Svar: Raserianfald - 22 mdr.

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter - det er rigtig godt du skriver, for det er vigtigt at du ved, at det du fortæller umiddelbart lyder helt normalt for alderen og den udvikling, som din datter går igennem :)

Når jeres datter mærker, at verden går hende imod, når I siger nej eller hindrer hende i noget, som hun gerne vil eller er igang med, så bryder hendes verden sammen. Det kan f.eks. være, når du stopper hende, så hun ikke kan køre ned af en høj kant eller ikke må hoppe i vandpytten, eller siger nej til at hun må være med til madlavningen. I dissse situationer, så får hun det, man kalder for et fortvivlelsesanfald.

Når hun har anfald af fortvivlelse, så strømmer der hormoner rundt i kroppen på hende, og et af disse hormoner er adrenalin. Det er vores "kamp- eller stresshormon", og det udsendes i blodbanen, når jeres datter bliver frustreret, ked af det, bange, ophidset osv.

Du kan mærke det på hende, fordi hendes muskelmasse øges. Hun bliver svær at holde, hun bliver ekstra stærk. Hun stritter fysisk imod, falder måske sammen på gulvet. Hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls og blodtryk stiger, og du vil netop, som du beskriver, ofte opleve, at hun kan virke helt ude af den. Hun vil være tydeligt i oprør, vil måske kaste sig i gulvet, tårerne triller, måske banker hun hovedet i gulvet eller ind i væggen, måske sparker hun og slår ud efter dig...

I en sådan situation skal du naturligvis sikre, at hun ikke kan komme til skade. Måske er du nødt til at tage hende op og sidde med hende, måske vil hun ikke det, men har stadig brug for at du lige flytter hende væk fra væggen, giver hende en pude eller lignende, som sikrer, at hun ikke kan slå sig. Og så skal du forsøge at finde ud af, hvorfor hun reagerer, som hun gør. Hvis du ved, hvad det er der udløser hendes fortvivlelse, så vil du naturligt bedre kunne hjælpe hende.

Det er rigtig godt, at du selv tager det så roligt (det lyder det i hvert fald som om, at du gør), for hun vil spejle sig i din ro, og det er vigtigt :) Det er også godt, at du ikke skælder hende ud. Det er vigtigt, at du ikke siger f.eks. "hold så op med at skabe dig", "slap dog af", "lad være med at være så hysterisk" eller lignende. Prøv i stedet at sætte ord på det, som er svært "åh, driller skoene" eller "det er også dumt, at...", "bliver du bare så ked af det, såå skat", "gider du bare slet ikke bleen nu, jeg skynder mig", så hun føler sig lyttet til, forstået og mødt.

Adrenalin virker som ild - hvis vi puster til det ved at skælde ud eller sige f.eks. "hold så op!" eller lignende, så vil hun blive yderligere ked af det, hun vil ikke kunne finde roen og vil have sværere ved at komme videre - og det vil ikke hjælpe hende på sigt. Derfor er det bedste du kan gøre at tage det stille og roligt og netop vise hende det, som du gerne vil lære hende (roen) - og så går ilden stille og roligt ud.

Det kan være en rigtig god idé, at du nogle gange tilbyder alternativer og ikke blot siger nej - når du siger nej til at hjælpe til med maden eller hoppe i vandpytter, så giv hende forslag til, hvad hun kan i stedet.

Det er også en rigtig god idé at inddrage hende i ting, så hun mærker, at du gerne vil være sammen med hende, og så hun også får en følelse af at kunne noget. Hun brager lige nu igennem selvstændighedsalderen og vil naturligt vise mere og mere egen vilje - især det næste års tid, og det er af stor betydning for hende at få lov til at gøre flere ting selv. Det kan f.eks. være selv at kravle op på sin høje stol, når det er spisetid, selv hælde vand fra en lille kande op i glasset, selv spise sin mad, selv finde sine støvler frem, selv prøve at tage tøj på osv. osv. Og hvor du naturligt skal ...

