Svar: Nattesøvn bedre, men ...
Hej med dig
Tak for dit brev :) Og lad mig begynde med at sige, at det virkelig er dejligt at læse, at det faktisk går ret meget bedre hos jer. Jeres dreng græder ikke længere ulykkeligt, når han skal sove, og han lyder til at være langt mere tryg ved søvnen - det er så godt, så rigtig godt gået! :)
Det lyder som om, at I er kommet rigtig godt igang med skemaden, og det lyder også som om, at jeres dreng er en lidt sulten dreng, som næsten ikke kan vente på, at I giver ham maden. Går det for langsomt, så bliver han frustreret og brokker sig. Det er så fint, og I må meget gerne begynde at øge hans indtag, så han tilbydes flere måltider hele dagen igennem. Det er netop mæthed hele dagen igennem, som skal være med til at gøre, at han ikke længere behøver søge brystet så hyppigt om natten :)
Som jeg læser jeres brev, så får han to skemåltider nu - frokost og aften. Det er super fint, og I må derfor meget gerne begynde med morgengrød også. Derudover så skal han stille og roligt igang med mellemmåltider formiddag og eftermiddag, så han når op på 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider i det hele. Til alle måltider skal han tilbydes vand af kop, og så skal han ammes eller tilbydes flaske, før han puttes, Han skal altså ikke længere tilbydes mælk, når han vågner - her er det vand og skemad.
Jeg tænker, at når I øger ham i indtag, så vil det sandsynligvis være med til at ændre lidt på hans afføringsmønster og forhåbentlig gøre, at han ikke vågner kl 05, fordi han skal have afføring der. Det lyder nemlig som om, at han vågner tidligt på grund af dette, og hvis han ikke har afføring der, så vil han sandsynligvis kunne sove lidt længere - hvilket også vil give jer en bedre rytme for dagen.
Derudover kan I gøre det, at I en periode forsøger at lægge et bad ind før hans middagslur, så tiden mellem formiddagslur og middagslur forlænges lidt. Samtidig stimulerer badet ham rigtig godt både motorisk og mentalt, og afsluttes det med god frottering med håndklædet, lidt babymassage osv. så vil han derefter måske kunne tage et lidt længere søvnstræk - samtidig med at middagsluren vil ligge senere, netop fordi badet "strækker tiden" - og på den måde kan I rykke hans rytme lidt, så han kan få en powernap om eftermiddagen og så gå en lille smule senere i seng. Ved på den måde at rykke hans rytme vil I måske kunne nå derhen, hvor han ikke sover fra kl 18-05/06, men i stedet kan lærer at sove fra kl 19.30-20 til 06.30-07...
Mit forslag til en dagsplan ser derfor således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover lidt videre, indtil dagen begynder stille og roligt
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur, måske ca. kl 09... afhænger naturligt af, hvor tidligt han står op.
Frokost 11-11.30: Øllebrød eller grøntsagsmos, og der begyndes nu med kød og fisk i mosen, suppleres med lidt ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage og stimuleres på den måde rigtig godt både motorisk og mentalt.
Ammes og puttes til middagslur - måske kl 12.30-13 - det afhænger af, hvor lang formiddagsluren er.
Eftermiddag 15-16: Frisk blød frugt i hånden, lidt frugtmos og vand af kop.
Ammes og puttes til dagens 3. lur, som ofte er den korteste lur
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, ...
... udgangspunktet bliver stille og roligt den mad, som I andre spiser om aftenen. Suppleres også her med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, som han kan sidde og gumle på selv. Vand af kop.
Ammes/flaske og puttes til natten ca 19.30-20 - igen naturligt afhængigt af, hvornår dagens 3. lur ligger
Sen aften 23-24: ammes eller drømmeflaske og sover videre - og begynder her gradvist at kunne sove 5-6 timer uden mælk,- det er et realistisk mål... :)
Hvis I tænker, at det lige nu er lidt for meget med formiddagsmåltidet, og det bliver svært at passe ind - netop fordi jeres dreng har en lidt anden rytme, som I går igang med at ændre - så vil det være helt fint at slå morgengrød og frugten om formiddagen sammen til ét måltid i stedet - og så kan han stadig blive ammet, før han så puttes til lur. Hen af vejen vil det dog være rigtig godt at adskille morgengrød og formiddagsmåltid, fordi han i 7 måneders alderen skal tilbydes mellemmåltidet i stedet for amningen, når han puttes.
