Svar: 7 årig storesøster slår lillesøster på 5 år

---

Hej med dig

Tak for dit brev og åbne og ærlige beskrivelse af, hvordan situationen mellem jeres to piger ofte udvikler sig fysisk voldsomt. Det er bestemt ikke godt, og det er noget, som I er nødt til at få hjælp til. Det er derfor rigtig godt, at du skriver! :)

Jeg vil foreslå jer, at I kontakter en familieterapeut, der kan køre et forløb med jer, så I fælles kan finde ud af, hvad der sker, hvorfor, og hvordan I kan reagere bedst. Det kan evt. starte med samtaler, og det kan også være en ide med hjemmebesøg.

Der er højst sandsynligt flere ting, som spiller ind hos jer, og det er derfor nødvendigt med et længere forløb, hvor I løbende kan få feedback og arbejde med jeres relationer i familen. Som jeg læser din beskrivelse, så er det vigtigt ikke at se jeres ældste datter som problemet. Det er hun ikke - det er derimod dynamikken imellem jer fire, som I er nødt til at arbejde med.

Der vil højst sandsynligt være rigtig mange ting, som spiller ind hos jer - nogle ting nævner du allerede i dit brev i dag, andre ting ligger langt tilbage eller foregår måske mellem jer i hverdagen.. Det tager tid at finde ud af, og det kræver et forløb og fast samarbejde med jer. Jeg vil dog gerne give dig lidt tanker med på vejen, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Når jeg læser din beskrivelse, så er storesøster en meget vellidt 7årig pige. Det går rigtig godt i skolen, hun beskrives som en rigtig god kammerat, hun er meget reflekterende og normalt god til at sætte ord på sine følelser.. Og jeres familie, dine søstre, kan ikke genkende det billede, du beskriver hjemme.

Men hun lyder til at være voldsomt jaloux på sin lillesøster, - og søskendejalousi er faktisk meget normalt. Jalousi mellem søskende består ofte af 3 følelser - sorg, vrede og angst. Det har derfor rigtig stor betydning, hvordan I har reageret på hende og hendes følelser, da hun i 2 års alderen blev storesøster. 2 års alderen er en meget følsom alder, og det vil have stor betydning, hvordan I har mødt hende i den situation, hvor hun har skulle dele jer med lillesøster. Det er meget tænkeligt, at storesøster har følt sig truet, at hun har set lillesøster som en rival til jeres kærlighed, at hun har været bange for, at I ville elske lillesøster højere, end I elsker hende.. og det kan godt tænkes, at hun stadig føler det sådan.

Det tror jeg faktisk, at hun gør. Når jeg læser din beskrivelse, så får jeg indtryk af, at jeres ældste datter føler, at I elsker lillesøster højere end hende, og også en følelse af, at det er storesøster, som er forkert. At det ville være bedre, hvis hun var ligesom lillesøster, og at I egentlig ikke rigtig kan lide hende (storesøster), som hun er...

Du fortæller, at I gør meget ud af at være konsekvente.. I giver hende time-out, I giver hende stuearrest, I fjerner hendes legeaftaler og lignende. Dette er dog ikke at være konsekvent, det er at straffe - og straf hjælper ikke jeres datter, tværtimod. Det får hende blot til at blive endnu mere ked af det, vred og frustreret. Det forstærker blot hendes følelse af, at lillesøster er mere værd end hun er, og at I er gladere for lillesøster, end I er for hende.

Du fortæller, at jeres datter griner og ofte ...

---

---

... virker ligeglad, når I forsøger at være konsekvente - og det er ofte tegn på, at hun får meget skæld ud. Skæld ud er ødelæggende for børns selvværd, og børn, der får meget skæld ud, reagerer ofte med at lade som om, at de er ligeglade eller lader som om, at de voksne ikke er der. De lukker ørerne i et forsøg på at undgå de skæld ud, der rammer dem. Skæld ud er slag med ord, og de gør ondt.

Når I skælder ud, så er der tale om ensidig kommunikation. De er jer voksne, der opfatter hendes handlinger som uønsket, og jer der beslutter, at her skal ske en sanktion, en straf. Forholdet mellem jer og jeres datter er ikke ligeværdigt, hun har ingen mulighed for at svare igen eller forklare sig, men skal "makke ret" og gøre, som I siger. Jeg er naturligt helt med på, at hun ikke må slå sin lillesøster, det er jeg helt enig med jer i ikke bør ske - men måden I håndterer det på og har håndteret det på gennem de sidste 2-3 år, er I nødt til at ændre på.

Når man skælder ud, så sker der ofte 4 ting:

1) Jeres datter udsættes for verbale overgreb. Det er de ord I bruger, når I skælder ud, råber af hende og nedgør hende. Ordene siges ofte højt og hvæsende, sammenbidt. Der er ofte også brug af trusler.

2) Jeres datter fratages sin evne til selvbestemmelse. Jeres datter får ikke mulighed for at sætte ord på, hvorfor hun reagerer, som hun gør eller muligheden for at finde andre løsninger end straf.

---

---

---

3) Jeres datter berøves tilknytning. Hun sendes på værelset eller får beskeden, at hun skal blive siddende på trappen. Når hun rejser sig, søger dig igen og igen, løber efter dig/jer, så er det netop udtryk for, at hun har brug for jer, brug for at mærke, at I er der for hende, og den kontakt nægter I hende.

4) Jeres datter straffes med fremadrettet konsekvens uden sammenhæng. Det er f.eks. når hun får besked om, at hun ikke kan have legeaftaler i ugen der kommer. At hun slår lillesøster har i princippet ikke noget at gøre med, hvorvidt hun kan lege efter skole. Der er ingen sammenhæng mellem de to ting.

Den måde I opdrager på lyder meget autoritær. Jeres opdragelse går ud på at fortælle jeres datter, hvordan hun skal opføre sig. I har klare forventninger til, at hun gør, som hun har fået besked på, og gør hun ikke det, så falder der en straf. Det forventes, at hun følger jeres regler, og det står ikke til diskussion. Når I møder hende på denne måde, så har I sandsynligvis en holdning om, at I som voksne ved bedst, og at hun derfor skal gøre, som I siger. Det er bare sådan, at børn meget ofte mister respekten for autoritære og kontrollerende forældre...

Der er mange måder at være forældre på, og vi kan naturligt ikke trylle, som forældre. Der er ikke en magisk knap, som vi kan trykke på. Men vi kan gøre rigtig meget ud af at møde vores børn, som vi gerne selv vil mødes. Vi kan gøre rigtig meget ved at møde vores børn ligeværdigt, elske dem betingelsesløst, være der for dem, anerkende dem, lytte til dem osv.

Som jeg læser dit brev, så har I brug for hjælp til at gentænke, hvordan I møder jeres piger, så I kan få det godt hjemme alle fire :) Det er en proces, som vil tage tid, og som I skal have hjælp til ude fra...

Jeg ønsker jer alt det bedste og sender et stort knus herfra :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---