Svar: Amning - 16 dage gammel
Kære Mor
Tak for dit brev og stort tillykke med din lille dreng :)
Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært - amning er svært, og det tager for det fleste lidt tid at lære og få det hele til at fungere. Derfor synes jeg også, at du skal ringe til sin sundhedsplejerske med det samme i morgen, hvor du atter kan få fat på hende, og bede hende om at komme og hjælpe dig med amning - så I kan tjekke, at din dreng har rigtig fat på brystet.
Du spørger, hvad der kan være galt, og der er rigtig mange ting, som spiller ind på, hvordan amningen fungerer. Jeg vil dog gerne beskrive det lidt...
Dit bryst består af kirtler, hvor mælken dannes og ligger og venter på, at din dreng er sulten og parat til at spise hos dig. Når din dreng dier hos dig, så trækker musklerne i brystet sig sammen og presser på mælkekirtlerne, din nedløbsrefleks begynder og mælken løber ud til din dreng. Når dine mælkekirtler er fyldt f.eks. fordi det er ved at være lidt tid siden, at din dreng sidst har diet hos dig, så vil dit bryst føles tungt, og du vil også kunne føle at brystet er mere spændt. Når din dreng har diet hos dig, så vil brystet føles mere blødt og eftergiveligt igen.
Det er vigtigt, at din dreng dier med korrekt teknik. Han skal have så meget bryst i munden som muligt (ikke kun brystvorten). Hvis du har tendens til at have lidt flade brystvorter, så hjælper ammebrikken ham med at få fat. Derfor er det fint at du bruger den nu, hvis det hjælper jer og ham, så han lettere tager imod brystet og begynder at die.
Ammebrikken er nogle gange nødvendigt i begyndelsen, men i takt med at han bliver ældre, får flere kræfter og din brystvorte bliver arbejdet mere med og måske bliver mere elastisk, så vil du måske kunne slippe ammebrikkerne, og han vil kunne die direkte på brystet. Nogle gange fungerer det bedst at bruge ammebrikken under hele amningen, andre gange bruges den i starten, og når brystvorten så er trukket frem, så kan man fjerne brikken og få barnet direkte på brystet... Der er også kvinder, som bruger ammebrik de første måneder, og det er løsningen for dem, og så er der kvinder, hvor ammebrikken bare aldrig kommer til at fungere - så lige nu skal du gøre det, som får amningen til at lykkes bedst for dig :)
Du fortæller, at din mælk kommer hurtigt, og at der ofte er lidt mælk i suttebrikken, når han tager fat - det er super godt! Det er et rigtig godt tegn, og så er der samtidig noget at smage, som godt kan være med til at motivere lillebror til at tage fat og die.
Det er vigtigt, at din ammebrik passer i størrelsen til dit bryst. Hvis ammebrikken er for lille, så kan du få sår på brystet, det gør rigtig ondt, og det vil ikke gøre din amning lettere, tværtimod. Du kan også få sår på brystet, hvis din dreng dier med forkerte sutteteknik, og derfor er det vigtigt at du får din sundhedsplejerske til at tjekke, hvordan din dreng dier. Sår på brystet kan ødelægge en amning, og derfor er det vigtigt at finde årsagen til sår..
Samtidig er det vigtigt at du ved, at det ikke må gøre ondt at amme - hvis det gør ondt, så skal man også finde årsagen til dette - ofte er årsagen forkert sutteteknik.
Det er rigtig godt, at du forsøger at lægge til brystet med forskellige ammestillinger. Og når din ...
... dreng dier, så skal du kunne se og fornemme, at han synker og får masser af mælk. Det vil være helt normalt, at han ikke synker hele tiden, ofte vil han have en rytme, hvor han sutter, holder pause, sutter igen og først derefter synker, og nogle gange vil han også kunne blive lidt træt undervejs, hvor du så kan holde ham igang ved at trykke ham under fødderne, i håndfladen, nulre ham lidt i hovedbunden eller lignende...
Det er vigtigt, at du sidder behageligt, så du kan slappe af i kroppen, når du lægger ham til - og det er vigtigt, at det er din dreng, som kommer til brystet og ikke brystet, som kommer til ham. Det betyder, at du skal holde ham tæt ind til dig, han må ikke ligge og hive i brystet.
Det er også vigtigt, at hans hoved ligger lige i forhold til hans krop. Hvis han ligger med hovedet drejet til siden i forhold til kroppen, så vil det være svært for ham at synke mælken.
Når han dier, så er det vigtigt, at hans underlæbe er krænget ud. Hvis han ikke gør det af sig selv, så kan du trække blidt i hagen og på den måde få hans underlæbe til at krænge udad. Hvis han har rigtigt fat, så vil han have det meste af det brune område, som ligger under brystvorten, inde i munden.
Det er vigtigt, hvis han ikke har nogen kliklyde, når han dier - du vil kunne høre og se at han synker, men "klikkende lyde" kan være tegn på, at han ikke har rigtigt fat...
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det er vigtigt med hud-mod-hud-kontakt. Jo mere du kan sidde med ham hud mod hud jo bedre vil det være. Det er godt, hvis han har fri adgang til brystet, og du kan give ham lov til at dufte, smage, slikke lidt på brystvorten og tage fat, når han har lyst...
Det er også meget vigtigt, at du holder øje med hans bleer. Han skal have solgul afføring, der har en lidt syrlig duft, og han vil ofte have mindst 3 afføringer i døgnet (gerne flere). Der må gerne være mindst 6 tunge tissebleer. De fleste børn vil spise mindst 8 gange i døgnet, svarende til ca. hver 3. time. Vil han spise hyppigere, må han gerne det. Og antallet af bleer vil naturligt ofte passe med antallet af amninger :)
Du spørger om den hurtige fødsel kan have påvirket ham - og ja, det kan godt ske. Nogle gange får børn et vrid under fødslen, som kan påvirke dem efterfølgende, men din sundhedsplejerske vil også kunne tjekke ham igennem her, og det kan I også bede egen læge om at gøre, hvis I skønner det nødvendigt.
Husk også at drikke og spise, så du får noget at "lave mælk af", ligesom det er vigtigt, at du også sørger for at få lidt ro og hvile i løbet af dagen. Jeg ved fra tidligere breve, at I har en storesøster, som naturligt også gerne vil have sin mor, hvilket er helt okay. Men prøv om du nogle gange kan gå afsides med lillebror og lægge dig med ham, og så lade far og storesøster have lidt alenetid, selvom det kan være svært. Det er naturligt vigtigt at finde balancen, så du er der for begge børn, men du skal også huske dig selv, så du har energi til det hele:)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre :) Derudover vil jeg anbefale dig min bog "Helens bog om Amning & Flaske", hvor du kan læse meget mere om amning, ammebrikker, ammestillinger, ammeproblemer osv. Og naturligt også kan læse om flaskegivning, hvis det skulle blive aktuelt for jer.
Fortsat god påske :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Vestibulærsans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Vestibulærsansen registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngekraften, og den hjælper os med at finde ud af, hvad der er op og ned, når vi bevæger os. Dette sker via receptorer, som er beliggende i det indre øre....
Strømper
Strømper skal passe til barnets fod og gerne være en lille smule længere.
Til de spæde børn, kan man købe frotté strømper som er dejligt bløde og med næsten ingen elastik og dermed ikke noget, som strammer.
Strømper kan være af uld, bomuld eller af et blandingsprodukt og det kan være en god idé at medtænke, hvad materiale du vælger at købe strømper i. Til børn der sveder meget, kan uld være en fordel. Det samme gælder om vinteren, hvis dit barn f.eks. skal have...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.