Svar: Min søn er urolig tidlig morgen
Kære Christina
Tak for dit brev :)
Jeg tænker umiddelbart, at der kan være flere ting som spiller ind hos jer. Og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med jer - og dejligt at høre, at I har min bog om børn og søvn, tak for det!
Med den alder jeres dreng har nu, så kan han godt have behov for mere mælk. Han kan fysisk godt være ved at være så stor, at hans mælkeindtag skal sættes op, og det viser han blandt andet ved at die hyppigere om natten, da du producerer mere af det mælkestimulerende hormon prolaktin om natten. Derfor er det rigtig godt, hvis I kan være opmærksomme på at fylde ham ekstra godt op med mælk hele dagen og aftenen, fordi det kan være med til at forlænge tiden mellem amningerne om natten.
Samtidig ved jeg fra dine tidligere breve, at du har et ønske om at gå gradvist over til flaske, og I kan derfor godt overveje, om det ville være en idé med en flaske modermælkserstatning sen aften. Modermælkserstatning kan mætte mere end modermælk og kan derfor gøre, at han kan sove et længere søvnstræk før han så vågner og melder sig igen. Og det kan derfor også være med til at gøre, at han spiser bedre og mere effektivt, når han så vågner og ammes i løbet af natten, så I kommer lidt væk hans korte og hyppige amninger.
Når han spiser så hyppigt som han gør i løbet af natten, så vil han naturligt også få en del maveuro, og der vil være ekstra mælk at bearbejde og nedbryde, og det kan også være med til at gøre, at han nu sover langt mere uroligt. Ligesom hans søgning efter sutten kan være et behov for netop at få lidt ro i maven. Det at sutte giver netop ro og sætter samtidig gang i tarmperistaltikken, men uden at han får ekstra mælk i maven.
Det kan derfor også være en god idé, at du efter amning (og en evt. flaske, hvis I giver ham det) tilbyder ham en sut, så han får sit suttebehov ekstra dækket og netop hjælpes til at få lidt mere ro i maven, når han endelig sover. Samtidig er han så lille, at han naturligt stadig kan tabe sutten under søvn, og I kan evt. forsøge at koble sutten til en klud for at se, om han så bedre kan holde den i munden - kluden giver lidt støtte, når han ligger og sover med den, og hovedet er drejet til siden...
Derudover så skal I også se lidt på hele dagens rytme, og mange børn vil i 3-4- måneders alderen begynde at gå sent i seng. Det er ikke unormalt at deres puttetidspunkt ligger f.eks. kl 22. Mange børn trives også med en rytme, hvor de sover ca. 10 timer om natten og 5 timer i løbet af dagen - og netop i 3-4 måneders alderen vil mange børn trives med en 3-lure-om-dagen-rytme. Det vil sige, at han måske ville kunne sove fra 22 til 08 i stedet for som nu f.eks. fra 19 05. Når I putter ham til natten allerede kl 19-19.30, så kan I derfor overveje, om dette måske skal være en ...
... powernap i stedet for putning til natten, netop for at hans rytme kommer til at ligge lidt senere.
Det kan også være en god idé at lægge et bad ind midt på dagen, som forlænger tiden mellem lurene lidt, og som netop gør, at I kan aktivere ham rigtig godt både motorisk og mentalt. Det vil sige, at når han vågner af sin formiddagslur omkring kl 12, så kan han få mælk og derefter få et bad. Badet afsluttes med god frottering med håndklædet, lidt massage osv. Og I må også meget gerne lege, tumle, hygge, synge, pludre og hvad han nu har lyst til - og før han så skal sove middagslur, så tilbydes han igen bryst (eller flaske) og puttes så til en god forhåbenligt lang lur. I løbet af aftenen kan han så tage en powernap mere, komme op, lege, hygge, tumle osv. og I har lidt familietid om aftenen. Og på den måde kan I måske få rykket hans puttetidspunkt til senere... Det kan godt være, at han ikke kan fungere med et puttetidspunkt, der er så sent som kl 22, det afhænger helt af, hvornår han sover sidst på dagen eller i løbet af aftenen, men det er netop vigtigt, at I rykker lidt på hele dagens rytme, for også at få ændret på stå op tidspunktet.
Når det er sagt, så er han dog stadig så lille, at det kan være rigtig svært at ændre særlig meget, og det vigtigste er, at I hjælper ham med en rytme, hvor han så vidt muligt er vågen og aktiv om dagen og sover om natten. Altså hjælper ham til en rytme, hvor han ikke pludselig vender op og ned på nat og dag.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er også helt okay, hvis han ikke kan nøjes med 3 lure lige nu, men nogle dage måske sover 4 eller måske nogle gange 5 lure, fordi hans lure er korte, og døgnet så hænger bedre sammen sådan. Det er dog rigtig godt, hvis en af dagens lure varer mindst 1.5 time, men det lyder også som om, at det er tilfældet hos jer. Og så skal I også være opmærksomme på, at balancen mellem dagssøvn og nattesøvn gerne må være der, netop for at nætterne ikke bliver alt for lange eller starter for tidligt og dermed også slutter for tidligt - og at han naturligt også stadig skal have sit samlede søvnbehov om dagen dækket.
Jo længere nattesøvnen er, jo mere uroligt vil han ofte sove, og jo tidligere nattesøvnen starter, jo tidligere vil han også stå op - men man kan som nævnt ikke bare putte ham senere - det er hele dagens rytme, som skal rykkes. Og det kan I f.eks. gøre ved at lægge et bad ind midt på dagen eller ved at gøre tidspunktet omkring kl 19-19.30 til en powernap og ikke putningen til natten - naturligt alt efter, hvornår og hvor meget han har sovet i løbet af dagen. Men det er måske bedre for jer lige nu, at han er vågen om aftenen, og at I kan hygge og have familietid her, end at I starter dagen allerede kl 04-05....
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
12. november 2024 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Min datter er 10 mdr gammel. Jeg har været på barsel med hende...
9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.
Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2
Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...
Viden om børn:
Sundhedsplejerske
Alle sundhedsplejersker er uddannet sygeplejersker og har arbejdet på forskellige børneafdelinger i sygehusvæsnet samt i den kommunale pleje. Derudover har sundhedsplejersken taget en diplomuddannelse til sundhedsplejerske.
En sundhedsplejerske følger børnene fra de bliver født (nogle gange allerede i graviditeten) og indtil de går ud af folkeskolen.
Alle børnefamilier i Danmark får tilbudt at modtage besøg af sundhedsplejersken. Når et lille barn bliver født, så...
D-vitamin
Alle børn bør fra de er 2 uger til de er 2 år gives D-vitamin 10 mikrogram (400IE) dagligt. Det gives som dråber.
Børn med mørk hud og/eller børn som går klædt, så kroppen oftest er tildækket om sommeren (lange ærmer, lange bukser/kjoler eller tørklæder) skal fortsætte med D-vitamintilskud (400IE) hele barndommen.
Når børn er ca. 1½ år gamle, vil de kunne tygge en multivitaminpille, ofte knækket i kvarte. Indeholder vitaminpillen 10 mikrogram D-vitamin, bliver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.
Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!
Venlig Hilsen Mira
P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!