Svar: Reaktion på flytning - 3 år, 2 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev - og velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen :)

Der er ingen tvivl om, at det er en stor forandring for børn at skulle flytte, og udfordringerne afhænger naturligt af barnets alder. Jo yngre barnet er, jo lettere er flytningen ofte. Når man først bliver 3 år og derover, så er der naturligt et større savn, og det vil kræve lidt mere tilvænning - og samtidig er jeres datter igang med en større selvstændighedsudvikling, som naturligt også spiller ind på de reaktioner hun har.

Jeres datter er stadig så lille, at hendes ordforråd er begrænset. Og nogle gange har hun bare brug for ro og tid - og når hun siger, at hun aldrig vil se farmor og farfar igen, eller er ked af det og bare vil hjem - så tænker jeg, at det er et udtryk for, at hun har brug for tid og "åndehuller". Det hele kan godt blive lidt for meget for hende, især hvis hverdagen efterhånden har indfundet sig for jer voksne, og dagen går med arbejde, ordne huset og måske lidt julestress... så er hun måske ikke der endnu. I føler måske, at hun er kørt godt ind i børnehaven, og det går også godt, hun har gode venner, og pædagogerne melder tilbage, at det går godt - men for hende er der stadig mange nye ting at vænne sig til, og nogle gange bliver det bare for meget.

Og hun kan ikke sige det - hun kan ikke sige, at hun har brug for et frirum, at hun har brug for bare at være hjemme, tanke op, finde roen og være sig selv. Hun kan heller ikke sige, at hun savner det gamle, det trygge, det vante.. og der er jo heller ikke noget galt med det nye, slet ikke, og selvom hun havde ordene til det, ville det sandsynligvis stadig være svært for hende at beskrive, hvorfor hun reagerer...

Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at I forsøger at rumme hendes følelser og reaktioner, uden at ville lave dem om, og uden at tage det personligt. Det er helt okay, at hun nogle gange bryder sammen og bliver ked af det. Og det er vigtigt, at I forsøger at lytte til, hvad der ligger bag. Når hun siger, at hun aldrig vil se farmor og farfar igen, så prøver hun måske at sige, at hun bare har rigtig meget brug for mor og far lige nu - og det er vigtigt at sætte ord på dette "du savner bare mor og far, de kommer og henter dig igen" eller lignende. Og ikke reagere med f.eks. "vil du ikke være her, det bliver farmor og farfar da kede af at høre".

Når hun siger, at hun savner mormor og morfar, savner sit gamle hus osv. så er det på samme måde vigtigt at anerkende dette savn. "Det forstår jeg godt, jeg savner også..." og ikke reagere med f.eks. "nu bor vi her, der er dejligt her, du har jo dit nye værelse her" osv.

De reaktioner, hun har overfor far, tænker jeg handler meget om alder og den udvikling, som hun går igennem. Jeres datter er rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan hun påvirker andre, og hvordan andre påvirker hende. Hun er igang med at udvikle sit jeg, og hun øver sig på at forstå og opfatte andre menneskers følelser, tanker og hensigter.

Det er vigtigt, at far ikke lader sig afvise og afhængig af situationen kan far f.eks. svare far kan f.eks. svare "jeg kan godt forstå, du gerne vil have mor, men nu er mor igang med maden i køkkenet, så derfor hjælper jeg dig". Hvis hun siger, at hun kun snakker til mor, så er det også helt okay at far siger "okay, jeg vil stadig gerne snakke med dig".

Det er også vigtigt, at du bakker op omkring far og f.eks. ikke per automatik tager over, når hun siger, at mor skal, men i stedet siger f.eks. "far ...

---

---

... hjælper dig", så hun hører, at det er I forældre enige om. Det er også vigtigt, at I forældre viser hinanden kærlighed, omsorg og nærhed. At I krammer og knuser, holder i hånden, sidder sammen i sofaen, så hun direkte ser og oplever, at I er en enhed. Naturligvis med plads til hende, hvis hun protesterer og gerne vil være med :)

I skal være opmærksomme på, om der også i disse situationer kan ligge noget andet bag - måske oplever hun i børnehaven, at nogle af børnene afviser hende "jeg gider ikke lege med dig", "du må ikke være med", "jeg snakker ikke med dig" osv. Og at hun reagerer på den måde hjemme, kan godt være udtryk for, at hun afprøver noget af det hun selv møder, og at hun derigennem forsøger at finde ud af, hvordan hun kan reagere hensigtsmæssigt på dette...

Børn kan ofte i 3 års alderen begynde at ville have tingene på en bestemt måde - de vil sidde på en bestemt stol ved bordet, og I har bestemte pladser, hun vil have tøj på i en bestemt rækkefølge, hun vil have, at mor skal gøre noget bestemt, og far skal gøre noget andet. Det handler rigtig meget om, at hun gerne selv vil bestemme og på den måde have lidt mere styr på det hele - og ikke om at hun foretrækker den ene forælder mere end den anden. Og nogle gange skal hun naturligvis have lov til at bestemme, for hvis hun nogle gange oplever, at det godt kan blive, som hun vil, så vil hendes lyst til at lytte og acceptere jeres valg andre gange være større. Men andre gange så er det naturligt jer, der bestemmer, og det er nødt til at være, som I siger - f.eks. skal I begge kunne hjælpe hende eller alle tre sidde med ved bordet. Og det må I naturligvis også gerne sætte ord på - mor må gerne sige "far skal også være her!" eller lignende, så hun igen hører, at hun ikke på den måde kan spille jer ud mod hinanden.

---

---

---

Det er naturligt en balance, hvordan og hvor meget I skal reagere - og det hele skyldes ikke flytning, men alder og udvikling. Når far bliver afvist, så bliver han naturligt ked af det, det forstår jeg godt - men far skal prøve ikke at blive for ked af det, trække sig osv. for det vil naturligt være en reaktion, som jeres datter så vil udforske mere... ikke for at være ond mod far, men fordi hun netop er igang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Prøv derfor nogle gange at reagere modsat - far kan f.eks. sige "hvad så din lille bøllespire, skal du være fræk? Ved du hvad vi gør ved frække piger her i huset? Dem kiiiilder vi!" Far kan tage fat i hende, og kilde hende, så hun synes det er sjovt. Eller leg at han er en stor løve, eller en krokodille der kommer og spiser hende. Så hun mærker, at hun ikke har held med at skubbe far væk, at det virker modsat.

Det er også godt, hvis far og datter kan gøre ting sammen - gå til noget sammen, lave ting sammen - bare de to. Så de på den måde har lidt "far og datter tid", hvor mor ikke er med, og hvor det derfor kun er far, som kan bruges. Det kan naturligt være lidt svært lige nu, hvor alt igen er lukket ned, men de to kan også handle sammen uden mor, vaske bil sammen, gå en tur i skoven sammen, tage til stranden sammen... hvad de nu kan finde på bare de to - netop for at styrke båndet mellem dem og følelsen af, at far naturligt gerne vil hende og ikke bare kan afvises.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :) Og vil også anbefale jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn.

Rigtig meget held og lykke - og rigtig glædelig 4. søndag i advent :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---