---

---

... guide og hjælpe hende undervejs.

Afledning er ofte også en god løsning. Hun er stadig ikke så gammel, så hun husker ikke så langt tid af gangen, og nogle gange kan du ved at vise hende noget andet eller finde på lidt fjol få hende videre. Med lidt sjov og ballade, kan I ofte komme videre på en god måde.

Afledning kan også være at afbryde en situation fuldstændig, så I laver noget fuldstændig andet "kom, skal vi gå ud og finde lidt at spise?", så I fjerner jer fuldstændig fra situationen, går ind i et andet rum. Det kan godt være dette, som pædagogen har ment, når hun har sagt til dig, at du bare skal tage din datter med hjem - at det netop kan være svært for hende at komme videre, men går I ud af døren og kommer hun på den måde helt væk fra situationen, så vil det måske gå lettere for jer begge. Når det så er sagt, så har rigtig mange børn svært ved det skift, der er mellem hjem og institution...

Det er også vigtigt, at du forsøger at sætte ord på det, som du fornemmer, at hun føler og har brug for: "Sååå skat, driller klodserne, det er også dumt!, "Du bliver bare så ked af det lige nu", "Kom du herover til mor, skat, kom skat" osv. og med en stile og rolig stemme bare gentager og viser hende, at du er der for hende, at du sagtens kan rumme de store følelser, som hun har - netop når hun ikke selv kan. At du kan rumme hende, betyder, at du kan holde ud, at hun har det, som hun har det. At du ikke forsøger at lave det om, og at du ikke tager det personligt. Du skal kunne rumme hende, for at hun kan rumme sig selv, og det lyder det faktisk som om, at du er ret god til :)

Det er også vigtigt, at du ved, at det er helt naturligt, at hun reagerer anderledes overfor dig end overfor sin far. Det er sandsynligvis dig, som har brugt mest tid sammen med hende, har holdt barsel osv. Og det er helt naturligt, at hun derfor afprøver lidt flere grænser overfor dig. Du skal se det som noget positivt og et tillidstegn - selvom det er rigtig hårdt, jeg ved det godt:)

---

---

---

Du skal også medtænke hendes madindtag i løbet af dagen. Det kunne måske godt hjælpe jer, hvis du tog et mellemmåltid med, som hun kunne få, som en del af jeres rutiner med at blive hentet i vuggestuen. Hun skal have mange måltider hele dagen igennem, for at hendes humør er stabilt, og for at hun har overskud. Det er vigtigt, at hun fra morgenstunden og hele dagen igennem får protein og fiberrig mad, havregrød, grahamsboller, rugbrød, kød, fisk, grøntsager, ris, pasta, frugt, bær... og også drikker væske (især vand) nok.

Hvis hun ikke spiser nok, hyppigt nok, eller måske spiser lidt for sukkerholdigt og måske har en lidt ustabil rytme, så vil det påvirke hendes blodsukker og igen hendes humør og overskud. Der skal ikke så meget til, før verden så bryder sammen for hende. Og det kunne faktisk godt lyde som om, at hun var lidt sulten og havde brug for et sundt mellemmåltid, når du henter hende om eftermiddagen... Jeg vil derfor anbefale, at du medbringer en bolle, en klapsammen rugbrød, lidt frisk frugt, en grød- eller grøntsagsmuffin eller lignende - hvad du nu har mulighed for at have i tasken, som hun kan få.

Og ja, hvis hun har ondt i ørerne, så vil det naturligt også påvirke hendes overskud og vil sagtens kunne spille ind på hendes humør og give lidt ekstra grædeture. Det lyder dog som om, at I følges af en ørelæge, og at du derfor er obs på dette og forsøger at hjælpe hende her :)

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre - og jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du læse meget mere om ,hvordan du kan møde hende og støtte hendes udvikling og spirende egen vilje videre frem.

Fortsat god weekend :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---