eller ude, om han bliver holdt af mor, far eller en fremmede. Og når I er andre steder eller har gæster, når andre mennesker stikker hovedet ned til ham, kikker intenst på ham, eller forsøger at dikke dikke, eller vil holde ham osv. så bliver verden simpelthen for stort og voldsomt for ham. Han kan ikke kapere det.

Børn reagerer forskelligt på dette. Nogle børn vil som jeres dreng reagere med det samme - han stikker i et skrål, og det er faktisk rigtig godt, for det gør, at du med det samme kan gå afsides med ham, give ham ro, skærme ham, trøste ham osv. Andre børn reagerer først, når man kommer hjem. Lige så snart man træder ind over dørtærskelen hjemme og er tilbage i de trygge rammer, duftene, lyset osv. er genkendelige og trygge, så begynder barnet at græde.

Det er meget vigtigt, at du lader din dreng være i dine arme, være i din ...

---

---

... favn, og ikke lader andre holde ham, når I f.eks. er til fødselsdag og lignende, hvor der er mange mennesker samlet. Hvis bedsteforældre gerne vi holde, så kan de gøre det en dag, hvor I kun er jer, og hvor der er roligt omkring jer.

Prøv at undgå alt for mange blikke og alt for meget kontakt, når I er sammen med mange mennesker. Sørg for at skærme ham lidt fra det hele - menneskene, lydene, duftene, lyset osv. Sæt dig lidt på afstand med ham og sig det som det er, at "han er så lille, at det er lidt for overvældende med så mange indtryk, så vi holder os lige her, hvor der er lidt mere roligt". Det skulle der gerne være forståelse for :)

Du skriver, at du føler, at det "ikke er populært hos andre, når ens baby ikke er tryg ved at sige hej" og det er vigtigt, at du ved, at det er helt normalt. Rigtig mange børn reagerer overfor fremmede omkring 3-4 måneders alderen, det er helt naturligt. Der kommer intet godt ud af at lade ham græde, og han kan ikke "hærdes" af at gå fra arm til arm eller af at blive presset til kontakt. Han har brug for din nærhed, din tætte fysiske kontakt, genkendelighed og ro. Og hvis nogen siger til dig, at de synes det er mærkeligt, så siger du bare, at "sundhedsplejersken har sagt, at det er helt normalt, og at vi har en sød og dejlig dreng, der er præcis, som han skal være!". Og det vil ingen jo sige dig imod;)

---

---

---

Du vil sandsynligvis mærke det tydeligt nu, og så vil det måske gå lidt bedre i 5-6 måneders alderen, og i 8-10 måneders alderen kan der så komme en lidt urolig periode igen, fordi han der er i separationsfasen, og mange oplever særligt utrygheden overfor fremmede i den alder. Det vil ofte være sådan, at han i nogle perioder vil søge din nærhed lidt ekstra - og det er igen helt normalt.

Hvis du ikke mindes at storesøster har reageret på denne måde, så skal du huske på, at børn jo er forskellige. Han er naturligt en anden end sin søster, og måske har han en personlighed, som gør at han meget tydeligt viser, hvordan han har det, og tydeligt gør opmærksom på, når noget f.eks. er lidt svært - og det er jo ikke så tosset endda :)

Jeg håber, at du hermed har fået lidt indblik i, hvad der sker og at det er helt normalt. Og at det også giver lidt ro med på vejen :)

Rigtig meget held og lykke, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---