Det betyder også, at lige nu vil det være rigtig godt at arbejde på, at han begynder at kunne sove lidt længere søvnstræk om natten og dermed springe amningen midt nat over. Og i 7 måneders alderen forsvinder så amningerne formiddag og eftermiddag og det vil på dette tidspunkt være relevant at amme ham ca. 4 gange i døgnet (eller tilbyde flaske) - det vil på dette tidspunkt sige tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
I takt med at hans indtag af skemad og vand om dagen sættes op og han stadig ammes før hver lur, så vil hans ikke længere ernæringsmæssigt have behov for mælken om natten. Nogle gange vil han derfor kunne sove et længere søvnstræk af sig selv, andre gange skal han måske hjælpes lidt på vej.
Det vil være rigtig godt, at han ikke sover i dobbeltsengen, men at han efter mælk aften og sen aften puttes i egen seng, så han ikke ligger og kan dufte mors mælk og derfor søger brystet ekstra.
Nogle gange kan det være en fordel, at far giver drømmeflaske omkring midnat. Modermælkserstatning vil ofte mætte lidt mere end modermælk og kan derfor være med til at gøre, at jeres dreng kan sove et længere søvnstræk, før han melder sig igen. Samtidig er det godt at bibeholde accepten af flasken, så far kan tage mere og mere over - men det kan være lettere for far at få lov til at give flaske sen aften end det er til selve putningen.
Det vil også være rigtig godt, at du arbejder på, at din dreng nu ikke længere falder i søvn med brystet i munden og i din favn. Det har været nødvendigt for at han følte tryghed ved at skulle sove, men nu må du meget gerne forsøge at lirke brystet ud af munden på ham, før han sover helt. Det vil også gøre det lettere for far at tage over, hvis jeres dreng vænnes til, at brystet ikke behøver være der, for at han kan sove. Når det er sagt, er det dog også helt normalt, at mor i perioder bedre kan putte end far kan. Det betyder dog ikke, at far ikke skal forsøge, det er helt fint, at far forsøger og mor kan så efterfølgende stadig komme ind og sige godnat. Og så kan far som sagt også give drømmeflasken sen aften.
Jeg håber, at ovenstående hjælper lidt videre på vej, og jeg vil også anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn & mad". I den finder du dagsplaner, opskrifter osv. og guides igennem til jeres dreng er 18 måneder gammel. Vær opmærksom på at få fat i nyeste udgave 3. udg. 3. opl. 2021.
Rigtig meget held og lykke, og rigtig god sommer til jeres lille familie :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
18. december 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Vores barn på 7 måneder spiser ikke skemad trods alle vores...
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
22. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Min datter, der nu er 7 måneder, vil pludselig ikke spise skemad....
17. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mandler, hasselnødder mm. før 1 år?
Kære Helen Jeg har bare et kort spørgsmål i dag! Jeg har en dreng på 7...
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
Viden om børn:
Amning og medicin
Når du spiser og drikker, så går det du indtager via din blodbane over i mælken og vil således blive overført til dit barn. Derfor er det meget vigtigt at du taler med din læge, hvis du har behov for at tage medicin, når du ammer dit barn.
Der kan være mange grunde til at man får medicin, når man ammer. Der kan være behov for smertestillende, der kan være behov for antidepressiv medicin, antibiotika og mange andre ting og der findes næsten altid præparater, som kan tages selvom...
Laktulose
Laktulose er et middel, som bruges ved hård mave. Hvis du oplever, at dit barn ikke kan komme af med sin afføring, afføringen er knoldet og hård, måske virker dit barn til at have smerter i forbindelse med, at det skal have afføring - så kan læge eller sundhedsplejerske anbefale dig, at du giver dit barn laktulose.
Laktulose drikkes, og kan f.eks. gives til baby på en ske. Laktulose virker ved at binde vand i tarmen og derved blødgøres afføringen, så barnet lettere kan komme af...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.