Svar: Baby 3 mdr græder i barnevogn og bæresele
Kære Anna
Tak for dit brev og stort tillykke med den lille pige, og velkommen til :) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.
Jeg har brug for at fortælle dig, at du ikke skal gå rundt og føle, at din datter ikke vil bæres af dig. Jeg tænker ikke, at hendes gråd og protester mod bæreselen har noget med dig at gøre, slet ikke. Det handler derimod om flere andre ting.
For det første, så er jeres datter født lidt før tid. Og det betyder, at hun sandsynligvis har oplevet at blive vækket af sin søvn - der har måske skulle tages blodprøver, hun har måske haft behov for ekstra mad og er blevet vække for at skulle spise og lignende. Og det betyder igen, at hendes søvn faktisk har været forstyrret fra starten. Nogle børn har det fint med dette og reagerer ikke synderligt på det, for andre børn følger den svære start naturligt med og giver lidt søvnudfordringer gennem længere tid.
Derudover så tænker jeg, at jeres datter forbinder mor med mælk, tæt hudkontakt osv., og når hun er i bæreselen, så bliver afstanden til dig større - og det kan hun godt have svært ved helt at forstå. Når hun falder til ro i bæreselen hos far, så er det fordi, han ikke på samme måde minder om brystet, mælken osv. men giver ro og nærhed på en anden måde, og derfor har hun lettere ved at bruge bæreselen sammen med ham.
På sammen måde kan det at være i en barnevogn give hende følelsen af at være alene, og hun kan derfor godt græde, når hun lægges i barnevognen. Når hun ligger der, så føler hun sig ikke holdt, ikke omsluttet, og det virker stort og utrygt for hende. Og så græder hun, protesterer hun. I slyngevuggen derimod, vil hun igen føle sig omsluttet, og det minder lidt om at ligge i en lille hule, så her vil hun være mere tryg og rolig.
Lige nu tænker jeg, at I skal gøre det, som gør jeres datter tryg, rolig og glad for at sove. Hvis det lige nu er slyngevuggen, så er det super fint, at I bruger denne. Det er vigtigt, at I gør det, som giver hende en god og sammenhængende søvn - gør det som fungerer.
Hvis du ammer, så vil jeg også anbefale dig, at du lægger dig med hende og ammer hende i dobbeltsengen og lader hende falde i søvn ved siden af dig. På den måde lærer hun at falde i søvn liggende stille og uden at skulle vugges eller trilles med - og uden at skulle være oppe i dine arme, hvilket vil hjælpe jer fremover. Det er derfor et godt alternativ til slyngevuggen, hvis du gerne vil have et alternativ til den, hvilket det lyder som om.
Du kan med fordel koble hendes seng til dobbeltsengen - hvis i har en besidecrib, co-sleeper eller lignende vil det være super godt. Fordi hun så gradvist kan lære at sove fysisk lidt på afstand af dig, men hvor du stadig med dine hænder, nærhed osv. kan lade hende mærke dig og hele tiden fornemme, at du er der og passer på hende. Det er en god måde gradvist at øge den fysiske afstand mellem jer på, så hun på en tryg måde lærer, at det er okay også at sove lidt for sig selv.
Det er sandsynligvis lettest at ...
... lære hende barnevognen om formiddagen. I kan derfor forsøge at prøve med barnevognen til dagens første lur, fordi succesraten sandsynligvis vil være bedre her. Når det så er sagt, så er det dog ikke nogen god idé blot at putte hende ned i barnevognen, det vil være rigtig godt, hvis I kan hjælpe hende med stadig at føle sig omsluttet og holdt, når hun puttes i vognen.
Det betyder, at hvis I f.eks. har en lift, så vil det være rigtig godt at bruge den, da den er mindre i omfang og derfor mere tryg. Det kan også være en sovepose, hvor I med fordel kan putte hende i soveposen inden for, amme hende - du må faktisk gerne amme hende, imens hun ligger i soveposen, og så derefter flytte hende ud i barnevognen og på den måde hjælpe hende med at finde roen, koble fra og falde i søvn.
En sovepose, som er genkendelig, vil give tryghed på sigt, hvis den er en fast del af hendes putteritual. Den vil være med til at signalere, hvad der nu skal ske, og at det er sovetid, så hun bliver tryg ved disse rutiner og på den måde forberedes. Samtidig vil det være rigtig godt, hvis du kan sove med en klud et par nætter, så den dufter godt af dig og evt. koble den til en sut - og så lade sut og klud følge med fra din favn og ned i barnevognen, når hun skal puttes. På den måde vil hun føle sig mere tryg, da det vil minde om at være i din favn, være ved dit bryst.
Derudover er det meget vigtigt, at du ikke putter hende vågen i barnevognen, men først putter hende fra din favn, når hun næsten sover. Det er vigtigt, at du ammer hende - mælk skal indgå som en fast del af putteritualet, og du kan som evt. amme hende efter hun er puttet i sovepose eller måske amme hende af to omgange - så hun ammes, gøres klar til putning med ren ble osv. Puttes i soveposen og ammes igen, og først derefter puttes ned i barnevognen med sut og klud. Hun skal altså flyttes fra din favn lige før hun sover helt.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis du giver flaske, så vil det på samme måde være en rigtig god idé, at du gør hende klar til putning, putter hende i soveposen, og så giver hende flasken med mælk - og først derefter putter hende fra dig og igen med putteklud og evt. sut.
Hvis du både ammer og giver flaske, så kan du starte med at amme hende, skifte bleen og gøre hende klar til putning, putte hende i soveposen og så give hende flasken - og først derefter putte hende i barnevognen:)
Se på hendes øjne, lyt til hendes vejrtrækning. Læg hende fra dig der, hvor hun tydeligt har svært ved at være vågen, øjnene drejer rundt, hun gaber, har mælk i mundvigene og er tydeligt træt, sover næsten, men ikke helt. Hun ligger omsluttet af soveposen, føler sig på den måde holdt, og når du flytter hende, så er hun så træt, at hun med dine hænder, kærtegn, beroligende ord, lidt trillen eller vuggen med barnevognen kan lulle hende det sidste stykke ind i søvnen.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Søvn".
Rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
17. december 2024 | Sovevaner | 23 mdr.
Vil kun sove med mor, og har derfor svært ved at sove i vuggestuen
Hej Helen. Længe har jeg tænkt på at skrive ind. Vores dreng på lige knap 2...
17. december 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Kære Helen Her går det stadig ikke godt med hverken nattesøvn eller lure om...
5. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - 6 mdr.
Kære Helen Tak for de rigtig gode råd, som vi straks har arbejdet på at...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
Viden om børn:
RS virus
RS-virus eller respiratorisk syncytialvirus er i vintermånederne den hyppigste årsag til akut bronkitis hos små børn og RS-virus kan også udvikle sig til lungebetændelse.
RS-virus er meget smitsomt og det rammer typisk børn under to år og ofte er børnene under seks måneder. Det er især større søskende, som smitter de mindre søskende, som så kan blive rigtigt syge og kræve indlæggelse. RS-virus er dog sjældent livstruende og barnet kommer sig igen uden men.
De...
Strækmærker
Under graviditeten oplever mange kvinder at de får strækmærker i takt med at maven vokser.
Har man først fået strækmærker forsvinder de ikke igen, men de bliver som regel næsten usynlige indtil en næste graviditet.
Mærkerne skyldes bristninger i underhuden. De kommer både fordi at maven vokser, men også fordi der sker nogle hormonelle forandringer. De kommer ofte på maven, lårene, brysterne, ballerne og/eller armene, og i starten ses de ofte som rosa eller blålige...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.